Landbrugets største interesseorganisation Landbrug & Fødevarer tilbyder i en pressemeddelelse den 17. april 2020 at ”redde” Danmark, men det skal ske ved at indføre 17 nye støtteordninger – helt overvejende til økonomisk fordel for landbruget.
Uopfordret har Landbrug & Fødevarer lagt en plan for, hvordan Danmark skal åbne op igen, men planen indeholder stort set kun forslag, som skal øge indtjeningen, reducere skattebetalingen og fjerne udgifter fra landbruget, ud fra den tankegang at det vil gavne resten af Danmark.
De 17 forslag uddybes under billedet sidst i artiklen.
Skovler penge ind som aldrig før
Forslaget om milliardlempelser og nye støtteordninger til landbruget kommer på et tidspunkt, hvor danske landmænd skovler penge ind i en grad, som man skal årtier tilbage for at have oplevet. Her kommer nogle eksempler på de gyldne tider:
Den mindre svineproducent Munkbro Svineavl har opnået et overskud på 8,77 mio. i 2019. Især den gode svinenotering har hævet indtjeningen, der skal sikre noget på kistebunden til trange tider. Selskabet har fordoblet sit millionoverskud fra 4,5 mio. i 2018 til 8,77 mio. i 2019.
Danmarks største svineproducent Martin Lund Madsen præsterede i det forgangne regnskabsår et overskud på 73 mio. kr. efter skat. Regnskabet er netop offentliggjort – med en omsætning, der nærmest er eksploderet fra 164 mio. kr. til 305 mio. kr. En vækst på 86 procent. Svineavler Madsen kalder det selv et “rigtig godt år”.
Og det landmandsejede afsætningsselskab Danish Crown udbetaler næsten 1,3 mia. kr. i efterbetaling til andelshaverne. Eksporteventyret i Kina har sikret Danish Crown et stærkt årsresultat, som gør det muligt for selskabet at udbetale en bonus på næsten 1,3 mia. kr. til sine andelshavere – de danske svineproducenter.
»Priserne på grisekød er steget med rekordfart. Afregningen til ejerne var kritisk lav i første halvår, men vi har haft et andet halvår, hvor det har været en god forretning at levere grise til Danish Crown. Årets sidste 2-3 måneder var rigtigt gode, så nu handler det om at holde fast og fortsætte udviklingen,« siger Danish Crowns adm. direktør, Jais Valeur.
Også de rene planteavlere skovler penge ind. Herregården Christiansdal ved Børglum Kloster er netop blevet købt af formanden for Bæredygtigt Landbrug, gårdejer Flemming Fuglede Jørgensen, der dyrker 550 hektar i Nordjylland. Udbudsprisen var sat til 51 millioner kroner. I forvejen ejer Flemming Fuglede Jørgensen et slot i Frankrig, og med den nye erhvervelse demonstrerer den nyslåede herremand, at der tjenes millioner af overskudskroner i landbruget i disse år, også selvom man ikke opdrætter svin.
Her kommer de 17 forslag til nye støtteordninger
- Invester i biogas
- Penge til grønne projekter
- Drop beskatning af landbrugsjord med solceller
- Fremrykket afskaffelse af PSO-afgift
- Penge til grønne stalde
- Vejinvesteringer
- 15 pct. moms på hotel og restauration
- Hurtigere indfasning af beskæftigelsesfradrag
- Investeringer i bedre vandmiljø
- Klimatilpasning af vandløb
- Fremrykning af 5G og udbredelse af bredbånd i hele landet
- Styrkelse af virksomheders digitalisering
- Styrket eksportfremme
- Skatte- og byrdestop
- Ubrudt dansk forskning i 2021
- Procesafgift for alle industriprocesser
- Nabotjek af vækstinitiativer
Læs en mere detaljeret beskrivelse af indholdet i støtteordningerne her.