Flere af de giftstoffer, der anvendes af Brdr. Kjeldahl I/S i produktionen af Samsø-kartofler, er mistænkt for både at kunne give hjerneskader, Parkinsons syge og kræft. Sprøjtegiften propamocarb blev påvist i 2022 i tre ud af fire kartoffelpartier fra Brdr. Kjeldahl I/S. Denne sprøjtegift mistænkes både for allergiske hudreaktioner, skader på forplantningsevnen og fosterskader.

I gulerødder, jordbær, tomater, pærer, æbler og hvede ligger andelen af prøver med pesticidrester på det samme høje niveau som i de seneste fem år. Eneste udvej, hvis du vil undgå landbrugets sprøjtegifte, er at efterspørge økologiske produkter

Læs rapporten.

Køber du æbler, pærer, jordbær og anden frugt, der er dyrket konventionelt med sprøjtegifte, så er der giftrester i 4 ud af hver 5 frugter (80 pct.). Taler vi om grøntsager som kartofler, porrer, peberfrugter osv., så er det 2 ud af hver 5 indkøb (42 pct.), hvor du får sprøjtegifte med i købet.

Så galt står det til med pesticider i din mad, hvis ikke du vælger økologisk. Det viser årets rapport ”Pesticidrester i fødevarer 2023” fra Fødevarestyrelsen.

Der er, som i de foregående år, fundet flere pesticidrester i frugt end i grøntsager. Ligeledes er der også i 2023 hyppigere fundet pesticidrester i udenlandsk produceret frugt og grøntsager end i dansk produceret frugt og grøntsager.

I de danske og udenlandske fokusafgrøder (gulerødder, jordbær, tomater, pærer, æbler og hvede) har andelen af prøver med pesticidrester ligget på et nogenlunde stabilt niveau de seneste fem år. Der ses udsving mellem de enkelte år, men der er ikke grundlag for at konkludere markante tendenser i udviklingen.

To procent er direkte giftige
Som en ringe trøst viser rapporten, at indholdet af pesticider holdt sig under maksimalgrænseværdien i 98 pct. af de undersøgte stikprøver af konventionelt dyrket frugt, grøntsager og korn. Det vil sige, at ”kun” to pct. af prøverne var direkte giftige.

I økologiske produkter blev der fundet pesticidrester under grænseværdierne i fem prøver, svarende til 2,3 procent af de undersøgte prøver. Enkelte af disse pesticider er tilladt i økologisk produktion.

Der blev ikke fundet pesticidrester i babymad.

På basis af ovenstående og ud fra den nuværende viden vurderer Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet på dine vegne, at de pesticidrester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, generelt udgør en ubetydelig sundhedsmæssig risiko. Indholdet af pesticidrester påvirker derfor ikke kostrådet om at indtage frugt og grønt, men alligevel tilføjer Fødevarestyrelsen, at ”hvis man vil minimere sit indtag af pesticidrester via fødevarer, kan man vælge danske eller økologiske fødevarer.”

To centrale figurer fra rapporten viser, at der stadig er alt for mange sprøjterester i frugt og grønt, uanset hvor produkterne stammer fra.

Ingen forbrugervejledning om sprøjtegifte
For den forbruger, der gerne vil indtage så få rester af sprøjtegifte som muligt, er det et problem, at producenterne af frugt og grøntsager ikke har pligt til at varedeklarere deres forbrug af kemikalier. De kan sprøjte løs uden at fortælle det til kunderne.

Kartofler er f.eks. en af de afgrøder, der sprøjtes allermest, nemlig op til 18 gange, men hverken Lammefjordskartofler eller nye kartofler fra Samsø deklareres, hvad angår anvendelsen af sprøjtegifte. Tværtimod får man ofte det indtryk, at der næsten er tale om sprøjtefri produkter, når man læser reklamer som ”Smag på Samsø – du bliver begejstret”.

Det gælder netop i høj grad produkter fra Samsø-virksomheden Brdr. Kjeldahl, der er hovedleverandør af frugt og grønt til supermarkedskæden Netto. Kæden foretager sine egne analyser for pesticidrester i Samsø-produkterne, men de vil ikke ud med resultaterne. De er til intern brug, siger man.

Slår man derimod op i registret over sprøjteindberetninger fra danske landbrug, så træder Brdr. Kjeldahl I/S frem som den landbrugsindustri i Danmark, der anvender flest forskellige sprøjtegifte.

Almindelige kartofler er den danske landbrugsafgrøde, der sprøjtes allermest med supergiftige kemiske midler, og det sker udelukkende for at optimere indtjeningen, da kartofler sagtens kan dyrkes uden sprøjtegifte. Når de to brødre Niels Kristian Kjeldahl (th.) og Søren Peter Kjeldahl (tv.), der ejer Brdr. Kjeldahl I/S, reklamerer for deres Samsø-kartofler, nævnes det aldrig, at de giftsprøjter. Pressefoto

Ud af de 16.335 konventionelle landbrug, der har indberettet brug af sprøjtegifte i 2021-2022, besatte Brdr. Kjeldahl I/S førstepladsen. Hele 67 forskellige gifte spredte de driftige landmænd over deres 750 hektar på den ”grønne” ø, og det gør dem til Danmarksmestre. Blandt de stærkt giftige midler var der en håndfuld af de forkætrede PFAS-midler.

Forbrugerkrav: Fortæl, hvilke sprøjtegifte I bruger på vores fødevarer

Bannerfoto: Netto-kæden sælger masser af giftsprøjtede kartofler og grøntsager fra Samsø, men kædechefen afviser at fortælle om kemiresterne. Privatfoto

Visited 560 times, 30 visit(s) today

Kommentarer

  1. Kjeld Hansen, redaktør

    Frugt og grønt er godt, skriver videnskab.dk i dag, og det er vist dokumenteret mange gange, men der mangler lige en vigtig detalje i denne artikel, Line Felholt, – sprøjtegiftene! https://videnskab.dk/krop-sundhed/frugt-og-groent-kan-maaske-beskytte-mod-depression/

  2. kim houmøller

    Samtidig kan de ansvarlige ikke forstå fertiliteten bliver dårligere år for år.
    Køb kun økologisk frugt og grønt.
    Grådigheden blandt bønder er hårrejsende!

  3. Holger Øster Mortensen

    NETTO er for alle. Vi ender alle som grønne marsmænd

  4. Holger Øster Mortensen

    Brdr. Kjeldahl skulle være den gartneri- og landbrugsbedrift i DK, der benytter flest forskellige pesticider på deres mange hundrede hektar. Udover alle disse friske (!) grønsager, driver de også maskinstation, entreprenørvirksomhed, vognmandskørsel – og endda ambulancetjeneste. Og nu er de også ved at få monopol på BETON på den lille-ø-i-midten. For ikke at køre tom hjem fra Sjælland og Jylland, fylder de sand og andre materialer (i princippet ALT flytbart) på deres returlastbiler, og har nu dumpet prisen på beton på øen. Samsø er nemlig ved at løbe tør for sand, grus og sten. De to tumlingebrødre fra Nordsamsø slår til igen. De er mageløse…

  5. Ja det konventionelle burde nedlægges – fordi det er ødelæggende for miljøet, men vores politikere ønsker ikke at forstå at man på sigt ikke bare kan fortsætte med at ødelægge, misforståelsen er ødelæggende for vores efterkommere.
    Men tak til gylle.dk for at holde fast – og så god jul og godt nytår til jer her på sitet.

Skriv en kommentar