”Regeringen og DF er klar med mere end en milliard kroner til økologien,” proklamerede daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i den daglige pressemeddelelse 13. april 2018, og samme dag skrev han på facebook, at ”nu afsætter vi yderligere 1,1 milliarder kroner i årene 2018-2019 til nye økologer, samtidig med vi i dag lancerer vores vækstplan for dansk økologi.”

Medierne labbede den glade nyhed i sig og videregav den ukritisk til læserne.BT påstod, at ”regeringen vil sprøjte en milliard i økologien,” og på Finans.dk skrev landbrugsjournalist Lars Attrup, at ”regeringen vil betale landmænd 1,1 mia. kr. for at gøre Danmark mere økologisk.”

Også nyhedsbureauet Ritzau gentog påstanden om den ekstra milliard til økologerne i forbindelse med vækstplanen. RB skrev: ”Et centralt element i planen, som Dansk Folkeparti også er med i, er, at der i 2018 og 2019 i alt afsættes næsten 1,1 milliarder kroner til at støtte landmænd, som vil omlægge til økologisk drift.”

Den historie gik igen overalt i de regionale medier.

Men nyheden var falsk. Regeringens milliardstore sats på økologien var et dristigt illusionsnummer, der kun lykkedes, fordi ingen medier spurgte om, hvor pengene skulle komme fra.

Det spørgsmål har Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg stillet til ministeren efter ønske fra MF Søren Egge Rasmussen (EL). Svaret, der er dateret 16. maj 2018, afslører, at regeringens ”nye” milliard kroner til økologien var fup.

Gamle penge

Broderparten af pengene blev afsat allerede i december 2015 i forbindelse med aftalen om Fødevare- og Landbrugspakken. Der er tale om 622 mio. kr., der altså har været afsat til økologien i mere end to år. Hertil kommer 60 mio. kr., som var afsat på finanslov 2018 til udbetaling først i 2019, men som er blevet rykket frem.

MF Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Af de resterende beløb på 373 mio. kr. stammer de 280 mio. kr. fra EU-midler, der allerede var øremærket til målrettet regulering af landbrugets forurening og til at skabe sammenhæng i landbrugets arealer (96,7 mio. kr.) og overførte EU-midler fra støtte til minivådområder og sammenhængende naturarealer (183,3 mio. kr.). Der er altså ikke tale om nye millioner, men penge der ”stjæles” fra tidligere annoncerede tilskudsordninger.

Tilbage står der 93 mio. kr. Det er reelt, hvad Lunde Larsen, regeringen og DF har bevilget af nye penge til økologien.

Disse penge blev hentet ved at tømme en allerede afsat reserve til Økologisk arealtilskud på Finanslov 2018 (64,6 mio. kr.), og ved at overføre 28,7 mio. kr. fra Finanslovens konto 24.54 vedr. beskyttelse af miljø og natur.

Voila – sådan skabte Lunde Larsen den 13. april 2018 det store illusionsnummer om ”yderligere 1,1 milliarder kroner” til dansk økologi. Sytten dage senere var han ikke længere miljø- og fødevareminister.

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.