Her sidder vi, to mennesker

På en bænk med fred og udsigt

Ud over overdrevets bakker:

Tjørne, enge, græs og træ’r.

 

Vi har hjemme i skovbrynet.

Som dyr lever vi på kanten:

Med ryggen mod skoven,

Og øjne ud mod det fri.

 

Vi finder ro, en falk over engen.

Vi sætter navn på græs og planter,

Finder sommerfugle og biller.

Vi kender skovens buske og træer.

 

Vores fuldendte form er skabt

I livet mellem skov og slette.

Vores krop- og hjernefunktioner:

At klatre, løbe, gå og se.

 

På byens parker og legepladser

Lærer vores børn færdigheder,

Som skovbrynets første børn:

At klatre, løbe, gå og se.

 

Vi lærer dem at sige far og mor,

Og ja og nej, men hund og gris

og ko og kat, før søster og bror,

Og går tur i skoven hver søndag.

 

Vi spiser modne kirsebær,

Stikker os på brombærtorne;

Plukker årets første svampe

Til gryden ud på aftenen.

 

Vi sukker over urtilstanden,

For skov er en arketype;

Vores dybeste minde som art.

Men skov er tæt, vild og mørk.

 

Vi skal ud i lyset, ud på sletten,

Med afstand mellem træer,

Med plads til husdyr og græs;

På overdrevet blev vi til.

 

Her sidder vi, to mennesker,

Med eng, skov og blomsterfrø

I vores celler, i vores ben,

På denne bænk, ved denne sten.

 

© Jacob Gammelgaard, 2023

De titusind tings blog

De titusind ting betegner den fysiske og naturlige verden, der omgiver os og som vi er en del af. Lao Tzus  skriver i sit hovedværk Dao De Ching fra omkring år 400 f.v.t. : “De titusind ting er / de er uafviselige.” Begrebet nedstammer således fra taoistisk metafysisk, men oplevelsen af de titusind ting er sanselig, realistisk og fysisk tilstede. De titusind tings blog er et digtværk om menneskers samhørighed med alle naturlige fænomener og det biologiske liv.

Bloggen er kronologisk for så vidt indlæg lægges op, efterhånden som de skrives. Men bloggen kan med fordel læses efter emne eller stikord, og er derfor egnet som digitalt medie. Bloggen indeholder omfattende registre til søgning, bladring og læsning på kryds. Det ligger i kortene, at bloggen skal indeholde titusind ting eller vers. Bloggen blev åbnet den 7. juli 2023 og indeholder nu knapt tusind indekserede ting. Arbejdet med bloggen sker i real-time og kan følges på nettet.

www.titusindting.dk

Visited 34 times, 4 visit(s) today

Kommentarer

  1. Jørgen Gammelgaard

    Et fint usentimentalt digt om vores historie som art fra vi levede i skoven til vi flyttede ud til overdrevet opdyrkede det, satte os på en bænk og var til

  2. Nette Søndergård

    5 børn – 5 søskende – gennem barndommen var vi altid på vandretur hver søndag i den nærliggende skov op til skrå skrænter ved åen. Året rundt. Hver dag sad vi på bakken med NIBE og så ud over engene og over Limfjorden til Brovst og Gjøl.
    Stilletimen og mørkningen.
    Tak til mine forældre for jeres fornnng i jeres nartur billede.

Skriv en kommentar