Uden skibslaster med tusinder tons forurenet jord til Nordic Waste havde Randers Havn oplevet en økonomisk tilbagegang fra 2020 til 2023 på 21 procent. Foto: Piqsels

Randers Kommunes tilsyn med det skandaleramte Nordic Waste er blevet kritiseret for at være for lempeligt, og det kan skyldes de store summer af penge, der har været på spil. Således har den kommunalt ejede, selvstyrehavn tjent 8,5 mill. kr. på fire år ved at modtage forurenet jord til det konkursramte Nordic Waste

Mere end hvert tredje skib, der sidste år anløb Randers Havn, kom med forurenet jord til Nordic Waste. I tal stod Nordic Waste sidste år for 600.000 tons af de i alt 1,6 mio. tons gods til havnen. Det kan Radio 4 fortælle.

Havnedirektør John Morgen Hansen, Randers Havn. Foto: Linkdin

”De 8,5 mill. kr. er da rare at have. Det er altid træls at miste godsmængde”. Det siger havnedirektør John Morgen Hansen til radiostationen.

Anløbslisten fra Randers Havn viser også, at de senere års vækst i skibstrafikken til havnen alene kan tilskrives Nordic Waste. Uden de mange tusinde tons forurenet jord havde der været en tilbagegang fra 2020 til 2023 på 21 procent for havnen.

Nordic Waste kom for alvor i søgelyset, da jordskred truede med at udslette landsbyen Ølst og forurene Alling Å. Nu må Randers Kommune dagligt punge ud med millionbeløb for at stoppe katastrofen. Det har på det seneste også vist sig, at den jord, som firmaet skulle rense, blot blev dumpet urenset i et stort hul. Det kan tidligere medarbejdere fortælle.

Det vakte også opsigt, da det kom frem, at jordskredet har stået på siden 2022. Selv om Randers Kommune aflagde mange kontrolbesøg, blev der ikke indrapporteret jordskred. Heller ikke da bygninger blevet jævnet med jorden i mudderskreddet.

Radio4 er en public service-radio, der gik on air 1. november 2019. Radioen har hovedkontor på Banegårdspladsen i Aarhus, men har også studier i København, så man kan rykke ud i store dele af landet. Radio4 drives i regi af Radio FM4 A/S, der ejes af Bornholms Tidende, Flensborg Avis, JFM, Lolland-Falsters Folketidende, Mediehuset Herning Folkeblad, Det Nordjyske Mediehus, Sjællandske Medier og Radio ABC. Indtil marts i år har Radio4 også sendt programmet ’Vildspor’ med den energiske Aarhus-forsker professor Rasmus Ejrnæs som vært.

Læs også seneste nyt om giftigt affald hos Nordic Waste.

Bannerbillede: Også havnen i Randers har nydt godt af virksomheden Nordic Waste trods de seneste måneders stormvejr. Privatfoto

Visited 124 times, 26 visit(s) today

Kommentarer

  1. Flemming H. Madsen

    Hej Flemming

    Sætternissen har vist spillet dig et pus. 1,6 tons skal vist være 1,6 millioner tons?

    Hilsen fra Flemming

  2. Peter Fischer Mikkelsen

    Det er spørgsmålet om tilsynet med NW har været mere lempeligt, end hvad landets love anviser, eller man blot har fulgt de regler for tilsyn, som skiftende liberale regeringer har udvandet til et absolut grinagtigt minimum!?

  3. Karin Rahbek Jensen

    Bare Radio4 havde været lige så kritisk og journalistisk professionel over for Rasmus Ejernæs og disciple.
    Foreningen Fri Natur f.eks.kan supplere med ideer til nuancering og alsidighed, hvis man vil søsætte nye naturprogrammer. Skattekroner skal ikke gå til at fremme personlig propaganda og agendaer.

Skriv en kommentar