LandbrugsSprøjteDN
Østre Landsret fastslår, at man har lov at mene, at landbrugets giftsprøjtning har forurenet stribevis af vandboringer. Foto: DN.

Det er tilladt at sige, at landbrugets forurening hvert år er skyld i hundredvis af lukkede drikkevandsboringer. Østre Landsret slår fast, at tidligere direktør i Danmarks Naturfred-ningsforening, René la Cour Sell, ikke kan dømmes for injurier efter udtalelser i 2010 om landbrugets rolle i lukningerne. Det er resultatet af den nu afgjorte ankesag, som foreningen Bæredygtigt Landbrug har ført, efter de allerede for et år siden tabte sagen i byretten. En vigtig sejr for ytringsfriheden, lyder det fra DN i en pressemeddelelse 19. november.

Danmarks Naturfredningsforenings tidligere direktør, René la Cour Sell, blev endnu engang frifundet for injurier mod landbruget, da Østre Landsret 19/11 afsagde dom i en ankesag anlagt af protestforeningen Bæredygtigt Landbrug.

ReneLaCour
Tidl. DN-direktør René la Cour Sell. Foto: DN.

Med afgørelsen slipper la Cour Sell dermed for at skulle berigtige sine ord om, at ”der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte.”

Udtalelsen faldt i et interview med Landbrugsavisen i 2010. Protestforeningen mente, at ordene var krænkende og til skade for dansk landbrugs omdømme, og de forlangte, at udtalelsen blev trukket tilbage. Det afviste Danmarks Naturfredningsforening, og Bæredygtigt Landbrug lagde derfor sag an mod DN’s direktør. Injuriesagen tabte de for et år siden ved retten i Roskilde, men dommen blev anket til landsretten, som nu altså har afgjort, at der ikke var tale om injurier.

I protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug accepterer man ikke rettens klare afgørelse. Bevægelsens “direktør”, tidl. agronom Vagn Lundsteen skriver på hjemmesiden:

”Det var ikke, hvad jeg havde forventet. Men i Danmark er der en stor politisk margin i forhold til, hvad man må udtale sig om i ytringsfrihedens hellige navn. Sagen er jo den, at Rene La Cour Sell ikke kan bevise sine udtalelser, og at de har haft store negative konsekvenser for vores erhverv. Det synes jeg er ærgerligt.

Lundsteen glæder sig dog over, at der med dagens dom i det mindste er skabt klarhed over, at Naturfredningsforeningens udsagn kun er en politisk holdning. Den er ikke et faktum, påstår han:

”Vi synes der er grænser for, hvor meget man selv må opfinde, for at skabe et fundament for sine holdninger. Enhver må mene, hvad man vil, men fakta er fakta. Og danske landmænd skal ikke mødes med en påstand om, at de beviseligt forurener vores drikkevand, og på den baggrund sættes på hjul og stejle i debatten, når fakta er helt anderledes. Danske landmænd holder af og passer på naturen”.

Der foreligger ikke noget om, hvorvidt protestbevægelsen vil forsøge at indbringe sagen for Højesteret eller EU-domstolen i Luxembourg, eller om man accepterer dommen.

Comments are closed.