Det har vakt stor opsigt, at det kommunalt ejede selskab Århus Vand har udbetalt 21 mio. kr. til 122 jordejere i kommunen i et forsøg på at undgå sprøjtegifte i borgernes drikkevand; se: https://gylle.dk/betal-eller-vi-sprojter/

Imidlertid udgør listen over de 122 modtagere af de mange millioner kun den synlige top af en regning, der forventes at blive ti gange større. Den kommunale indsatsplan for fremtidens drikkevand i Danmarks næststørste by vil angiveligt udløse et kompensationsbeløb på 250 mio. kr. Regningen skal betales af skatteborgerne i kommunen, som modtagere af det rene vand.

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Selv de lovlige sprøjtegifte findes til stadighed i drikkevandet, men både landbrug og miljømyndigheder vender det blinde øje til og lader skatteborgerne betale.

Siden 2001 har Århus Vand betalt “beskyttelsespenge” for sprøjtefri landbrugsdrift på 126 hektar i Beder-området syd for byen, og kommunen har også drevet sine egne 256 hektar uden gift i en årrække. Imidlertid er det langt fra nok til at sikre rent drikkevand til de 315.000 borgere i Danmarks næststørste kommune.

I foråret 2012 fremlagde kommunen en indsatsplan til beskyttelse af drikkevandet i Mårslet-Beder-Malling området syd for byen, hvor en stor del af drikkevandet hentes. Her var behov for sprøjtefri drift af 623 hektar, fordelt på 47 lodsejere, og kommunen og de tre vandværker i området var parate til at lade forbrugerne betale. Men åbenbart ikke nok.

Formanden for landboforeningen i området blev “rasende”, ifølge Aarhus Stiftstidende, da han hørte om planerne. “Man tilbyder landmanden 90.000 kr. pr. hektar, og så må han ikke bruge kemi og kun meget begrænsede mængder gødning. Det er at gøre grin med erhvervet”, udtalte han.

At det er vigtigt med en indsatsplan for at beskytte sårbare arealer i Aarhus Kommune, viser de mange fund af sprøjtegifte i grundvandet. Aarhus Vand har undersøgt 318 boringer i kommunen og fundet sprøjtegifte i 36 procent af disse. Det vil sige, at så meget som en tredjedel af alt grundvand i kommunen kan være forurenet med sprøjtegifte.

I den kommunale forvaltning vurderes det, at 6000 hektar jord omkring Aarhus by skal friholdes for sprøjtegift. Områderne vil dog kunne udnyttes til bæredygtigt landbrug og økologisk drift eller overgå til mere ekstensiv udnyttelse som natur eller rekreativ brug. Det drejer sig om en tredjedel af landbrugsjorden i kommunen, og prisen vil blive noget i om- egnen af 250 mio. kr. en gang for alle.

At problemerne med landbrugets forurening er alvorlige, illustreres af den kendsgerning, at det ikke kun er gamle og nu forbudte giftstoffer, der flyder i drikkevandsboringerne, men også de sprøjtegifte, der bruges i dag; se her: https://gylle.dk/sprojtegifte-i-4-ud-af-10-drikkevandsboringer/

Hertil kommer hele den illegale import af forbudte stoffer, som ingen i sagens natur har overblik over. Fagfolk kalder de ulovlige sprøjtegifte, der har været omtalt i pressen i foråret 2012, for “skræmmende”.

Samfundsøkonomisk er det ikke billigt at lade landbruget forurene. Typisk koster det 2-5 mio. kroner at etablere en ny boring, så der er rigtig mange penge at spare ved at værne om de eksisterende. Dertil kommer, at nye boringer ikke kan dække behovet for rent vand på lidt længere sigt. Fra hele landet rapporteres der om sprøjtegifte i grundvandet, og til sidst vil der ikke være flere nye steder at bore efter rent vand.

I teorien burde der aldrig forekomme sprøjtemidler i grundvandet, og slet ikke de lovlige. I snart mange år har det været et godkendelseskrav, at sprøjtemidlet ikke kunne udvaskes til grundvandet. Alle sprøjtemidler er desuden forsynet med en nøje deklaration, der fortæller i detaljer, hvad midlet må bruges til, i hvilke doser og hvor farligt det er for både mennesker og dyr. Dertil kommer specialuddannelse af alle sprøjteførere og obligatorisk kontrol af sprøjtemateriellet.

På den anden side tæller selv den mindste fejl, uheld eller sjuskeri, fordi den helt overvejende del af de tilladte sprøjtemidler er giftige eller endog meget giftige for organismer i vandmiljøet. Bruges de forkert, går det galt. Derfor skal marksprøjten standses i passende afstand fra vådområder, vandløb og søer. For de mindst skadelige midler går faregrænsen ved to meter, f.eks. Roundup, mens de skrappere midler skal holde 10 eller 20 meter, og for de helt skrappe trækkes grænsen allerede ved 30 til 50 meter.

Men når det gælder drikkevandet, så er reglerne for sprøjtning omkring offentlige vandboringer, små såvel som større, at grænsen går ved blot 25 meter. Grænsen blev endda udvidet fra 10 til 25 meter i 2010 af daværende miljøminister Karen Ellemann, der selv betragtede det som et kæmpe fremskridt.

Fagfolk er derimod ikke imponeret af politikernes indsats. Skal drikkevandet sikres – virkelig sikres for fremtiden -, så skal giftsprøjterne langtidsparkeres. Kan det ikke lade sig gøre, bør kravet være 300 meter sprøjtefrie zoner omkring boringerne. Som det er i en række andre lande.

Hidtil har myndighederne været skræmt fra vid og sans ved tanken om at skulle finansiere den nødvendige tilbagetrækning af det kemiske landbrug. Landbrugets kampråb har fra første færd været KOMPENSATION, og den er de fleste politikere hoppet med på, som om der eksisterede en højere retsregel, der giver landbruget sprøjterettigheder overalt.

Uddrag af kapitlet “Brøndforgifterne ødelægger landbrugets image” fra bogen Bondefangeri af Kjeld Hansen 2012.

 

Comments are closed.