Lokale medier har berettet om de døde sild i Limfjorden, men længere ud i samfundet er bekymringen ikke nået.

Jens Østergaard, Valsted, der er tidligere Limfjordsfisker, har skrevet denne manende appel om at redde den store fjord og dens fiskebestande:

Mit forhold til Limfjordsilden er fyldt med kærlighed og bekymring. Sild har fra tidlig middelalder været en af de vigtigste spisefisk i Nordeuropa. Nibe havde tre sild i sit byvåben. Det markerede det store sildefiskeri ved Nibe fra tidlig middelalder og frem til 1820-erne, hvor gennembruddet ved Aggertangen skabte nye strøm- og saltforhold i Limfjorden. Det bevirkede, at sildestimerne i mange år svandt ind og sildefiskere og sildehandlere mistede deres erhvervsgrundlag.

Nibe byvåben

I den store sildetid havde de magtfulde herskaber og købmænd taget for sig af sildestimerne. Ja, selv den danske konge var sildeeksportør med egne sildeboder (Sildefabrikker) i Nibe. I slutningen af 1400-tallet, da man var begyndt at fiske med de store sildebundgarn, ejede kongen og nonnerne på Sebberkloster fiskepladser i Sebber Bredning – stort set lige ud for min dør i landsbyen Valsted.

Det er så med andre ord kongelige sild, som jeg trækker op af nonnevandet en tidlig forårsmorgen, når morgenrøden over Heklas Bakke mellem Nibe og Klitgaard markerer, at solen er ved at stå op.

Nogle af sildene bliver befriet for indvolde og gæller; parvis lægges de i saltlage et døgn og hænges til tørre. Mens jeg fileterer resten af sildene, dukker naboens katte op for lige at hilse på, men de gider knap at rejse halen. De spiser kun industriel kattemad.

Værsgo – et stykke med lynmarineret Thildesild. Privatfoto

Det var rigtig nok noget helt andet, når min mor på gården på min barndomshalvø, Lundø, gjorde de første forårssild klar til lynsaltning. Så dukkede gårdkattene op med halen på helstang. Mor lagde sildefileterne i et fad, overdryssede med salt og diverse krydderier. Herefter blev den stillet ned på kældergulvet i nogle få dage. Der blev lavet en marinade og hældt over de skyllede og afskindede sild. Efter en uges forløb kunne vi smage mors Lundø-æggesilde-mad: Rugbrød med smør, herpå skiver af kogt æg og ovenpå tre stykker smalskåret lynmarinerede ”Thildesild”. På luksusudgaven var der også lidt nyt forårspurløg, Velbekomme! Prøv selv at lave denne sildemad. Der er ingen ophavsret! Hvert forår er det et helt ritual for mig at lave mors Lundø-æggesildemad, hertil en snaps og en kælderkold øl til årets første sildemad.

Fra barndomslandet mindes jeg i 1950-erne synet af rækker af sildebundgarn i Lovns Bredning, når vi på a´ Stenager ud mod Bredningen til lærkesang og vibekoncert nød mors formiddagsmad med æg og sild i en pause med roehakning. Det var før sprøjtedysserne klarede ukrudt i roerækkerne.

I et par år i begyndelsen af 1960-erne var jeg med som sildebundgarnsfisker i Lundø Vodbinderi. At være bundgarnsfisker var et hårdt arbejde. Det gav også nogle gode naturoplevelser. På en smuk forårsmorgen omkring 1. maj i begyndelsen af 1960-erne røgtede (tømte) vi et sildebundgarn lidt nord for Skive Havn ud for Krabbesholm skræntskov. Vi var fire mand til arbejdet. Da vi havde fået sildene (5000 pund) presset ud til røgtedugen, kunne Jens Peder Vodbinder fortælle, at de små grønryg-gedesild var majsild, en af de fem sildestammer, som i anden halvdel af 1900-tallet var almindelig i Limfjorden. Sildenes grønne rygfarve faldt fuldstændig sammen med den grønne nyudsprungne Krabbesholm Skov, et betagende syn. Fiskeeksportør Bünger, Skive, sendte sildene med kølebil til Fisketorvet i Hamburg. Dagen efter kunne den tyske Frau servere stegte grønryggede sild fra Skive Fjord.

Men allerede her var forurening og overfiskning ved at kvæle Limfjordens natur og fiskebestand. Jeg måtte forlade silden som erhverv, men har som hobby i mindst 60 år indsamlet materialer om jæger- og fiskerbondekulturen ved Limfjorden.

I 1940-erne og 1950-erne havde Limfjordssildene det stadig godt. På torvehandel i Aarhus kunne man hører krejlerne falbyde sildene: Frederikshavns Rødspætter og Hjarbæksild! Dengang stod der sildebundgarn fra Hjarbæk Fjord og til Nissum Bredning. Men så i løbet af 1970-erne og 1980-erne faldt Limfjordssildene i unåde. Fabrikkerne ville hellere have de store havsild fra notbådene. Og sildeindtrækket vestfra stoppede, da Kemifabrikken, Cheminova, fortsat lukkede deres urensede spildevand ud i Vesterhavet og Limfjorden, hvilket betød, at der faktisk var sat en kemisk prop i Thyborønkanalen.

De store sildestimers tid er forbi i Limfjorden, fordi fede havsild har fortrængt deres plads på frokostbordene. Film: Wikipedia

Da fiskeindustrien jo nu kunne få lavet sine marinerede sild af de fede havsild, så kunne Limfjordssildene få lov at svømme deres egen tiltagende forurenede fjordvand; og efterhånden kneb det også med ordentlige forhold på sildens gydepladser i Limfjorden. I dag (2020) er der ikke et eneste sildebundgarn at se fra Hjarbæk Fjord og til Nissum Bredning.

Efter at samfundet i 1970-erne, 1980-erne og ind i 1990-erne med etablering af rensningsanlæg og en vis reduktion af fjordens kvælstofbelastningen havde forsøgt at gøre noget for sildene og den øvrige fauna og flora, så har man fra politisk- og virksomhedsmæssigt hold i 00-erne besluttet (selvfølgelig ikke åbenlyst men i mangel af handlingsforbedringer af de miljømæssige forhold i Limfjorden) at svigte Limfjordsilden og øvrige skabninger i fjorden.

Jens Østergaard, Valsted. Forfatter til flere bøger om Limfjorden, blandt andet: Fisk kan ikke tale – En fiskers kamp mod Cheminovas forurening – med Flemming Madsen som medforfatter; se nedenfor.

Limfjordssildenes farvand er blevet et kloakreservoir; og i fjorden er der en cocktail af havneslam med tungmetaller, næringsstoffer, sprøjterester og diverse kemikalier; og i planktonlaget må Limfjordsilden af og til tage til takke med mikroplast som efterret. Det skal der en god sild til at holde til. Og for nylig blev der rapporteret om døde sild ved Oddesund og tæt på Sandøen ud for Cheminova i Nissum Bredning.

Og fra en kontorstol langt fra de døde sild afstandsbehandlede miljømyndighederne sagen: Det var nok en giftig alge, som havde forsaget sildens død. Mon man overhovedet har undersøgt, om den mistænkte alge er at finde i Nissum Bredning?  Den praksis ligner til forveksling den måde som politikere og myndighederne holdt hånden over Cheminovas forurening i årtier. (Det kan du læse om i bogen ”Fisk kan ikke tale – En fiskers kamp mod Cheminovas forurening”)

Det er ikke nemt at være Limfjordssild.

Det er en trist udvikling for sildene og menneskene ved Limfjorden. En ressource og en kulturarv lader vi forsvinde i slipstrømmen fra et højhastighedssamfund, hvor mantraet er vækst, produktivitet, profit og overforbrug – og ikke tid til naturomsorg og grøn omstilling.

One Comment

  1. Kære Jens

    Ja vi er rigtig mange som DU ønsker bedre vandmiljø på Limfjorden. Så de sædvanlige arter af Fisk og Fugle kommer tilbage.
    Der jo ikke så nemt og modbevise Miljøstyrelsen om de krav som stilles fra anden side mod dem.
    Nu vil Fjordvenner.dk påbegynde et støre arbejde for, at opnå et bedre miljø.
    Alle vores medlemmer som er på hele 3.856 personer. Skal bruges overfor Miljøminister & Fiskeriminister.
    Vil anmode om et personligt møde her i området Virksund- Sundstrup. Nå vi er kommet over “” CORONA “” COVID – 19. “”

Skriv en kommentar