Økomarkede2
Økologien går sin sejrsgang, men danske landmænd vil ikke være med.

Økosalget stiger, mens antallet af økolandmænd står nærmest stille. Det skriver Politiken 14. august 2015.

Intet skærer mere i en købmands hjerte, som når kunderne står og råber på varer, man ikke kan levere.
Sådan er sagen for flere af landets supermarkeder, som kan sælge flere økologiske varer, end de kan skaffe.

JensVisholm
Indkøbschef Jens Visholm, COOP.

»Vi har haft udsolgt af økologisk kød i år, så vi har været nødt til at lade være med at føre det i nogle af de butikker, hvor forbrugerne ellers gerne vil købe det«, siger Jens Visholm, indkøbschef i COOP til Politiken. Særligt uden for storbyerne har det været svært at få al den økologi på hylderne, som kunderne har efterspurgt.

Også supermarkedskæden Kiwi har oplevet mangel på økologisk, efter at kæden satte prisen ned og efterspørgslen på økologi generelt for i vejret.

»Vi havde vældig svært ved at levere kød til vores butikker først på sommeren«, siger direktør Carsten Hansen.

Hos Dansk Supermarked har kundernes hang til økologisk kød været så stor, at man løb tør for det danske økooksekød, og i stedet måtte importere kød fra Østrig.

Økodag-2015-oekologisk-Landsforening-foto-UffeKjaer-4-1-
De økologiske køers forårsdans tiltrækker høj og lav – her er det daværende fødevareminister Dan Jørgensen og kronprinsesse Mary med sine børn, der deltager i den årlige økofest.

Færre har økolandbrug
Men intet tyder på, at det danske landbrug vil levere de produkter, der er en stigende efterspørgsel på.
Fra 2013 til 2014 faldt det økologiske landsbrugsareal med tre procent, mens antallet af økobedrifter faldt fra 2.619 til 2.517. Det viser tal fra Natur- og Erhvervsstyrelsen. I år forventes det dog, at flere landmænd end sidste år søger over i økologien, men det afhjælper ikke økomanglen her og nu. Det tager typisk et par år, før produkterne kan få det røde økomærke.

Manglen gælder ikke kun kød. Også korn, frugt, grønt, æg og diverse råvarer er en mangelvare, påpeger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

»Det er alt fra mejerier og møllere til slagterier og faktisk også bryghuse, der står og råber på økologiske råvarer, men ikke kan få så mange, som de har brug for. Et billede på det er de danske økologiske æbler, som var udsolgt inden for få uger i efteråret«, siger Paul Holmbeck.

Han oplyser, at salget af økologiske dagligvarer steget med 25 procent, så det udgør otte procent af danskerne indkøb. Men der er to andre markeder, eksporten og food service, hvor salget er fordoblet over de seneste tre-fire år.

»Flere virksomheder må rationere for at kunne sælge til alle tre markeder. Det betyder, at mange innovative produkter aldrig når frem til de forbrugere, der ellers gerne vil købe«, siger Paul Holmbeck.

Læs hele artiklen her.

Comments are closed.