Nu er det ved de tider, hvor man spejder ivrigt efter de første svaler – vi ved, de kommer, men hvornår? Her får du historien om de tre adrætte svale arter undervejs fra Afrika til Dannevang
SVALER HØSTER AF lufthavets indhold af flyvende insekter, en branche, de deler med mange andre vidt forskellige fuglearter. Men nicherne er gennem årmillioners udvikling fordelt på balanceret vis, så der er plads til alle. Det er nøglen bag biodiversitet. Natravne forvandler hele hovedet til et glubende gab og sigter med deres store lysfølsomme øjne under lydløst dansende flugt mod natsværmere og biller i sommerens lune tusmørke. De farvestrålende biædere indhenter bierne bagfra, og de små gesvindte falke udmanøvrerer selv de hurtigste guldsmede, skræller exoskelettets kitin af og sluger indholdet i farten, som snack ind imellem deres mere substantielle varmblodede bytte. Sejlere skærer som skalpeller gennem dagens lyse luft og lader alt småt spiseligt suse ind gennem det vidtåbne næb, mens de adrætte spinkle svaler overrumpler tilpas små insekter i luften.
ALLE VORES TRE arter svaler er trækfugle med afrikanske vinterkvarterer. De første er allerede ankommet, hovedkontingentet følger omkring månedsskiftet til maj. I hele kategorien af specialister er det nok den kulturbundne landsvale som vinder på point, hvad kunstnerisk indtryk angår. Klædt i skinnende blåsort kjole og hvidt med lange, trådtynde frakkeskøder og rustrødt kalvekrøs tegner den slanke og spidsvingede fugl under insektjagten kalligrafiske buer og overlegne herresving højt mod en blå himmel, eller også suser den i lynende fart og hasarderede manøvre lavt over jorden, når der er lavtryk og kommende regn. Man kan som regel høre et tørt smæk fra det lille næb, når en flue kommer vel indenbords. Qvivitt-vitt lyder det muntert i forbifarten, og når svalehannen sætter sig synligt til rette i redens nærhed, er det sangen der får vinger: Livfuldt kvidrende, pludrende og gnistrende tirader i rasende tempo, med korte indslag af snurrende bugtaleragtig tør kvækken. Man kan kun blive i godt humør.
Landsvalens rede er åben og skålformet, tilvirket af en bæredygtig mørtel af mudder, plantedele og svalespyt, klinet op på vægge under loftet i vognporte, udhuse, under bådebroer og i stalde med fri passage gennem mindst et åbent vindue. På en god sæson kan et landsvalepar nå at opfostre tre kuld unger, inden fuglene, gamle som unge i det tidlige efterår samles i store flokke, gerne ved søer og rørskov med rigelighed af insekter over vandet. Rettidig omhu før afrejsen mod syd.
LANDSVALEN ER FOLKEKÆR som storken og viben, og den kosmopolitisk udbredte fugl indgår i alverdens kunst og digtning. I et af H.C. Andersens eventyr er ”Tommelise” en lille bitte pige, ikke mere end en tomme lang. I en muldvarpegang finder hun en stivfrossen svale, som ikke kom afsted mod syd i tide og som hun nu opliver og hengivent plejer indtil foråret, hvor den flyver ud i solen med et ”Qvivit, qvivit!”. Hen på sensommeren vender den taknemmelige svale tilbage og redder i sidste øjeblik Tommelise fra at blive tvangsgift med den ”kjedelige Muldvarp i den sorte Fløielspels”. Svalen tager Tommelise på ryggen og sammen flyver de til ”de varme Lande”, hvor eventyret kulminerer lykkeligt.
Andersen spinder i eventyret videre på den gamle almuetro om, at svalerne overvintrede i mudderet på bunden af moser og søer – pludselig var flokkene jo væk i oktober, og man anede ikke at der var noget der hed fugletræk.
DE TO ANDRE danske svalearter har måske knap så eventyrlige og ikoniske kvaliteter over sig. De er mere kompakte, med kortere vinger og haler. Bysvalen er klædt i rent sort og hvidt og kan prale af hvide sokker helt ud til tæerne. Den kliner sin rede op på udendørs mure under tagskæg, lukket foroven og med indgangshul i siden, selskabeligt sammen med artsfæller.
Digesvalen er den mindst kendte af de danske svaler – og den mindst almindelige. Den er lille, korthalet, lysebrun og hvid og yngler kolonivis i klinter og brinker, gerne i nærheden af vand. Kuldene udruges i hulrum for enden af en tunnel, som fuglene selv graver ud.
DET ER VÆRD at holde et vågent øje med svalebestandene. I løbet af de sidste 40 år er landsvalen gået tilbage med 25% og digesvalen med katastrofale 85%. Tilbagegangen for de insektædende svaler kan have flere årsager, bl.a. diverse forringede forhold i fuglenes vinterkvarterer i Afrika og på de lange og farefulde trækveje. Men det tyder også på at hænge sammen med, at der bliver færre insekter overalt, til lands, til vands og i luften. Industrilandbrugets hermetisk lukkede stalde er heller ikke lige svalernes kop te. Store dyr på græs tiltrækker insekter og dermed svaler.
LAD OS TAGE ved lære af Tommelises velgerning overfor den nødstedte svale: Lad svalerne bo og bygge i carporte, skure og under gesimser og vask klatterne af bilen, haveredskaber og fliser med overbærenhed og godt humør. Hold et vindue på klem og forsag alt hvad der hedder have- og agrokemi.
Ja, hvor ville Danmarks sommerlandskab dog være meget fattigere uden den lille smukke flyver.
Tak for den smukke og poetiske artikel om vores dejlige svaler