Landbrugsavisen, der fungerer som medlemsblad for landbrugets organi-sationer, bragte 19. juni en artikel, der anbefalede en fidus til at slippe for at betale skat. Metoden, der ikke er ulovlig, sikrer, at sælgeren kan spare op til flere millioner kroner i skat.
Det behøver ikke kun at være i familiehandler eller ved salg til en nær medarbejder, at den landmand, der sælger sin gård, kan spare op til flere millioner kroner i skat ved at udskyde den. Også ved salg til tredjemand kan han spare pengene, oplyser Bjarne Nordholt, der er skatte- og selskabskonsulent i revisionsselskabet FrejRevision.
Fidusen kræver blot, at landmanden skyder sit landbrug ind i et driftselskab, som ejes af ham selv gennem et holdingselskab. Herefter kan både hans landbrug og den udskudte skat ligge i selskaberne til evig tid, hævder Bjarne Nordholt. I bedste fald kan landmanden helt slippe for at betale skat.
Fidusen er den, at inflationen vil udhule værdien af den udskudte skat, indtil salget reelt ender med at have været skattefrit.
Køberen af gården sparer også penge, idet han slipper for at betale måske flere hundred tusinde kroner i stempel- og skødeomkostninger, oplyser den entreprenante revisor.