Perlemors skær i skovengene

Flere gamle midtsjællandske løvskove rummer urte- og blomsterrige enge og lysninger, som, udover at forekomme at være forgårde til paradisets have, er hotspots for flere arter perlemorsommerfugle. Fra maj og hen over højsommeren vil man her kunne opleve hele seks arter. Opskriften på gode oplevelser er rolig og diskret færden, tålmodighed og helst en moderne kikkert med skarpt nærfokus

Sommerfugle elsker sol, varme og læ – foruden blomster, blomster og blomster. For en håndfuld arter synes det at være nok – de flyver næsten overalt, ikke mindst i haverne. Men langt de fleste andre stiller yderligere og ofte snævre krav til deres omgivelser, hvad angår f.eks. tilstedeværelsen af specifikke plantearter og andre organismer og fravær af alle former for miljøfremmed kemi. De skyr intensive driftsformer på mark og i skov og findes derfor kun på enkelte, spredte og små, indbyrdes isolerede lokaliteter og ofte i små sårbare bestande. Til dem hører de fleste af vores i alt ni arter perlemorsommerfugle.

Arterne af perlemorsommerfugle har lidt forskellige størrelser, men ellers ligner de ved første øjekast hinanden. Det gælder om at vente på, at de i deres hurtige og flimrende flugt beslutter sig for at sætte sig, for at suge enten solskin eller nektar gennem deres knæbøjede snabel nede i en blomst. Oftest ser man kun vingeoversiderne. De har ensartet orangebrun grundfarve, overstrøet med kombinationer af sorte kraftigt optegnede kantede bølgelinjer, striber og spredte pletter eller kiler, ud mod bagkanterne arrangeret i kæder og zigzagbånd, det hele fældet ind i vingeribbernes intrikate koordinatsystemer af fine sorte linjer. Man kan godt få indtryk af middelalderlige håndskrifter eller musikpartiturer på gammelt gulnet pergament, og kun små detaljer i kalligrafi og tegnsætning afslører arten.

Før eller siden, oftest siden, sætter perlemorsommerfuglene sig med vingerne slået sammen over ryggen, og så får man bagvingernes underside at se. Som på mange andre sommerfugle er der her mønstre og farver, som afviger fra de øvrige tre vingeflader. Det er her de skinnende hvide pletter findes, som har givet sommerfuglene navn. De indgår hos flere af arterne i fascinerende mosaikker af uregelmæssigt polygonale felter i udvalg af flødegult, beige, okker, teglrødt, lysebrunt, oliven og mørk lillabrunt, nogle med sorte prikker og små øjne med hvide pupiller. Hos andre indgår perlemorspletterne i mere organisk formede puslespilsmønstre eller som bølgende bånd. I det rette lys changerer de med et ganske sart perlemorskær af rødlige og blågrønne toner. Det er gennem disse mønstre, at de forskellige arter af perlemorsommerfugle nemmest adskilles fra hinanden.

Alle farver og mønstre på sommerfuglevinger er dannet af bittesmå firkantede skæl, sommerfuglestøv også kaldet. De ligger taglagt og i ordnede rader og rækker, noget som kun en lup på tæt hold vil kunne afsløre (på en død sommerfugl…). Der er således to niveauer af mosaikstrukturer i spil, hvert felt i den store mosaik er selv en mosaik af skællenes små felter. Og der er endnu et niveau under. Det enkelte skæl har sin egen mikroskopiske struktur, med en hulhed. De fleste har farvepigmenter, som reflekterer lysets farver på sædvanligvis vis, mens nogle er klare og gennemskinnelige og består af to lag med en afstand så lille, at den er sammenlignelig med lysets bølgelængder i området omkring 0.001 mm.  Heri ligger forklaringen på perlemorskæret, som er et såkaldt interferensfænomen, kendt fra farvespillet i sæbebobler, forurenede vandpytter og metalskinnende pragtfjer hos fugle. Perlemorsommerfugles perlemorsfelter er mere end lysende vinduer i vingerne, de spiller aktivt med lysets bølger.

Som nævnt er de fleste arter sjældne. Rødlig perlemorsommerfugl er blevet så sjælden, at den er på nippet til at forsvinde fra landet. I dag findes den kun i en enkelt skov eller to på Sjælland, foruden i en skov ved Maribo-søerne. Den kendes på sine få og særligt formede perlemorspletter. Til gengæld er den store og prangende kejserkåbe i lykkelig fremgang, den har afvigende underside med bånd snarere end felter af perlemor på en olivengrøn bund. Storplettet perlemorsommerfugl er heller ingen sjældenhed – den har ensartede store sorte pletter på sin orange overside, på leopardvis, og har klanens mest overdådige besætning af amøbeformede perlemorspletter.

Både den anseelige Skov-perlemorsommerfugl og den mindre Eng-perlemorsommerfugl er i fortsat tilbagegang og har nu status som truede. I Danmark har de deres højborg i Bidstrupskovene syd for Hvalsø. Derfor er det glædeligt, at Lerbjergskoven, der ligger som et vestligt anneks, for fem år siden er blevet overtaget af Den Danske Naturfond og udlagt til urørt skov, hvor der bl.a. er etableret store lysninger. Floraen har reageret hurtigt og i positiv retning, og nu venter vi på, at eventyrlystne eksemplarer af de to perlemorsklenodier fra storskoven ville lægge vejen forbi og føle sig fristet til at slå sig ned.

Vellykket naturgenopretning handler i høj grad om at få udvidet eksisterende værdifulde kerneområder – og i næste omgang at få etableret korridorer mellem disse. Biodiversitet øges med arealet.

Alle fotos: Ian Heilmann

Bannerbillede: Læfyldt og urterig skovlysning i den sydlige del af Bidstrupskovene, med præg af næringsfattig mose. Hjemsted for bl.a. flere arter perlemorsommerfugle.