En undersøgelse fra DTU viser fund af PFAS i økologiske æg som følge af brugen af fiskemel i foder. Økologisk Landsforening er i dialog med branche og myndigheder og kræver, at brugen af fiskemel stopper øjeblikkeligt

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse 23.1. 2023.

DTU har i dag udsendt en pressemeddelelse om fund af PFAS i økologiske æg. Derfor har Økologisk Landsforening afholdt møde med repræsentanter fra ægpakkerier, foderleverandører og ægproducenter mandag morgen med henblik på at kræve øjeblikkeligt stop for brug af fiskemel i foder til æglæggende høner og kan efter mødet konkludere, at branchen bakker op om kravet.

Louise Køster, Økologisk Landsforening

Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening, udtaler:

”Vi er chokerede over, at der er fundet PFAS i økologiske æg – det er på ingen måde acceptabelt, men vi er samtidig taknemmelige for, at denne nye viden om fiskemel er kommet frem, så vi kan reagere prompte. Rene, sunde fødevarer uden forurening eller giftstoffer er økologiens DNA, ligesom forsigtighedsprincippet er et centralt pejlemærke for alle økologer. Derfor er vi i Økologisk Landsforening glade for, at branchen bakker op om et stop for fodring med fiskemel, så forbrugerne trygt og snarest muligt igen kan spise gode og sunde, økologiske æg.”

DTU oplyser heldigvis, at indholdet af PFAS-stoffet PFOS i æggene er halveret 4-7 dage, efter brugen af fiskemel er ophørt. Derfor vil en udskiftning med en ikke forurenet foderingrediens i løbet af få uger kraftigt kunne mindske indholdet af PFAS i æggene. Det betyder, vi kan gøre noget, så alle både voksne og børn igen trygt kan spise så mange økologiske æg, som de plejer.

Er i dialog med relevante myndigheder

Ud over kontakten til branchen har Økologisk Landsforening i dag indstillet til Fødevareministeriet for at få en straks-regulering for brug af fiskemel i foderet, så alle trygt kan spise æg, som de plejer, og at ministeriet hurtigst muligt etablerer screening af fiskemel for indhold af PFAS.

Foto: Pressefoto/Økologisk Landsforening

En typisk foderblanding til økologiske høner indeholder omkring 3-6 % fiskemel. Fiskemel fungerer i dag som en vigtig kilde til protein og aminosyrer, der er afgørende for høners velfærd, sundhed og evne til at lægge æg. Fjernes fiskemel fra foderet, skal det erstattes af en anden kilde til protein og aminosyrer.

Derfor har Økologisk Landsforening anmodet Fødevareministeriet om at vedtage særlige produktionsregler, så det bliver muligt for økologer at bruge andre kilder til proteiner i foderet i en periode, indtil der er en permanent løsning.

Sideløbende undersøger foreningen, om pakkerier og myndigheder kan indsætte overvågning for PFAS i æg som standard.

Økologer kræver nationalt forbud mod PFAS

De seneste måneders afsløring af forekomsten af PFAS i vores miljø understreger vigtigheden af, at vi får forbudt alle PFAS-stoffer i forbrugerprodukter snarest muligt.

”Fundet af PFAS i økoæg understreger behovet for, at vi tager et grundlæggende opgør med de mange kemikalier i vores samfund. Det er helt afgørende, at Danmark nu går forrest og sikrer et nationalt forbud mod alle PFAS-stoffer. Det kan kun gå for langsomt. Økologiske æg er fri for syntetiske pesticider – og de skal naturligvis også være fri for PFAS; ligesom økologiske æg er en sikkerhed for, at de økologiske høner lever et liv med dyrevelfærden i centrum,” siger Louise Køster.

Bannerbillede: Æg. Foto: Marjan Blan/Unsplash

Kommentarer

  1. Hmm… hvis der er PFAS i fiskemel, så må der også være PFAS i ‘fabriksfremstillet’ svinekød, da grisene bliver fodret med foderpiller, som er lavet af soyamel og fiskemel.

    Og opdrætsfisk i de store netbure må også være fyldt med PFAS, da de bliver fodret med foderpiller, som er lavet af fiskemel og fiskeolier.

  2. Pia Just Andersen

    Får konventionelle høns ikke foder produceret på fiskemel, siden der ikke er fundet så meget PFAS i konventionelle æg?

  3. uffe hellum

    Høns er rovdyr, ligesom kolibrier og de fleste andre fugle. De går på græs, for at fange insekter og orm og mus, ikke for at æde græsset.

    Hvis vi standser med fiskemel, skal hønsene have insekter eller kyllingekød eller orm, helst en kilde med lavere indhold af PFAS.

    Der er ikke brug for nogen hovsa-regler, men for at arbejde fornuftigt med at reducere PFAS. Det gælder bestemt ikke om at sabotere landbruget, hverken det konventionelle eller det økologiske.

    Måske kan vi få fiskemel uden PFAS, og måske er det den billigste og sikreste og sundeste løsning.

Skriv en kommentar