Den seneste måneds afdækninger af sagen om svine-MRSA tager nu en uventet drejning. Hidtil har Fødevarestyrelsen afvist at have fjernet centrale anbefalinger om bekæmpelse af de resistente bakterier, der har spredt sig til størstedelen af de danske svinestalde.
Men nye oplysninger viser, at Fødevarestyrelsen rent faktisk vedkender sig, at man i mindst to tilfælde har frasorteret anbefalinger fra førende eksperter. Det skriver DR Nyheder 14. oktober 2016.
Undladt at informere politikere to gange
I DR-dokumentaren ’Den dag penicillinen ikke virker’ kom det frem, hvordan Fødevarestyrelsen fra 2008-2014 i flere tilfælde forhindrede eksperternes anbefalinger i at komme til politikernes kendskab. Dagen efter skred ministeren til handling.
– Lige nu er der en masse snak i medierne om, hvad der kommer til at ske og ikke ske. Jeg vil ikke bære brænde til et bål, antændt af påstande. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen meget nøgternt om en redegørelse, lød meldingen fra fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Ritzau.
Fødevarestyrelsens redegørelse skal først ligge klar om to uger, men DR har fået aktindsigt i nogle af de dokumenter, der skal ligge til grund for redegørelsen.
Oplysningerne rummer blandt andet en 11 sider lang tidslinje over forløbet, som Fødevarestyrelsen udarbejdede 17. september i år.
Her vedkender Fødevarestyrelsen sig, at man i to tilfælde har undladt at informere politikerne om anbefalinger fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Begge forhold har hidtil været ukendte for offentligheden.
Læs hele artiklen.