Antallet af giftige kemikalier på UK-supermarkedernes grøntsager er steget 17 gange siden 1960’erne

Data viser, at antallet af kemikalier på butikkernes grøntsager er steget med op til 17 gange på 40 år, og den økologiske fødevareindustri og forskere har advaret om, at forbrugere er udsat for en ”giftig cocktail” af pesticider. Det skriver The Telegraph, 27. november 2017.

Soil Association (britisk økologisk non-profit, der certificerer økologiske fødevarer) har for første gang frigivet tal, der viser at antallet af giftige kemikalier fundet i løg, porrer, hvede og kartofler er steget stødt siden 1960’erne. Det på trods af at industriens egne data viser, at mængden af pesticider fundet på supermarkedernes grøntsager er halveret siden 1990’erne.

Ved en Royal Society of Medicine-konference om pesticider 20. november 2017, hvor ovenstående tal blev afsløret, advarede forskere om, at regelmæssig indtagelse af selv meget små mængder af mange forskellige kemikalier kan være skadeligt for menneskets sundhed.

Indtagelse af ”giftige cocktails” af lave niveauer af pesticidblandinger menes at være forbundet med degenerative sygdomme såsom slagtilfælde, hjerteanfald og forskellige kræftformer.

Professor Anne Marie Vinggaard, DTU.

Ved konferencen talte også professor ved DTU Fødevareinstituttets afdeling for kost, sygdomsforebyggelse og toksikologi, Anne Marie Vinggaard: ”Kemikalier kan have en blandingseffekt. De har måske ingen effekt alene, men når de blandes opstår en betydelig blandingseffekt. Vi er ikke kun udsat for pesticider. Vi er udsat for mange kemikalier, der arbejder sammen, og vi er nødt til at tage højde for denne cocktaileffekt, der påvirker den samme målgruppe som pesticiderne”.

Tallene blev indsamlet af datastyrelsen Fera Science, der plejede at være et regeringskontor, og tallene blev først offentliggjort efter Soil Association betalte for at få dem frigivet fra arkiverne.

Den største stigning af tilførte giftige kemikalier ses hos løg og porrer, hvor antallet er steget 17 gange fra 1,8 i 1966 til 32,6 i 2015, viser dataene.

Tilbage i 1974 blev mindre end to kemikalier tilført en gennemsnitlig hvedeafgrøde, et tal, der steg mere end ti gange til 20,7 i 2014.

Og kartoffelafgrøder sprøjtes nu med fem gange så mange kemikalier som i 1975, med den største stigning fra 5,3 til 30,8 i 2014.

Det er kommet frem efter en videnskabelig senorrådgiver for den britiske regering for nyligt advarede om, at den gængse antagelse verden over om, at det er sikkert at bruge pesticider på en industriel skala på tværs af landskaber, er forkert.

Økologi er det bedste svar for de forbrugere, der vil undgå rester af sprøjtegifte i deres mad.

Lederen af forskningsgruppen for genekspression og terapi ved King’s College London, Dr. Michael Antoniou, tilføjede: ”Alt dette bevis viser, at man burde minimere eksponeringen for pesticider. I det mindste som en forholdsregel burde man minimere eksponeringen for pesticider. Den eneste måde at garantere dette, er ved at spise økologisk”.

Et langvarigt studium af Roundup i rotter viste, at den laveste dosering, som var 75.000 gange mindre end den anbefalede for Glyphosat (et populært ukrudtsmiddel), havde et anatomisk niveau af toksicitet, der førte til fedtleversygdom.

Talsmanden for den britiske organisation Pesticide Action Network UK, Keith Tyrell, sagde: ”Der er kæmpe mangel på transparens i det, og det underminerer den offentlige tillid til reguleringssystemet. Det burde være op til pesticidvirksomhederne at bevise, at pesticidet ikke er skadeligt. Det burde ikke være op til forskerne at vise, at der er fare”.

Oversættelse og bearbejdning ved Addie Hansen.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.