Lille skallesluger, 2 hanner og 3 hunner, på Nakkebølle-inddæmningens vandflade. De er vintergæster fra uvejsom vildmark af nåleskov, moser og søer langt mod nord og øst. Foto: Leif Bisschop-Larsen

Nakkebølle inddæmningen ligger lige vest for Svendborgs kommunegrænse. Dæmningen med dens smalle vej adskiller Nakkebølle fjords grunde saltvand mod syd og en vidtstrakt, lavvandet sø, som mod nord breder sig ind i det åbne landskab i retning af Nakkebølle Gods og Vester Åby. Den store vandflade er af relativ ny dato – og fugle og andet liv har ikke været sene til at rykke ind.

Nakkebølle inddæmning, set fra dæmningen. Januar 2022, Foto: Ian Heilmann

I denne tid udgør søen en magnet for andefugle af mange arter. Overvejende gæster fra nord, som overvintrer under milde sydfynske forhold, indtil trækket til foråret atter går mod ynglepladser i skærgård, fjeldsøer, skovmoser, tajga og tundra i Skandinavien og længere mod nordøst. Fuglefolket har tilsvarende også kig på denne gode lokalitet – man gør bedst i at tage Øhavs-stien fra dæmningen op langs vestsiden, helst i smukt vejr om eftermiddagen, som giver medlys ud over vandet. Og bedst med en kikkert og allerbedst med et teleskop på stativ – ænderne er nemlig ret sky og foretrækker tilskuere på passende afstand.

Bjergænder, 2 hanner og 2 hunner, Nakkebølle, januar 2022, Foto: Leif Bisschop-Larsen

I disse uger er der tusindvis af troldænder og bjergænder, i blandet flok. Troldanden vil være kendt af mange, med sin skarpt tegnet sort-hvide dragt, gule øje og en tjavs hængende fjer som nakkepryd på det sorte hoved. Den mindre kendte bjergand adskiller sig fra troldanden ved lysegrå, ikke sort ryg – den er ”lys på midten og sort i hver ende”, og hovedet changerer i grønt. Hunfuglene er mindre prangende, overvejende brunlige – men bjergandehunnen har et tydeligt hvidt felt omkring næbbet.

Så er Nakkebølle blevet Sydfyns hotspot for den eksklusive Lille skallesluger, Den er på vinterferie fra tajgaen, fra Nordfinland, gennem Rusland til Sibirien, hvor den har udruget sit kuld i et dødt, hult nåletræ i kanten af en stille, myggebefængt skovsø. Og den udgør en udsøgt fest for nethinderne: Andrikken er overvejende hvid, med lysegråt ciseleret panel på kropsiderne, sort maske, sej frisure og tusch-kalligraferinger på brystsider og ryg. En sjælden kombination af nålestribet elegance og ren punk. Og fuglene er allerede i forårshumør – ind imellem fræser andrikkerne rundt i ottetaller mellem hinanden på det blå vand, med knejsende hoved og kroppen halvt ud af vandet, som små, fjollede vandscootere. De brun-hvide hunner ser interesseret til.

Ian Heilmann

De nævnte arter hører til dykænderne. Hos dem har evolutionen sørget for relativt smalle vinger, som letter fremdriften under overfladen. Til gengæld skal de så slide lidt mere for at komme i luften, hvor vingeslagene er hidsige og hurtigere end hos de overfladebundne svømmeænder. Hos den kalvehovede hvinand hviner de svirrende vinger højlydt. Der er også overvintrende svømmeænder i Nakkebølle – krikænder og pibeænder, foruden de velkendte gråænder. Og der er mere!

Nakkebølle har en markant historie. Inddæmningen stammer helt fra 1870, et af talløse eksempler på landbrugets målrettede strategi for større produktionsareal på bekostning af våd natur af forskellig slags – under feltråbet: alle mand til pumperne. Men vand er en genstridig modspiller – og op gennem forrige århundrede bølgede slaget mellem produktion og natur frem og tilbage – medens lavbundsjordene blot sank mere sammen og klimagasserne boblede op. Så endelig, i 2003, blev pumperne slukket, og vandet overtog atter sit tabte land. Til gavn for natur, miljø og klima – og vinterænderne har altså også taget godt imod.

Læs hele historien om Nakkebølle Fjord

Bannerbillede: Udsnit af tusindtallig blandet flok af trold- og bjergænder på Nakkebølle inddæmningens vandflade. Foto: Ian Heilmann  

Visited 3 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar