Stor kalkunbesætning i Slagelse Kommune er ramt af højpatogen fugleinfluenza. Det er første konstaterede udbrud i denne sæson, men tre dage senere konstaterede Statens Serum Institut smitte med højpatogen fugleinfluenza i en anden besætning med 27.000 kalkuner i Stokkemarke på Lolland. De skal også aflives. Siden 2021 har Fødevarestyrelsen betalt for aflivning af mindst 634.500 kalkuner på grund af fugleinfluenza og ofte på de samme lokaliteter år efter år. Fugleinfluenza i landbruget har kostet samfundet mindst 292 mio. kr. i perioden 2020-2024
Første udbrud af højpatogen fugleinfluenza siden april i år er konstateret i en kalkunbesætning i Bøgelunde (Slagelse Kommune), bekræfter analyseresultater fra Statens Serum Institut. Det andet udbrud er konstateret i samme uge i Stokkemarke på Lolland.
Af hensyn til dyrevelfærden og for at mindske risikoen for smittespredning aflives kalkunerne, hedder det i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, mens beskyttelses- og overvågningszonen (restriktionszoner) omkring besætningen træder i kraft med det samme.
– Vi ser typisk flest tilfælde af højpatogen fugleinfluenza, når trækfugle flyver over Danmark, som de gør netop nu under efterårstrækket. Der er desuden fundet højpatogen fugleinfluenza i flere vilde fugle de seneste uger. Derfor er det ikke overraskende, at vi nu ser sæsonens første tilfælde af højpatogen fugleinfluenza i en fjerkræbesætning, siger dyrlæge og enhedschef Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
År efter år rammer smitten de samme
En aktindsigt i de seneste 5 års udbrud af fugleinfluenza på kalkunfarme afslører gentagne udbrud på de samme lokaliteter.
Det mest markante år i perioden var 2022 med cirka 169.600 aflivede kalkuner fordelt på fire udbrud. I 2026 er de tre registrerede udbrud fordelt på Stokkemarke, Sønderupsønder og Bøgelunde.
Indtil nu har Bøgelunde haft tre registrerede udbrud med i alt ca. 80.000 aflivede fugle:
-
- januar 2023: ca. 15.000 kalkuner.
-
- januar 2024: ca. 25.000 kalkuner.
-
- oktober 2026: ca. 40.000 kalkuner.
En aktindsigt hos Fødevarestyrelsen viser, at i femårsperioden 2020-2024 har udgiften til erstatninger været 106 mio. kr., mens udgifterne til aflivning og destruktion løb op i 186 mio. kr. Fugleinfluenza i landbruget har altså kostet samfundets kasse 292 mio. kr. i 2020-2024.
EU kompenser hovedparten af erstatningsbeløbet, men driften, dvs. udgifterne til aflivning og bortskaffelse af de mange døde fjerkræ udredes af Fødevarestyrelsen.
I femårsperioden er der registreret 118 kommercielle udbrud, som i gennemsnit har kostet 2,5 mio. kroner.
Kalkuner er den mest hyppigt smittede fjerkrætype. Af de 118 registrerede tilfælde siden 2020 drejede 38 (31%) sig om kalkunfabrikker. Tilsammen kostede de skatteyderne 130 mio. kroner til aflivning og destruktion. Det svarer til 70% af den samlede driftsudgift. Dertil kommer udgifterne til erstatninger.
Tilsyneladende er det de samme landbrug, der rammes igen og igen, og ofte må meget store antal fjerkræ aflives, f.eks. mere end 83.000 kalkuner i 2025. Alligevel stiller Fødevarestyrelsen ingen specifikke krav til indretningen eller driften af disse fabrikker, selvom f.eks. en obligatorisk sektionering af staldafsnit ville gøre aflivningerne mindre omfattende og billigere.
Bare betal – mens du venter på næste udbrud af fugleinfluenza
Udbrud medfører store gener for lokale fjerkræejere
Fødevarestyrelsen har lovhjemmel til at stille krav om, at alle fjerkræejere inden for zonerne skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk, og den kommende tid er det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Der må heller ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.
Zonerne bliver ophævet, når Fødevarestyrelsen har gennemført undersøgelser i restriktionszonerne, og risikoen for smittespredning mindsket.
Den seneste trusselsvurdering for højpatogen fugleinfluenza fra den 4. maj 2026 er fortsat gældende. Truslen fra de vilde fugle er således fortsat ”Medium”. Fødevarestyrelsen følger HPAI-udviklingen tæt og vil informere, hvis trusselsniveauet ændres til ”HØJ”, hvilket betyder, at det vil blive indført et landsdækkende krav om overdækning af fjerkræ og andre fugle.


Bannerbillede: Kalkun.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






