HVORFOR skal skatteyderne pelses for 18 milliarder til en branche, fordi dens produktion truer folkesundheden? Ved en ekspropriation får en landmand erstatning for en mark, fordi staten skal anlægge en vej. Han får jordens værdi og måske lidt til efter en taksationsvurdering. Men man har aldrig set erstatning for ’tab af fremtidig indtjening’.

Det har minkfarmerne nu fået. En gennemsnitlig minkfarmer får nu erstatning for ’tabt fremtidig indtjening’ på 7,6 mio. kr. Det er oven i aflivningserstatning på 3,4 mio. og erstatning for bygninger m.m. på 1,3 mio. Hans farm står altså samlet til at få 12 mio. kr. Når gælden på 8,7 mio. i snit er betalt, har han 3,3 mio. tilovers. Den gennemsnitlige minkfarmer står til at få udbetalt 330.000 kr. årligt i ti år – skattefrit. Det er mere end de 250.000, som den typiske minkavler havde som såkaldt ejeraflønning i 2019. Den var 513.000 kr. før skat, viser tal fra Danmarks Statistik.

Minkene koster skatteyderne markant mere end de 12 mia., som er udbetalt i lønkompensation under coronaen. Hvordan kan politikere forgylde 1.000 borgere på den måde? Jeg har ikke set gode begrundelser, for der har ikke været fakta og scenarier til offentlig debat. For S, SF, Radikale og Venstre er det tilsyneladende helt selvfølgeligt og rimeligt.

Men minkpakken er udemokratisk, for forhandlingerne om minkpakken er kørt bag lukkede døre. Journalister kan ikke få aktindsigt i notater eller modelscenarier, så beslutningsgrundlaget er ukendt. Minkpakken blev meddelt ved et pressemøde med følgende faktaark fra Finansministeriet, slut. Og den mørkelægning er forståelig, for pelsningen af skatteyderne er skandaløs. Vel skal minkfarmerne have kompensation, men de 18 mia. kr. ligner et hold kæft-bolsje til den magtfulde landbrugssektor, til banker og kreditforeninger (som får al gæld betalt) og til partiet Venstre, som truer Mette Frederiksen med rigsretssag. Menige danskere er chokerede og forargede. Og her er ti argumenter imod aftalen:

1. En branche uden forsikringer. Hvorfor skal skatteyderne pelses, fordi minkerhvervet lukkes, da det truer folkesundheden? Hvorfor har erhvervet ikke ansvarsforsikringer, som dækker sygdomme og den slags viruspandemier?

2. Forudsigelig pandemi. Er minkfarmerne ansvarsløse, når de har undladt at indrette minkproduktionen, så de forebyggede mod virusudbrud og mutationer? Videnskaben har peget på risikoen. Virusforskeren Anders Fomsgaard forklarer mutationer som en følge af, at nogle dyrs naturlige miljø bringes ud af balance, og det stresser dem, så de bliver mere modtagelige for virusser og mutationer. Det er indlysende, at mange stressede mink på samme sted er kilde til smittespredning, så hvorfor har minkfarmerne ikke taget ansvar og forebygget ved at gøre minkenes miljø mindre stressende?

3. Minkfarmerne modarbejdede folkesundheden. Allerede i april 2020 vidste minkbranchen, at coronamutationer kunne blive et problem, for der var konstateret udbrud på 15 farme i Holland. I juni 2020 kom det første danske tilfælde, som snart blev til tre farme, som blev aflivet. Men 7. juli lykkedes det branchen at få blokeret for videre aflivninger: »Stop nedslagtning af raske dyr«, lød brancheprotesten, og minkminister Mogens Jensen stoppede aflivningerne. Og snart havde smitten spredt sig ustyrligt ude i de fleste farme. Smittespredningen måtte være mågernes skyld, forklarede minkfolk. Hvorfor skal vi nu forgylde dem for deres manglende forståelse for hensynet til folkesundheden?

4. Skønmaleri. Branchens lobbyister har fremstillet nedslagtning som et statsligt overgreb på deres ukrænkelige ejendomsret, så det nærmest fremgik, som om deres mink er vigtigere end folkesundheden. På tv har minkkoner begrædt nedslagtningen af deres (kære hus-) dyr, selv om formålet med opfostringen vel var at pelse og sælge dem.

Og det er rigtignok synd for avlerne. Men bemærk, at den omsorg ikke omfavner den håndværker, som bliver arbejdsløs. Eller den kontanthjælpsmodtager, som ikke kan få lavtlønsjob. Forskellen er, at lobbyismen bag minkpakken bygger på fortællingen om minkfarmere som helt særlige iværksættere, der skaber jobs og indtjening for Danmark. Selv om arbejdskraften har været lavt betalte rumænere og ukrainere. Og selv om branchen altså har givet underskud de seneste år, hvor der har hængt 60 kr. på hvert skind solgt til udlandet.

5. Skatteyderne betaler miljøoprydningen. Der er afsat 1,5-2,7 mia. kr. til oprydning efter minkfarmene. Det dækker blandt andet over miljøoprydning. Men hvorfor skal skatteyderne betale for, at en branche har skadet miljøet?

6. Ideologisk hykleri. Branchens, landbrugets og Venstres lobbyisme for overkompensation har afsløret liberal-ideologisk hykleri. De mener almindeligvis, at markedsmekanismerne skal styre, og at hvis staten blander sig udenom på dyrevelfærd og -miljø, skal de nok håndtere forholdene i branchen. Men når så markedsmekanismen svigter, kræver man, at skatteyderne redder dem.

7. Et erhverv i dyb krise. Minkerhvervet har de seneste tre år været i krise med salgspriser på 200 kr. per skind, men omkostninger på 260 kr. Farmene har i gennemsnit haft underskud på 1 mio kr. i 2017-19. Det har også renset ud i branchen fra 1.500 farme i 2013 til 1.000 i 2019. Og der var formentlig 100-200 farme, som stod stod over for en konkurs i 2021, hvis der ikke var kommet corona. I stedet bliver disse konkurstruede farme reddet. Bemærk at det også betyder, at skatteyderne kommer til at betale al minkgæld til kreditforeninger og banker, som altså slipper af med risikofyldte udlån. Det minder om bankredningen efter finanskrisen i 2008.

8. Jubelpriser. Markedets aktuelle pris er 200 kr. per skind. Men erstatningen for tabt fortjeneste er baseret på en pris på 333 kr. per skind. Hvis man havde taget markedsprisen i stedet for den dybt hypotetiske pris, skulle statskassen bløde 3,1 mia. mindre.

9. Tosset standard for fremtiden. Isoleret set er minkpakken moralsk og samfundsøkonomisk horribel. Men det værste er perspektivet: Den sætter gavmilde standarder for, hvad landbruget kan kræve i fremtiden. Miljøminister Rasmus Prehn skal snart forhandle det næste krav om overkompensation: erstatning for 15-30 pct. lavtliggende landbrugsjorder. Meget værre bliver med svinebønderne, når pandemi med svineinfluenza inden for få år rammer de danske svinefarme, for så kræver de, at skatteyderne skal betale erstatning for deres 12 millioner syge og usælgelige svin.

10. Dyreetik. Jeg skal ikke udbrede mig om de dyreetiske argumenter for/imod, at rige kinesere og russere kan gå i pels. Det er andre bedre til end undertegnede, som er søn af en minkfarmer.

Denne tekst blev bragt som debatindlæg i Politiken, den 5. februar 2021

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Der skal gøres noget, men blandt politikere er der ingen der tør ændre på forholdene. Man frygter jo hvad der “måske” sker ved den næste pandemi , som efter min mening er på vej.

  2. Alan Phipps

    Jeg foreslår at et klækkeligt beløb bliver tilbageholdt fra minkavlernes betaling til at finansiere et stort projekt til udryddelsen af de løsslupne mink som ødelægger naturen. Det må svarer til forurener betaler principet.

Skriv en kommentar