Virkeligheden mellem tremmer

morgris
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Redaktionen modtager hyppigt forespørgsler fra læsere, der gerne vil vide mere om svinevelfærd og forholdene for dyrene ude på landets svinefabrikker. Vi har hentet denne faktaspækkede artikel af medieredaktør Marie Hougaard fra august 2019 hos Dyrenes Beskyttelse. Den rummer svar på de fleste spørgsmål. God fornøjelse – læs hele den originale artikel her.

Knap 1 million søer tilbringer 20 pct. – men for de flestes vedkommende op til 40 pct. – af deres voksenliv fastlåst mellem tremmer. Her kan de hverken vende eller dreje sig, men kun stå eller ligge ned. For tremmesøerne er det den barske virkelighed

I den industrielle griseproduktion er knap 1 million morgrise fastlåst mellem tremmer, mens de føder, og mens griseungerne dier. De kaldes i daglig tale også for tremmesøer. De er fikseret – det vil sige låst fast – mellem et sæt tremmer uafbrudt i fire til fem uger, hvor de hverken kan vende eller dreje sig, gå rundt eller komme ud. Når griseungerne skal die, lægger hun sig ned på betongulvet mellem bøjlerne.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard, medieredaktør

Fiksering er et stort overgreb på morgrisen. Hun kan stort set ikke bevæge sig og er fanget mellem tremmer på det areal, der kun er få centimeter større end hendes krop. Man fratager hende helt basale behov, som det at rejse og lægge sig på en naturlig måde samt enhver mulighed for at udleve sine instinkter såsom at bygge rede og udvise moderadfærd over for grisene, siger ph.d. i griseadfærd og chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Birgitte Damm.

I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, bliver søer i Danmark fastlåst i langt højere grad. I blandt andet Sverige, Norge og Schweiz, hvor det er påkrævet, at de skal være løse, kan en produktion af grise altså godt lade sig gøre uden at gøre morgrisene til tremmesøer.

Danmark halter igen bagefter, når det kommer til velfærden hos vores grise, og morgrisene bliver i den grad til tremmesøer. At fastlåse intelligente og følende væsener mellem tremmer i ugevis, ofte månedsvis, er så uhyrligt, at det ikke burde ske noget sted, siger Birgitte Damm.

“Efter 3-4 uger tages grisene fra deres mor, og cyklussen gentager sig. En morgris i en dansk svineproduktion er i gennemsnit gravid 2,3 gange om året.

Fødemaskiner

I landbruget er det anbefalet, at en so er drægtig med 5 til 8 graviditeter, inden man sender hende på slagteriet, for at opretholde en effektiv produktion. Men unge søer, der ikke lever op til kravene, sendes til slagtning før, og et meget stort antal dør allerede i stalden, da sygdom eller skade betyder, at de aflives eller findes som selvdøde.

Morgrisen er cirka 8 måneder, når hun er gravid første gang, og her kommer hun ind i en fast cyklus i stalden: først løbestald, så drægtighedsstald, dernæst farestald og så gentagelse.

Konventionelle grisesøer på rad og række i farestalden. Foto: Dyrenes Beskyttelse 16. september 2018.

Hun er i brunst i cirka 4 dage, som hun tilbringer i den såkaldte løbestald, hvor hun bliver insemineret med et langt tyndt rør. Hun bliver i løbestalden yderligere 28 dage. Der er forbud mod at fiksere søer i løbestalden, men det gælder kun for de stalde, der er opført efter 1. januar 2015, og først fra år 2035 omfatter forbuddet alle stalde. I de ældre stalde er hun typisk fastspændt, inden man ved en prøve kan afgøre, om hun er gravid. Hun fastspændes i denne del af cyklussen, fordi man i ældre undersøgelser fandt, at søerne ikke så let blev drægtige, når de var løse blandt andre søer. Men nyere undersøgelser har vist, at det ikke er tilfældet, og derfor er det nu forbudt at fastspænde i alle stalde bygget efter 2015.

Hvis prøven viser, at hun er gravid, bliver hun flyttet til drægtighedsstalden, hvor hun går frit i cirka 85 dage sammen med andre søer. Det er forbudt at spænde morgrisen fast i denne del af cyklussen.

Et par dage inden hun skal føde, bliver hun flyttet til det, der kaldes for farestalden, hvorefter hun føder og giver die til sine unger, mens hun er fastspændt i omkring 28 dage. Når hun skal føde (hos grise kaldet at fare), bliver hun fastlåst i farestalden med den begrundelse, at det er med til at sikre, hun ikke lægger sig oven på sine unger.

Det kan godt lade sig gøre at indrette produktionen, så grisene overlever. Men som den er indrettet nu, er morgrisen en fødemaskine, der skal føde så ofte som muligt og så mange grise som muligt. Det handler kun om flest mulige grise for færrest mulige penge, siger Birgitte Damm.

Efter 3-4 uger tages grisene fra deres mor, og cyklussen gentager sig. En morgris i en dansk svineproduktion er i gennemsnit gravid 2,3 gange om året.

Kan ikke passe alle sine unger

En typisk dansk morgris har 14 patter, men er avlet til at få så mange griseunger som muligt og får i gennemsnit 17 per kuld, hvis de dødfødte ikke regnes med. Det betyder, at hun ikke kan passe alle sine unger selv, og landbruget bruger derfor i stor stil de såkaldte ammesøer.

Ammesøerne er grisemødre, hvor man tager soens egne unger tidligt fra og forlænger den periode, hvor hun ammer, så de overskydende grise kan få mælk. Det betyder, at ammesøerne ofte er fastlåst mellem tremmerne i flere uger end andre morgrise.

Comments

comments

2 kommentarer til Virkeligheden mellem tremmer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.