Hasselmusen, det lille, sveskeøjede medlem af syvsoverfamilien, med den lange, lodne hale, hører til landets sjældne og truede dyrearter. Foto: Björn Schulz/Wikipedia

Skovbryn siges at være skovens ansigt udadtil. Det kan være geografien der definerer skovbrynet, f.eks. en kyst, der sætter naturlig grænse for skoven. Herhjemme er det et så højt skattet landskabselement, at det som bekendt har fået det sidste ord i vores nationalhymne: ”Vort gamle Danmark skal bestå / så længe bøgen spejler / sin top i bølgen blå”. Digteren forestiller sig nødvendigvis skovbrynet set fra søsiden, vist nok Langelands lune østkyst. Kystnære skovbryn kan tage sig ret så anderledes ud andre steder, f.eks. langs den vejrbidte jyske vestkyst.

I Sofienlund Skov i Svendborgs vestlige udkant har kommunen iværksat et projekt til fremme af natur og biodiversitet: En større lysning er omdannet til en lavt indhegnet græsningsfold med helårskreaturer, spredte, udgåede træer og vindfælder. Op til et højt, sydvendt skovbryn er plantet mange forskellige træarter for at skabe en bred og varieret overgangszone, med en geometri, man kunne kalde fraktal. Det er lige noget for hasselmus. Foto: Ian Heilmann

Men så er der alle skovbrynene længere inde i landet, også de kan se højst forskellige ud. Skovbrynets struktur og profil kan placeres på en skala spændende fra smal, skarp og geometrisk til bred, jævnt skrånende og snørklet. Alle kender synet af agerlandets vidtstrakte og ensartede monokulturer, der med snorlige skel grænser op til palisader af ensaldret, højstammet bøgeskov. Stateligt kan det måske forekomme nogle, men i mere end én forstand er det her kassetænkning, der råder – og det er naturen og dens artsrigdom, der må bøde.

Helt anderledes forholder det sig med skovbryn, der i tæthed, højde og artssammensætning danner glidende overgange mellem skov og åbent terræn – formet af naturens egen dynamik, som f.eks. blæst, vejr, vandløb, jordbundsforhold, topografi – eller tilstedeværelsen af større, græssende dyr. En sådan bred og unyttig overgangszone er klart nok ikke noget, den driftige landmand eller skovejer drømmer om, men til gengæld er den en gave til biodiversiteten, inklusive hasselmusen – de få steder, hvor den findes.

Ian Heilmann

Hasselmusen, det lille, sveskeøjede medlem af syvsoverfamilien, med den lange, lodne hale, hører til landets sjældne og truede dyrearter. Når den ikke sover den mørke årstid væk i sin vinterrede, er den overvejende nataktiv – så intet under, at det kun er ganske få lykkelige, der har set en hasselmus på hjemmebane. Den har fra gammel tid været kendt fra sydfynske skove, og siden staten bekostede en faunapassage til et større millionbeløb over motorvejen nord for Svendborg med særligt henblik på hasselmus, er det søde dyr nærmest blevet Svendborgs signaturart.

I de senere år har også Svendborg kommune rakt en hjælpende hånd ud til hasselmusen og meget andet liv gennem et projekt i Sofienlund, en mindre skov i byens vestlige udkant. Man har her ”designet” et skovbryn i den fede ende af skalaen ved at udplante spredte, hjemmehørende træarter foran et traditionelt højt, sydvendt skovbryn. Dermed er der ved at blive skabt en bred, læfyldt og solrig overgang fra den gamle højskov til en lavt-indhegnet, større fold med græssende kreaturer og efterladte udgåede, delvis hule træer. Det kan kaldes ”assisteret rewilding”, i overskuelig og diskret skala – til gavn for svampe, lav, mos, flora, sommerfugle, biller, småfugle, spætter, ugler, flagermus, samt Sofienlunds få residerende hasselmus. De går forhåbentlig nu bedre tider i møde og kan syvsove mere trygt om vinteren.

Bannerbillede: Skovbryn, som de oftest ser ud i det danske produktionsland. Banal, lineær geometri råder, og naturindholdet er i bund, i de monotone marker såvel som i skovbryn og et stykke ind. Foto: Ian Heilmann

Visited 4 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar