
Isefjorden er i alvorlig miljømæssig krise. Alligevel fortsætter to muslingeskrabere deres bundslæbende fiskeri i fjorden. Ejerne kan stoppe det i morgen – hvis de vil
Åbent brev til ejerne af muslingeskraberne Fortuna og Ronja
9. september 2026
Til
Wittrup P/R
c/o Stig Wittrup
Snaptun Strandvej 1
7130 Juelsminde
og
Fortuna Muslinger ApS
v/Tage Petersen
Øroddevej 100A
7900 Nykøbing Mors
Isefjordens miljøtilstand er alvorligt forringet. I perioden 2015–2021 blev fjorden klassificeret som værende i moderat økologisk tilstand, men de seneste 5 år han den været i ringe økologisk tilstand. Det er stik imod målet om, at Danmark skal sikre god økologisk tilstand i vores fjorde og kystvande.
Vi mener, at det omfattende fiskeri efter blåmuslinger med bundslæbende redskaber er en væsentlig del af problemet. Fiskeriet foregår i Isefjorden med jeres to specialbyggede muslingeskrabere, Fortuna og Ronja.
Konsekvenserne mærkes ikke kun under havoverfladen. De mærkes også af de mennesker, der bor omkring fjorden, og af de mange turister og fritidsbrugere, som kommer hertil for at opleve et levende fjordmiljø. Det er blevet stadig vanskeligere at fange fisk fra kysten, og selv en beskeden fangst af rejer kan kræve mange timers indsats.
Tilladelserne er påklaget
Fortuna og Ronja har kajplads i Hundested Havn og fortsætter dermed deres fiskeri i Isefjorden.
I marts 2026 blev der udstedt nye tilladelser til muslingeskrab med de to fartøjer. Efter vores advokaters vurdering er tilladelserne ulovlige, og i Red Isefjord har vi derfor indgivet klage med krav om, at de to tilladelser annulleres. Men en eventuel juridisk afgørelse behøver ikke være forudsætningen for, at der bliver handlet.
I kan gøre en forskel nu
I, som ejer de to fartøjer, har mulighed for at give Isefjorden en øjeblikkelig håndsrækning: Stop muslingeskrabet i Isefjorden og træk Fortuna og Ronja hjem. Det vil være et konkret og øjeblikkeligt bidrag til at mindske presset på fjordens miljø. Derfor opfordrer vi jer til at tage dette skridt – af hensyn til Isefjorden, til de mennesker, der bor omkring den, og til de mange, der hvert år besøger og bruger fjorden.
Isefjorden har brug for, at vi handler nu.
Peter Hvalkof, forperson i Red Isefjord
Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet er vedhæftet denne mail.
Pressekontakter
Henrik Grüttner: 40203464
Otto Falster: 23240417

Bannerbillede: Spor efter muslingeskrab øst for Orø. Foto: Jan Henningsen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







