Se på efterårsbotanik i skoven – der findes naturen stadig

Hen i oktober er blomsterne hos skovbundens urteflora visnet væk og artsbestemmelse bliver sværere. Men de grønne blade holder ud en tid endnu og kan med deres udseende og indbyrdes symmetrier ofte hjælpe på vej. Det kan også det, der er blomsternes raison d´etre: frugter og frø, som ofte danner stadigt synlige frøstandere

Før i tiden var det givtigt at botanisere i mark og ager, men udbredt giftsprøjtning har beklageligvis nærmest ødelagt den syssel. I vore dage udstiller en efterårstur i naturen det åbne lands biologiske armod. De marker, som ikke fremstår som tætte grønne tæpper af fremspiret vintersæd, næste års foderkorn til vores millioner af ekstremavlede svin, lyser fra deres harvede brunhed op med pletvist orangegult. Farven skærer som tågelygter gennem diset oktoberluft og kommer fra de sørgelige rester af vild flora, af nogle kaldet ukrudt, som ligger vissengult og dødt hen efter at have fået en gang Roundup. Den gule plastiktank på traktoren kan have indeholdt noget af de i alt 7.800 tons af det sundhedsfarlige og grundvandstruende aktivstof glyphosat, som Miljøstyrelsen højst kritisabelt ikke kan spore eller gøre rede for. Ekstremavl af såvel produktionsdyr som deres foder har nået perverse højder.

Man må søge trøst i skoven, eller måske en mose, som ikke er drænet væk.

Vist falmer skoven trindt om land, af helt naturlige årsager, men det er ingen grund til ikke at forsætte med at botanisere her. Især gammel og varieret skov er levested for mange vilde planter, men øvelsen er blevet mere udfordrende nu, hvor langt de fleste blomster med deres markante farver og former har takket af. Men så længe frosten endnu ikke har svunget den store le, står de fleste urter fortsat med grønne blade intakte, og ud fra deres former, placeringer og indbyrdes symmetrier kan man komme langt med artsbestemmelsen. Nogle arter bevarer endda deres blade gennem hele vinteren, blå anemone f.eks. – og de sjældne arter i den lille familie med det sjælsopløftende navn vintergrøn. Mange urter står tillige tilbage med deres frøstandere – de giver også vink om arten.

Sommerens blomster efterlader det, der er selve meningen med deres eksistens, nemlig frugter med frø som skal føre slægten videre. En umiddelbar selvfølgelighed og samtidig dyb forunderlighed: Man kigger durk ind i det foreløbige resultat af vel nok naturhistoriens mest fantastiske eksempel på såkaldt co-evolution: symbiotiske, dvs. gensidigt fordelagtige ´kontrakter´ mellem insekter og blomsterplanter som i løbet af de sidste ca. 100 mio. år har drevet en veritabel eksplosion af artsdannelse i såvel flora som fauna. Mest fascinerende har disse bestøvningskontrakter udfoldet sig blandt orkidéerne, en af de mest artsrige plantefamilier i verden, og dertil knyttede diversitet af insekter – i de mest sindrige variationer over det gamle tema ´Bien og blomsten´.

I fugtige og skyggefulde skovbunde under falmende (= flammende) bøgetræer, med ofte tykt lag af brunvissent løv kan man fortsat finde hvad der er tilbage af en af vores hjemlige ca. 45 arter orkidéer, nemlig rederod. Nu står dens frøstandere brune og tørre, med et antal modne kapsler som små furede kaffebønner ud fra stænglen. Der er ingen grønne blade at spore – af den simple grund at det har der aldrig været. Rederod er næsten uden bladgrønt, det klorofyl, som ellers udgør planters små soldrevne fabrikker til produktion af essentielt organisk stof. Rederod klarer opgaven på anden vis: Gennem sit fugleredelignende rodsystem har den nærkontakt med svampehyfer i jorden, som forsyner planten med det nødvendige, fra spiring til frøsætning. Det er et parasitisk samliv, som giver orkidéen en konkurrencefordel ved at den kan vokse på steder, der er for mørke for de fleste grønne planter.

Under blomstringen ved midsommertide stod rederod med sin klase af blegbrune blomster med læber som lyreformede urfuglehaler og med en svag sødlig duft fra lidt nektar, der tiltrak især visse arter af fluer. En lille eksplosion af klæbestof under tryk udløstes da en opsøgende flue satte sagesløse flueben ved blomstens intimiteter, øjeblikket inden dens hoved fik kontakt med blomstens pollinier, to små køller af færdigpakket pollen. Som en lille gul kasket fulgte de med insektet videre til næste blomst med dennes bestøvning til følge. Rederod er også gearet til selvbestøvning og vegetativ formering, og kan sågar blomstre under jorden(!)

Her i oktober er nogle få tilbageværende modne kapsler sprængfærdige med deres indhold af tusinder af orkidéfrø så små, at de kan flyve med vinden. De fleste er for længst sprækket og har afsendt deres luftpost. Smart nok, men for at kunne spire, skal et frø lande et sted, hvor dets livsnødvendige svampemedhjælper og den rette jordbundskemi er til stede. Det er bl.a. dette forhold, som er ´flaskehalsen´ for udbredelsen af de fleste orkidéer og medvirkende til, at mange af arterne er sjældne eller meget sjældne. Som bekendt er også det en fascination i sig selv.

Læs videre i:

Danmarks vilde orkidéer af Henrik Ærenlund Pedersen og Niels Faurholdt (Gyldendal, 2010).

Bannerbillede: Thurø Østerskov i efterårsdragt, med kig til Thurø Rev, bæltet og Langeland i det fjerne. Foto: Ian Heilmann