Se dig ud en sommerdag

Det åbne danske kulturland levner stadigt mindre plads til naturen og dens spektrum af organismer i alle kategorier. Landskabets farver røber ofte, hvor der stadig er varieret liv – det er de blegere og brunligere nuancer, der er værd at gå efter. Nye former for naturgenopretning opererer med en slags podning af kviste med rig natur på fattige stammer

Se dig ud en sommerdag

når de bønder tromler:

land æfor og by æbag,

lærkesang og humler.

Byg i skred og bær i blost,

barneleg om frønnet post;

rugens dræ med duft af most

i drift om brede gårde!

Jeppe Aakjær, 1905

Blikket søger fortsat ud, når der på en vandretur i dagens åbne danske kulturlandskab byder sig udsigter til. Ved skærsommertid smiler landet så fagert det kan, med fjerne vindmøllers hvide stankelbensmobiler, en solrefleks fra et stykke med jernmark, og en større svinebedrift som en anden forlægning i felten, flankeret af gylletankenes kæmpetelte og seriøse stålsiloer med keglehatte som tykvommede vagttårne. Skarptskårne skovbryn af stadigt lysegrønne bøge afløser markfladerne som trappetrin i landskabet, og en svag summen af trafik fra en motorvej længere væk lægger et monotont orgelpunkt under sceneriet. Men mange vil ligegodt kunne forføres af landskabets dybt saftiggrønne grundtone, som nu dominerer efter de kromgule udbrud fra vidtstrakte rapsmarker og hestefoldenes mælkebøttekaskader har kulmineret.

Men flader af mættede farver er falsk reklame hvad natur angår, de signalerer tværtimod ensformige monokulturer på speed af tilførte næringsstoffer. Hen på sommeren får farveladen bidrag fra EU-støttet blomsterbrak med lysviolet honningurt, en bane med plukselv-gladiolus i tivolifarver og langs visse vejsider udsåede blomsterstriber med anmassende blåt, rødt og hvidt fra kornblomst, valmue og okseøje.

Det årvågne blik kan dog også komme til at strejfe en bakke, knold, en gravhøj eller skråning længere ude med anderledes diffust afdæmpede toner af støvet grønligt, brunligt og sandgulligt. Vissenagtigt ligefrem, men sådanne steder viser sig gerne at udgøre små øer af righoldig biodiversitet midt i produktionslandskabets biologiske armod. Kvaliteten giver sig først til kende, når man på tættere hold opdager, at den blege farvetone opløser sig i fine pixels af gult, hvidt, lyserødt, blåt, violet, brunt og beige fra små og nøjsomme blomsterplanter som håret høgeurt, vild hør, bakkenellike, liden klokke, mælkeurt, enghavre, vårstar og meget mere til – i et terræn, der gerne er knoldet eller stenet. Under jordoverfladen vil diversiteten på den helt lille skala være endnu større, jordbundsprøver vil afsløre myriader af bakterier, svampe og et stort sortiment af smådyr af mange kategorier.

Det er næringsfattige forhold, der giver plads til en afbalanceret variation af arter over og under jorden, hvor intrikate symbioser og konkurrenceforhold er i spil på kryds og tværs. Græsland, der har undgået ploven og ligget hen i mange århundreder som overdrev byder på sjældent rig natur, ikke mindst hvor jorden er alkalisk. Kalkholdighed medfører forhøjet pH, som styrer tilgængeligheden af fosfat og mikronæringsstoffer på måder, der er særligt gunstige for mange fåtallige eller sjældne plantearter.

Et sted på vestsiden af Kornerup ådal udgør en aflang rund bakke af istidsaflejringer en eventyrhøj af righoldig flora med bl.a. nikkende kobjælde, lav skorzoner og dueskabiose. Et flor som f.eks. kan lokke den sjældne sommerfugl okkergul pletvinge på prominent besøg.

Højen ved Lejre er et eksempel på yderst bevaringsværdig natur af en kaliber, som man søger at naturgenoprette sig til ved forskellige tiltag rundt om i landet, og gerne på større arealer. Opgaven er særligt udfordrende, når udgangspunktet er nyligt udtaget landbrugsjord som har været gødet under omdrift gennem lange åremål. Blot overladt til sig selv som brak vil en mark hurtigt blive invaderet af nogle få arter, som er hurtige i vendingen og ikke kræsne med jordbundens profil af mikroorganismer eller reaktionstal. Den nyeste sort i indsatsen kan kaldes jordtransplantation, en entreprenøragtig tilgang, hvor man ikke blot skræller den næringsholdige markjord af og eventuelt tilfører et lag kalk, men også topper med et lag autentisk overdrevsjord hentet andetsteds fra, med frøbank, svampe, mikrofauna og hele udtrækket. En slags podning af en kvist rig natur på en fattig stamme.

Men når nu der i dag vokser flere plantearter og yngler flere fuglearter i Danmark end på Aakjærs tid, hvorfor så den idelige jammer over biodiversitetskrise? Det meget omtalte begreb er mere komplekst og omfattende end til kuglerammeopgørelser. F.eks. opvejer fem ynglepar af den sydfra indvandrede stylteløber ikke tabet på 80% af fordums 10.000-tallige bestand af viber.  Biodiversitet handler også om bestandsstørrelser og variation i økosystemer og deres historik. I nyere tid har en masse plantearter fra haver og parker, indslæbt eller indførte etableret sig i naturen, og de også førhen almindelige og mere ordinære plantearter har spredt sig yderligere og mere jævnt ud over hele landet.

Det er de oprindelige, nøjsomme, specialiserede og ofte egnsspecifikke plantearter der er gået voldsomt tilbage. Og så er der de fleste sommerfugle og et væld af andre insekter, svampe og myriader af smådyr, der har mistet terræn uden den store opmærksomhed.

Levesteder er blevet opslugt af landbrug, motorveje, byggeri, sommerhuse, golfbaner, datacentre og anden infrastruktur, alt som vores levevis har ført med sig. Det gør naturgenopretning vigtigere end nogen sinde, også hvad angår den ”lille” natur, der i små lommer snapper efter vejret i det homogeniserede kulturlandskab. Allerede Jeppe Aakjær havde et skarpt blik for hvad der var i svang i samtidens bondeland og fremførte sine synspunkter med uhørt poetisk og faglig saft og kraft. Bønder og mange af os andre med har tromlet landet lovlig fladt siden.

Bannerbillede: Hestebjerg huser mange af vores trængte tørbundsarter, f.eks. nikkende kobjælde. Dens blomstring kulminerer allerede i april. Foto: Ian Heilmann