Ned på knæ – i mossernes miniputrige

Mosser er primitive planter, som i mangel af rødder må skaffe sig vand fra oven. Deres lidenhed er en tilpasning til at kunne udnytte vandets overfladespænding. Den enkelte plantes små blade og planternes vækst i tætte puder danner tilsammen finmaskede kapillærstrukturer, som kan opmagasinere vand fra regn og dug ligesom en svamp. Det er vitalt, ikke kun for fotosyntesen men også formeringen

Mosser er små grønne planter, som de fleste kender til – ikke mindst værdsat sidst på året, hvor mos ofte indgår i juledekorationer og som bagtæppe i nisselandskaber. Men mosser er tilstede i naturen året rundt, rigeligst på steder hvor der konstant er vådt eller fugtigt – og det er der gerne i skove, særligt i bunden af mørke granskove og langs vandløb, søer og vandhuller. Når løvskovens grønhed falmer, inden den flammer op i rødt, gyldent og bronze træder mosserne gerne tydeligt frem, mange steder som udstrakte friskgrønne tæpper med kort luv – på jorden, på store sten, på træstubbe og nederst på større træers stammer.

Mosserne udgør en fascinerende grøn efterglød fra en dyb fortid, en hilsen fra en af de mest skelsættende begivenheder i klodens historie. Vejen fra plantelivets marine vugge til den tørre landjord gik gennem ferske og mere stillestående vande, og videre i en glidende overgang mod tilgrænsende våd eller fugtig jord som afgørende mellemstation. Det var her moslignende prototyper først fik fat for ca. 500 mio. år siden. De fik fodfæste, men vel at mærke ikke rodfæste. Mosser, og deres efterkommere hele vejen op til i dag har ingen rødder. De må klare sig med det vand, som kommer fra jordoverfladen og fra luftens regn og dug. De har så heller ingen ledningsstrenge (forbundne døde celler) til at transportere vand op gennem sig. Rødder og egentlige kar kom først langt senere i planternes udviklingshistorien.

At mosser er små, ofte meget små planter som vokser i tætte puder har sine grunde. Det er en fordel at være lille og dermed tæt på sit underlag, hvor luften er roligere med mindre fordampning og desto større fugtighed. Det følger af den fysiske fysisk lovmæssighed, at hastigheden af luft- (og væske-) strømme går mod nul i grænsen til en fast overflade. Mosser skal desuden være små nok til at vand kan blive hængende i mospudernes svampestruktur. Udover til fotosyntesen er det essentielt for formeringen, idet der på den lille skala dannes dråber, som kan spændes ud som små saddelformede ”broer” mellem bladene. Det er nemlig kun gennem vand, at de hanlige celler kan bevæge sig fra et mosblad til et andet med de hunlige anlæg. Sædcellerne svømmer så at sige gennem små gennemsigtige selvbærende akvædukter i mossets grønne minilandskab. Overraskende nok kan mosser tilmed tåle udtørring i længere tid – når de atter får vand fortsætter de blot, hvor de slap.

Mossernes formeringscyklus har flere stadier, herunder dannelsen af mikroskopiske sporer. De skal i moden tilstand føres med vinden ud i verden, og videre ned på et underlag, hvor de kan spire frem til forløbere for nye mosplanter. Sporerne udvikles i sporehuse, små kapsler, som mosplanten hejser op i en spinkel flagstang, hvor vinden bedre kan tage fat, når sporerne skal på luftfart.

Man kunne spørge sig, hvorfor de ”primitive” mosser ikke for længst er blevet udkonkurreret af senere avancerede planteformer med veludviklede rødder og atter senere igen med ”velbeskyttede” frø med ernæring til direkte dannelse af en kimplante som afløsning for sporer. Men mosser kan noget, som de andre ikke kan. De kan vokse på mange typer overflader – marginale miljøer som lodrette bjergsider, klippeblokke, gletsjere, lava, slagger, sand, foruden bølgeeternit, tagsten, cement og mere til – steder som modtager en smule mineraler fra luften og lejlighedsvis nedbør og som de stort set kan have for sig selv. Det er nicher, som mosser har kunnet holde stand igennem æoner og gennem fem store masseudryddelser på kloden. I Danmark vokser der godt 600, på verdensplan hele 20.000 arter mos, flest i den fugtige tropiske regnskov, et væsentligt bidrag til den samlede biodiversitet.

På en tur i efterårsskoven er der rig lejlighed til at beundre de smukke mosser, planterigets små levende dinosaurer. Det gælder bare om at komme ned på knæ og stille skarpt.

Bannerbillede: Nærbillede fra en af Fyns få tilbageværende højmoser. Overfladen domineres af ryatæpper af sphagnum-mosser, med en svampestruktur som holder på regnvandet. Der er surt og næringsfattigt, og kun få og specielle arter af blomsterplanter kan trives her. Rundbladet soldug ernærer sig selv ved at indfange insekter i sine klæbrige blade. Nedenunder er der også mosser – døde lag som nye vokser ovenpå. Gennem århundreder bygger højmosen således op, og i det våde og iltfrie dyb presses tørvemosset og andre plantedele gradvis sammen til kulstofrig tørv – i gamle dage udnyttet som brændsel. Foto: Ian Heilmann