Små lande kan ikke satse hårdt på forædling og kvalitet i stedet for kvantitet. De lande har ikke kun fordel af EU’s indre marked og globaliseringen. Det skriver dyrlæge Lene Kattrup i et debatindlæg 11. december 2014 i Jyllands-Posten og fortsætter:
Ifølge New York Times vedtog Californien i 2010 en lov om, at alle æg inkl. importæg skulle komme fra en høne, der havde kunnet strække sine vinger ud uden at berøre andre fugle eller væggene. Et rimeligt dyrevelfærdsmæssigt krav.
Det ville næppe kunne vedtages i EU, hvor lande, der ikke vægter dyrevelfærd, er i overtal. Et land som Danmark kan heller ikke vælge at gå foran. Det vil i de fleste tilfælde stride mod EU-lovgivningen, og det vil normalt være ulovligt at indføre minimumskrav for importvarer.
Historisk set gik Danmark tit foran på fødevareområdet – det gav os både en konkurrencefordel og mulighed for innovation. Hvis man i et globaliseret marked ikke samtidig kan stille visse minimumskrav til importvarer, vil konsekvensen blot være, at produktionen flytter ud af landet.
Det dilemma rammer især små lande, der så ikke kan satse så hårdt på forædling og kvalitet i stedet for kvantitet. Disse lande har ikke kun fordel af EU’s indre marked og globaliseringen.
Dansk landbrug og den enkelte landmand står ved en skillevej. Bør der gradvist omlægges til specialproduktion, f.eks. økologi, eller satses på den konventionelle produktionsmåde, hvor lave lønninger og begrænsede udgifter til indkøb af råvarer samt opfyldelse af miljøkrav er afgørende for overlevelsen?
Hvis det sidste vælges, ser fremtiden ikke lys ud, da vi så udkonkurreres af landene i Øst- og Sydeuropa, hvor lønningerne til de ansatte er lavere pga. lavere skattetryk, og hvor miljøkrav hævdes mindre effektivt af de statslige myndigheder.
Katrine Winkel Holm skrev 6/12 om, at forbrugeren også står over for et valg foran køledisken. Winkel Holm mener, at det er tom moralisme at anbefale køb af økoæg, fordi høns i bure har lavere dødelighed end de fritgående dyr, som også får flere skader og har øget risiko for at blive hakket af de andre høns.
Hvordan man ser på dette, afhænger af, hvilket dyresyn man har, men det er forenklet, hvis man tror, at dyrevelfærd kan gøres op i sygdomsfrekvens og dødelighed.
Burhøns sættes ud som meget unge, mens de frie høner får lov at blive ældre. Derfor kan man ikke uden videre sammenligne tallene for dødelighed. Naturligvis er der mindre risiko for sygdom og skader, når hønen lever i et bur.
Der er mange andre parametre, der bør indgå i en vurdering af dyrevelfærd, bl.a. dyrenes mulighed for at kunne udfolde deres naturlige adfærd.
En burhøne har et areal, der svarer til en A4-side samt et lille postkort, hun kan ikke bevæge sig frit eller nogensinde folde sine vinger ud, og hun lever på en trådbund.
Frihed koster, og ikke alt er perfekt i den økologiske produktion, men hvis jeg var en høne, ville jeg helt klart vælge et liv som øko-høne.
I dag reguleres landbrugsdyrenes velfærd næsten kun af markedet og forbrugeren.
Der er tale om en systemfejl. Politikerne burde have et langt større ansvar for fødevarerne og dyrevelfærden. Samtidig er bæredygtige fødevarer, der er fremstillet med skånsomhed over for naturen, grundvandet og miljøet, og som har taget hensyn til dyrevelfærd, meget dyrere end de konventionelle fødevarer. Det burde være modsat.
Jeg vil klart anbefale forbrugeren at vælge de økologiske æg og økovarer i det hele taget. Man får bedre råd til det, hvis man nedsætter kødforbruget lidt, vælger kvalitet og begrænser forbruget til det, man har brug for.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd.