Markfirben overtrumfer molerindustrien på Mors

Her ses nordsiden af ”Stærhøj” med Hanklit i baggrunden. Selve det omhandlede overdrev ligger lige til højre for fotoets højre margin. Privatfoto.

Med en opsigtsvækkende afgørelse fra 18. januar 2019 understreger Miljø- og Fødevareklagenævnet, at offentlige myndigheder bør respektere Habitatdirektivets bestemmelser. Samtidig præciserer nævnet i sin afgørelse, at der er snævre grænser for, hvad der kan begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3.

Sagen drejer sig i korthed om ophævelse af en dispensation til råstofgravning i et beskyttet overdrev i Morsø Kommune. Overdrevet, der ønskedes opgravet, er beliggende i Stærhøjbuen på Nordmors, i et område domineret af dyrkede marker. Området indeholder spredt mosaik af opdyrkede arealer samt mindre naturområder bestående af efterladte råstofgrave, kratbevoksninger, diger, søer og overdrev. Det pågældende overdrev på ca. 7.700 m2 er beliggende på en sydvendt skråning og har ligget uberørt siden 1970’erne.

Markfirbenet er en kraftig, kortbenet øgle. Det kendes fra det almindelige firben ved at være kraftigere og med kort, højt hoved samt afstumpet snude. Den bliver op til 23 cm lang. Markfirbenet er i tilbagegang. Det kan skyldes, at dens levesteder gror til. Foto: Henrik Bringsøe.

Afgørelsen var påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en lokal beboer, af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling for Morsø og af Foreningen til bevarelse af Mosebjerg og Stærhøj.

Klagerne har navnlig anført, at Morsø Kommunes dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 ville være i strid med Habitatdirektivet, da kommunen ikke med afgørelsen har godtgjort, at yngle- eller rastområder for bl.a. markfirben ikke beskadiges eller ødelægges. Markfirben er særskilt beskyttet i Habitatdirektivet som en såkaldt bilag IV-art.

Ligeledes gjorde klagerne gældende, at der ikke forelå sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opgravning af det beskyttede overdrev.

Dispensationen

Morsø Kommune havde beskrevet, at indvindingen ville ske ned til 30 meter under terræn, og at det forventes, at der i den nordlige grav indvindes ca. 556.000 m3 moler. Gravningen i det nordlige gravefelt ville stå på i ca. 10 år, hvorefter der påbegyndes gravning i nyt felt umiddelbart syd for, på et areal, der i dag ligger som dyrket landbrugsareal.

Sideløbende med opgravningen af det sydlige felt skulle der så ske en retablering af det nordlige gravefelt, som derefter vil komme til at ligge uberørt hen.

Det var Morsø Kommunes vurdering, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i den store forekomst af moler ved Stærhøj grundet mængderne, den høje kvalitet og den lette tilgængelighed. Det er efter kommunens vurdering endvidere tungtvejende, at kvaliteten af moleret er så høj, at det kan øge udnyttelseseffektiviteten af indvundne råstoffer fra andre lokaliteter.

På den baggrund havde Morsø Kommunes vurderet, at der kunne dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 til indgrebet.

Dette luftfoto fra Region Nordjyllands hjemmeside viser et udsnit af kysten med toppen af ”Stærhøj” og overdrevet lige over fotoets midte.

Afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt anledning til at behandle følgende forhold:

1)     om dispensationen kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rastområder for markfirben, der er beskyttet som en bilag IV-art af Habitatdirektivet.

2)     om der overhovedet kan meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at der findes markfirben på Mors. Nævnet har indledningsvis taget stilling til, i hvilken grad området kan anses som et samlet yngle- og rastområde for markfirben.

Det er Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at Morsø Kommune ikke har taget konkret stilling til, om øvrige biotoper på Mors kan anses for egnede yngle- eller rasteområder for markfirben. Kommunen har således ikke taget stilling til markfirbenets muligheder for at anvende andre habitater til bl.a. fødesøgning, parring, dvale, solbadning eller æglægning.

Det kan på den baggrund ikke antages, at de øvrige biotoper i området faktisk anvendes eller er anvendelige for markfirben, eller at biotoperne indgår som en del af et samlet yngle- og rasteområde. Nævnet har i den forbindelse desuden lagt vægt på, at der mellem de enkelte biotoper i området findes dyrkede arealer, som markfirbenet vil skulle krydse. Det kan på den baggrund ikke fastslås, at der er udveksling mellem arealerne.

Det er videre Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at det ansøgte vil medføre en ødelæggelse af yngle- og rastområdet for markfirben. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det pågældende overdrev bortgraves, hvilket må anses som en ødelæggelse af yngle- og rastområdet.

Endeligt er det Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at indvinding af moler ikke kan anses som et bydende nødvendigt hensyn til væsentlige samfundsinteresser og derfor skal Habitatdirektivet respekteres fuldt ud.

Beskyttet overdrev

Det er i sagen ubestridt, at arealet er beskyttet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet har lagt dette til grund. I særlige tilfælde kan der dispenseres fra naturbeskyttelsesloven, men det følger af de almindelige bemærkninger til loven, at der skal foreligge særlige omstændigheder, før der kan meddeles dispensation til foranstaltninger, som ændrer tilstanden i de beskyttede naturtyper, når ændringerne er væsentlige eller i strid med ønsket om at opretholde de pågældende naturtyper som sådanne, idet reglerne er udtryk for en generel samfundsmæssig interesse i, at de beskyttede naturtyper opretholdes.

En væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en dispensation.

Der må, for at et indgreb i områdets tilstand eventuelt kan accepteres, tillige være tale om et område, som ud fra naturbeskyttelsesmæssige hensyn vurderes som uden særlig interesse, eller om et indgreb, der i sig selv ikke skønnes at medføre nogen afgørende forrykning af tilstanden i området.

Vandhul med vinterstemning fra den østlige ende af overdrevet. Privatfoto.

Der skal, ved vurderingen af, om der kan gives dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, foretages en konkret vurdering af, om der gør sig sådanne særlige omstændigheder gældende, at det kan begrunde en dispensation.

I den forbindelse skal der foretages en konkret afvejning af de interesser, der ligger til grund for ansøgningen overfor den beskyttelsesinteresse, som loven værner.

Det forhold, at arealet ligger i et udlagt råstofområde kan efter praksis ikke i sig selve begrunde en dispensation fra forbudsbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 3.

Overdrevet har efter råstofgravning i 1970’erne henligget urørt. Overdrevet har udviklet sig i løbet af en periode på 40-50 år. Den ansøgte råstofindvinding vil medføre, at ca. 7.700 m2 beskyttet overdrev bortgraves.

Den pågældende graveaktivitet vil forløbe over 10 år, hvorefter der over en efterfølgende periode på 10 år vil være deponering på arealet, hvor overdrevet er bortgravet. Det må lægges til grund, at der vil gå en årrække, før der vil udvikle sig et overdrev med tilsvarende successionsniveau på arealet. Det kan således tage op mod 70 år, før overdrevet har genindfundet sig i samme tilstand. Hertil kommer en vis usikkerhed om, hvorvidt der – i hvert fald på dele af arealerne – vil kunne udvikle sig et overdrev af samme kvalitet.

Masser af moler på Mors

Det fremgår af sagens oplysninger, at der er umiddelbart syd for overdrevet findes et område, som tilsigtes anvendt til råstofindvinding af moler, og som ikke er beskyttet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3. Der er i øvrigt fundet andre forekomster af moler på Mors. Som sagen foreligger, må det lægges til grund, at disse arealer vil kunne udnyttes til råstofindvinding, eller alternativt at der kan meddeles tilladelse til yderligere indvinding på andre arealer, der ikke er § 3-beskyttede.

De hensyn, der skal varetages med udlægningen af råstofområdet, findes herefter ikke at kunne begrunde en tilsidesættelse af naturværdierne på det omhandlede overdrev. Den økonomiske interesse, som ansøger på nuværende tidspunkt måtte have i at kunne indvinde også på overdrevsarealet, i stedet for alene at kunne indvinde på andre arealer i graveområdet, kan efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse ikke begrunde en dispensation.

Det er på den baggrund Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at der ikke foreligger et sådant særligt tilfælde, i form af en samfundsmæssig interesse, at der kan dispenseres til den ansøgte råstofindvinding.

Markfirbenet træffes på steder med løs og gerne sandet jord. Det kan være heder, klitter, overdrev, råstofgrave og på vej- eller jernbaneskråninger. Stedet skal have stor variation og forskellige planter.  Det solbader meget for derefter at kunne være aktiv i et kortere tidsrum for derefter igen at solbade osv. Markfirbenet lever ikke jævnt spredt i landskabet, men derimod i kolonier på mindst 4-6 dyr og op til 40 dyr. Foto: Henrik Bringsøe.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der kun er tale om en økonomisk interesse i indvinding af et råstof, at der ikke er afgørende samfundsmæssige interesser i at indvinde det pågældende råstof, og at der er tale om et overdrev af høj naturværdi.

Det er således Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at der – uanset en eventuel forekomst af markfirben på lokaliteten – ikke kan meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til den ansøgte indvinding på overdrevet.

Jorddeponi kan ikke erstatte overdrev

Nævnet har lagt vægt på, at overdrevet har udviklet sig over ca. 50 år, og at der ikke ved deponering af overjord kan etableres et tilsvarende habitat for markfirben.

Dette er begrundet i, at der i perioden efter jordbehandling vil være en øget mængde næringsstoffer tilgængelige, hvilket vil resultere i en opvækst af næringstolerante, hurtigtvoksende pionerplanter. Plantesammensætningen vil derfor ikke være sammenlignelig med beplantningen på overdrevet.

De næringstolerante planter vil have en højere vækst end botanikken på overdrevet, hvilket vil medføre en skyggevirkning på jordoverfladen, som vil have en direkte virkning på markfirben, der er afhængig af sol for at opretholde kropstemperaturen, ligesom det vil påvirke arealets egnethed til æglægning.

Derudover vil en ændret vegetationssammensætning kunne ændre forholdene for insekter, herunder både artssammensætningen og tilgængeligheden, der er markfirbens primære fødekilde. Deponiet vil således ikke på tidspunktet for fjernelse af overdrevet fungere som erstatningsbiotop.

Læs hele afgørelsen.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.