Græsprotein kan reducere udvaskningen af næringsstoffer fra dansk landbrugsjord. I modsætning til kornmarker skal de ikke pløjes hvert år, og der bruges også normalt færre pesticider i græsmarker end i korn. Derfor er udviklingen af teknologien for så vidt en god opfindelse, men den oversælges i medierne med argumenter, som ikke holder til et faktatjek.


Af Greenupdate.dk – 4. august 2020

DEBAT
Af Anders Borgen, cand. agro., økolologisk planteforædler

I pressen spredes det glade budskab om, at forskere nu har udviklet en ny teknologi, der kan udvinde protein af græs, og dermed mindske behovet for import af soja. Det er i høj grad Danmarks ansvar, at de sidste rester af de tropiske regnskove er ved at forsvinde til fordel for bl.a. sojadyrkning, så hvis historien havde været sand, ville det have været et skridt i retning af grøn omstilling.

Sandheden er desværre en anden, for det gør ikke nogen forskel, om regnskoven ryddes for at dyrke soja til danske husdyr, eller om den ryddes for at dyrke majs til danske husdyr. Danmarks ansvar for opdyrkningen af Amazonas skyldes vor massive foderimport til vor overproduktion af husdyr, og ikke om vi importerer den ene eller anden foderafgrøde.

EU-tilskud og teknologi har skabt industri-landbruget

Danmark har over de sidste 50 år ændret sig fra at være være græsproducerende landbrug til at være et primært kornproducerende landbrug. Denne udvikling er sket som følge af EU tilskudsordninger og af teknologisk udvikling, der har haft som mål at gøre den globale
foderproduktion mere omsættelig, så den kan handles på tværs af grænser og gøre den uafhængig af lokale behov og produktionsmuligheder.

Anders Borgen: Om vi importerer majs eller soja fra Sydamerika gør ingen forskel i forhold til at redde regnskoven fra opdyrkning, og majsen er ikke mindre gensplejset end soja, hvis det er det, man er bange for- Foto: Gustav Bech

Udviklingen har betydet, at dyrene er rykket fra afgræsningsmarkerne og ind i staldene, hvor de lever af koncentreret letfordøjeligt foder, og at vandmiljøet er ødelagt af den udvaskning, som altid vil følge af ensidig korndyrkning. Endvidere er pesticidforbruget steget voldsomt, da
ensidig korndyrkning opformerer smitsomme plantesygdomme og øger behovet for ukrudtsbekæmpelse.

At landbruget har gjort sig uafhængig af græsmarker og anden grovfoderproduktion har betydet, at man kan have flere dyr i Danmark og på den enkelte gård, end man er i stand til at producere foder til. Fra at være et land med balance mellem foderproduktion og husdyrproduktion, har Danmark derfor i dag langt flere dyr, end vi er i stand til at producere foder til, og de fodres med en fodertype, som er aldeles unaturlig i forhold til dyrenes behov.

En ko er ikke skabt til at æde korn og sojaskrå

En ko er ikke skabt til at spise korn eller sojaskrå, og grisene får mavesår af manglen på strukturfoder, og af de stressede forhold i de lukkede stalde. Danmark har en massiv import af foder, som det kræver et areal på størrelse med hele Sjælland at skaffe.

Det er muligt, at græsprotein kan reducere udvaskningen af næringsstoffer fra dansk landbrugsjord, fordi græsmarker i modsætning til korn ikke skal pløjes hvert år, og der bruges også normalt færre pesticider i græsmarker end i korn. Derfor er udviklingen af teknologien for så vidt en god opfindelse, men den oversælges i medierne med argumenter, som ikke holder til et faktatjek.

Da korn har et lavt proteinindhold sammenlignet med græs, så er der primært soja og andre transportvenlige afgrøder med højt protein-indhold, vi importerer. Importen af foder betyder samtidig import af næringsstoffer, herunder kvælstof og fosfor. Gennem foderimporten tilføres Danmark således flere næringsstoffer, end vi høster i afgrøder, og da det i Danmark regner mere end der fordamper, så vil disse næringsstoffer før eller siden ende i vandmiljøet, samtidig med at der vil opstå udpining i de områder i Sydamerika, Asien og Afrika, hvor foderet importeres fra.

Omlægningen af det europæiske landbrug og især det danske landbrug fra mere eller mindre selvforsynende enheder til en industriel landbrugsproduktion uafhængig af gårdenes egenproduktion af foder har således ført til systematisk dyremishandling og miljøproblemer både hjemme og i resten af verden.

Imagekampagne løser ikke problemet

Det er naturligvis et kæmpe problem for både biodiversitet og for klimaet, at Amazonas og andre regnskove ryddes til fordel for sojaproduktion, og sojaen ender for en stor dels vedkommende i maverne på de stakkels husdyr i de danske stalde. Dén historie har en stor del af forbrugerne forstået, og det er et problem for dansk landbrugs image.

Den private lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, der driver SEGES som en såkaldt videncenter, er begejstret for græsproteiner, men nævner dog i en bisætning, at der er givet en bevilling på 14 mio. kr. fra Miljø- og Fødevareministeriet til at betale for gårdanlægget.

Som altid, når dansk landbrug har et imageproblem, så forsøger de at løse det med en image-kampagne, i stedet for at løse problemet. Den nye imagekampagne går på, at man nu har opfundet teknologi, der kan erstatte soja med græs i foderet. Den del af historien er korrekt, men hvad pressemeddelelserne ikke fortæller er, at det ikke gør nogen forskel i forhold til problemerne.

Om vi importerer majs eller soja fra Sydamerika gør ingen forskel i forhold til at redde regnskoven fra opdyrkning, og majsen er ikke mindre gensplejset end soja, hvis det er det, man er bange for. Foto: Greenpeace/Germany

Det er korrekt, at man kan kompensere for det lave protein-indhold i korn ved at koncentrere proteinet fra græs, og bruge det som tilskudsfoder. Dermed kan man fortsætte en industriel animalsk produktion uafhængig af lokal grovfoderproduktion, men med græsprotein i stedet for soja-protein.

Danmark vil så skulle omlægge nogle kornmarker til græsproduktion, og vil så skulle importere tilsvarende mere majs og korn i stedet for at importere soja, da det samlede foderbehov jo ikke ændres ved at skifte fra ét fodermiddel til et andet. Om vi importerer majs eller soja fra Sydamerika gør ingen forskel i forhold til at redde regnskoven fra opdyrkning, og majsen er ikke mindre gensplejset end soja, hvis det er det, man er bange for.

Problemet er ikke soja som sådan. Problemet er, at vi har flere husdyr, end vi er i stand til at opfede på det danske landbrugsareal. Opfindelsen af teknologien om at producere koncentreret græsprotein vil ikke løse problemerne med dyrevelfærd i den industrielle husdyrproduktion, og det vil ikke bringe vore husdyr tilbage til at pynte i landskabet. Det vil ikke ændre på Danmarks næringsstof-balance, og dermed ikke mindske hverken udvaskningen eller udpiningen af landbrugsjordene i de lande, vi importerer fra.

Det er muligt, at græsprotein kan reducere udvaskningen af næringsstoffer fra dansk landbrugsjord, fordi græsmarker i modsætning til korn ikke skal pløjes hvert år, og der bruges også normalt færre pesticider i græsmarker end i korn. Derfor er udviklingen af teknologien for så vidt en god opfindelse, men den oversælges i medierne med argumenter, som ikke holder til et faktatjek.

Skriv en kommentar