KimBove
Den 48-årige Kim Bové går direkte fra Axelborg til Christiansborg.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har hentet pressechef Kim Bové direkte fra den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer som sin nye pressechef pr. 1. november. Dermed får Axelborg endnu en talsmand placeret helt centralt på Christiansborg, og den usunde sammenblanding af private erhvervsinteresser og offentlig administration har nået nye højder.

Landbrug & Fødevarer har tidligere leveret den magtfulde partisekretær i Venstre, Claus Søgaard-Richter. Han blev hentet i januar 2012 fra en direktør-stilling på Axelborg.

ClausSogaard
Claus Søgaard-Richter.

Venstres nuværende gruppeformand, Søren Gade, kom fra en stilling som direktør hos Landbrug & Fødevarer. Han blev dog ikke håndplukket direkte fra jobbet, som L&F fyrede ham fra i oktober 2014 efter massivt regnskabsrod i millionklassen, men blev først gruppeformand efter det seneste folketingsvalg.

JelvedSoren_Gade
Søren Gade (V).

Også landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) bevægede sig ud i den kritiske gråzone i juli i år, da hun hentede sin ”særlige rådgiver” direkte fra tobaksindustrien. Spindoktor Morten Flindt havde ansvaret i House of Prince for bl.a. lobbyistvirksomhed overfor politikerne, da Eva Kjer Hansen ringede ham op.

Vækstministeriets nye pressechef, 48-årige Kim Bové, har arbejdet for Landbrug & Fødevarer i knap fire år. Han har mere end tyve års erfaring som journalist/lobbyist og har, inden han skiftede til Landbrug og Fødevarer i 2011, blandt andet været souschef på Berlingske Business, nyhedschef på dagbladet Børsen og journalist i Danmarks Radio og på BT. Han har endvidere også været pressekoordinator i Dansk Industri.

Comments are closed.