Europæisk Bison på Bornholm: Er alle biologiske fakta på bordet?

hbr20100705_432x

På sommerrejse til Białowieża i Polen ser jeg ca. 15 bisoner i en ung skov omkring solnedgang. Jeg har desværre monteret mit teleobjektiv på kameraet, fordi jeg ingenlunde forventede at se bisoner, så jeg får kun få bisoner med på hvert billede. Det er en enestående oplevelse, og min første indskydelse er, at det er imponerende, at vi har den slags “skovbisoner”! Men kan vi overhovedet tillade os at kalde arten skovlevende? Næppe. Forskning peger på, at den har udstrakte sletter som primært levested. Foto: Henrik Bringsøe.

Vi har modtaget denne tankevækkende artikel fra Henrik Bringsøe, Køge. bringsoe@email.dk

henrikbringsoee

Henrik Bringsøe.

I 2012 blev syv individer af Europæisk Bison eller Visent (Bison bonasus) transporteret fra nationalparken Białowieża i det østlige Polen til Almindingen på Bornholm, hvor de blev anbragt i en stor indhegning. Formålet var, at en bestand af disse store planteædere skulle bidrage til at bevare og skabe en natur med mange forskellige levesteder. I tidligere tider havde flere forskellige store pattedyr været med til at skabe den dynamik i dansk natur.

Bisonerne har efterfølgende formeret sig, så der i dag er 13 bisoner i Almindingen, men der kunne have været 15 individer, eftersom to er døde på grund af parasitter.

SVANA under Miljø og Fødevareministeriet skriver i deres artsleksikon bl.a. flg.: ”Den europæiske bison foretrækker lysåbne skove med en blanding af nåletræer og løvtræer.”

Foretrækker den virkelig det?!

I Naturstyrelsens materiale om bisonprojektet omtales Bornholms store sammenhængende skovområder som et godt levested for arten. Skov, skov og atter skov er, hvad styrelsen betoner! Det er noget, der bekymrer mig, fordi netop polske forskere har i det seneste årti tilvejebragt megen nyttig viden om Europæisk Bisons valg af levesteder og biologi i øvrigt.

hbr20100706_078np

På en eng i skoven i Białowieża optræder en gruppe bestående af ni bisoner. Her er bunden våd og sumpet. Foto: Henrik Bringsøe.

Lad mig begynde med en ganske speciel oplevelse, jeg fik under et besøg i Białowieża i 2010. Her mødte jeg forskeren Rafał Kowalczyk (professor i populationsøkologi) på hans arbejdsplads, Mammal Research Institute of the Polish Academy of Sciences i Białowieża. Han fortalte mig bl.a., at den forskning, som han tager del i, peger på, at Europæisk Bison egentlig ikke er en decideret skovlevende art, men naturligt hører hjemme på åbne sletter. Vi mennesker har ikke desto mindre presset den ind i skovene, hvor det er mere bekvemt for os at have de store dyr. De åbne arealer i Europa er så forfærdeligt intensivt udnyttet, at arten vil være ”besværlig” at have rendende rundt dér. Hvor mange lysåbne sletter har vi tilbage i Europa? Vi har da nogle få såsom en smule puszta i Ungarn, men de er jo nærmest at betragte som små frimærker i det endeløse kultur- og landbrugsland i Europas lavland!

Jeg forstod, at bisonerne er unaturligt hårdt angrebet af parasitter, hvilket specielt kan hænge sammen med den måde, hvorpå man holder bisoner i Białowieżas skove. Ja, jeg skriver ”holder”, fordi deres bevægelsesfrihed er begrænset. Kowalczyk er specielt kritisk over for den megen fodring af bisoner om vinteren, hvor der sandsynligvis sker en opkoncentrering af parasitter. Fra naturens side vil bisoner strejfe meget omkring i åbent land om vinteren for at kunne æde det minimum af føde, som er nødvendigt for at kunne overleve en barsk vinter. Det er naturligvis ikke ”sjovt” for kæmperne at skulle overleve på den måde, men meget tyder på, at deres nomadiske levevis, hvor bisonerne vedvarende bevæger sig over store sletter, kan forebygge de stærke parasitangreb, så parasitterne holdes i ave.

Ud fra min samtale fornemmede jeg, at skovforvaltningen eller forstledelsen (jeg ved ikke, hvad denne enhed kaldes i Polen) havde en dominerende rolle, som gjorde, at forskerne inden for økologi ikke havde så let ved at komme til orde. I de efterfølgende år har jeg prøvet at følge med i de videnskabelige artikler, han løbende bidrager til at offentliggøre i internationale tidsskrifter.

Forstfolket og skovmyndighederne i Polen gør meget ud af vinterfodring. Øjensynligt af to hovedårsager:

  • Vinterfodring holder bisonerne i skovene, så diverse konflikter med landbrug og landbefolkning i videst muligt omfang undgås.
  • Bisonerne forvolder mindre skade på skovens træer.
  • Vinterfodring er populært blandt naturfotografer og andre turister, som har let adgang til at opleve de prægtige bisoner om vinteren (det ville jeg også finde et flot syn!), og det giver således lokalområdet gode turistindtægter endog om vinteren.
hbr20100706_153np

I en blandingsskov optræder en enlig tyr. Man skal være varsom med den og holde sig på behørig afstand. Foto: Henrik Bringsøe.

Hvilken spændende viden om Bison bonasus har Rafał Kowalczyk og hans kolleger afdækket?

Kerley et al. (2011) konkluderer, at Europæisk Bison hører hjemme på åbne sletter. Det bygger de på deres studier af tand-morfologi, nyfødte kalves adfærd, artens evolutionære baggrund og valg af mikrohabitat, ligesom forfatterne også kommer ind på de mange parasitter, der angriber Europæisk Bison. På de åbne sletter har mange af bisonernes parasitter markant dårligere livsbetingelser end i skovene, hvor de forefindes i dag. De to andre artikler af Kołodziej-Sobocińska et al. (2016a, 2016b) er helt nye og behandler én blandt adskillige parasitter, der florerer i Europæisk Bison, nemlig den blodsugende rundorm Ashworthius sidemi, og forfatterne finder udviklingen meget uheldig for bisonbestandene. De to artikler sammenfatter også resultater af anden forskning inden for de seneste årtier. De har gennemført grundige studier af denne parasits påvirkning af bisonerne i Białowieża over en 15 års periode. De præsenterer evidens for, at navnlig vinterfodring i og ved skovene, hvor mange individer koncentreres på små arealer, øger parasittransmissionen og følgelig effekten af parasitangrebene. Jeg vil pointere, at også tidligere studier har dokumenteret en sammenhæng mellem de heftige parasitangreb og bisonernes afgrænsning til skove.

I ét af de helt nye studier (Kołodziej-Sobocińska et al. 2016a) runder de fem polske forfattere deres artikel af med en kommentar om, at bisoner i disse år indføres til nye naturområder i Europa, hvorfor der opfordres til at gøre en indsats for at sikre optimale livsbetingelser for bisoner, således at parasitinfektioner og patogener herigennem reduceres mest muligt. Et ganske kvalificeret gæt vil være, at de har haft bl.a. deres lille nabo mod nordvest i tankerne!

Rundormen Ashworthius sidemi er netop én af de mange parasitter, der er konstateret i bisonerne på Bornholm (Buchmann et al. 2014). Jeg er ikke parasitolog, men jeg kan forstå, at ikke mindst ikter som leverikter (Fasciola hepatica, Dicrocoelium dendriticum og Parafasciolopsis fasciolaemorpha) og vomikter (Paramphistomum cervi), som også er registreret i de bornholmske bisoner, påfører værten væsentlig smerte, når de gennemborer væv og organer. De to bisoner, der døde, var sandsynligvis udsat for stærke smerter og ubehag. Flere af de overlevende bisoner kan meget vel have næsten tilsvarende ubehagelige oplevelser af vedvarende karakter. Jeg tillader mig at tolke situationen på den måde, at lidelserne reelt kan være påført af mennesket, fordi dyrene er anbragt i et for dem unaturligt miljø, der medfører særligt voldsomme parasitangreb.

Buchmann et al. (2016) skriver bl.a.:

”De lovpligtige dyrlægeundersøgelser foretaget i forbindelse med overførslen i 2012 bekræftede, at dyrene var fri for en række bakterier og virus inden de blev udsat, men der blev ikke foretaget en parasitologisk undersøgelse.”

Her kan det undre, hvorfor man ikke har undersøgt det altdominerende helbredsmæssige problem hos bisonerne (parasitter) forud for udsætningen på Bornholm! Måske fordi det ikke var lovpligtigt, og man gerne ville slippe for yderligere bøvl? I artiklen lægges vægt på, om parasitterne kan sprede sig til mennesker og landbrugsdyr og forvolde skade på dem, skønt skadevirkninger på bisonerne også berøres.

Naturstyrelsen (2015) behandler også emnet, idet de afslutningsvis skriver:

”Den europæiske bison er – ligesom hjortearterne – en vild art, som skal leve så naturligt som muligt. Det betyder, at vi så vidt muligt bør undgå at gribe ind overfor parasitter og andre sygdomme som påvirker arten. Det kan synes barskt, men det er naturens gang (og på længere sigt en fordel for arten), at genetisk svage dyr bukker under.”

hbr20100706_119fogny

Økologerne ved Mammal Research Institute i Białowieża udfører omfattende feltarbejde. Her er det en studerende, der laver radio tracking. Foto: Henrik Bringsøe.

På den baggrund burde det være oplagt, at også bisonernes levesteder skal være naturlige – altså ikke begrænset til skov, men så de også kan leve på udstrakte sletter. I den henseende må vi nok konkludere, at Bornholms natur for indeværende kun kan anses for at være suboptimal. Desuden er vinterfodring, som praktiseres på Bornholm, som sagt også unaturlig og bidrager til at opkoncentrere parasitter. Men ved Naturstyrelsen egentlig, at Europæisk Bison sandsynligvis ikke er en decideret skovlevende art? Er den viden viderebragt fra de polske myndigheder, som afgjort vil være bekendt med den omfattende økologiske forskning, som Rafał Kowalczyk og hans kolleger gennemfører?

Der er flere tankevækkende forhold ved Naturstyrelsens ovenomtalte artikel. Der står, at det er naturligt, at arten har en del (dvs. mange) parasitter! Ja, naturligt, hvis dyrene lever under unaturlige kår, men det er ikke naturligt, at bisonerne holdes i en aflukket skov! Styrelsen skriver, at de har været forberedt på dette. Går forberedelsen mon ud på, at de på sigt vil byde bisonerne store, acceptable og forsvarlige habitater i åbent land?

Det kunne da være fantastisk, hvis Naturstyrelsen ville være indstillet på at give bisonerne på Bornholm optimale livsbetingelser med udstrakte åbne levesteder. Men vil det så ikke være nødvendigt at braklægge eller i bedste fald stærkt modificere store eksisterende landbrugsarealer på øen?

hbr20100706_113y

En skoveng udgør en lysåben habitat for Europæisk bison i Polen. Foto: Henrik Bringsøe.

Har man sagt A, må man også sige B. Naturstyrelsen har påtaget sig det store ansvar at udsætte Europæisk Bison på Bornholm. Dermed følger en forpligtelse. Hvis vi fortsat ønsker at beholde den art, vil det betyde, at vi forpligter os til at give bestanden de bedste levevilkår, hvor vi bl.a. påfører dyre mindst mulig ekstra smerte og ubehag. Altså mindst muligt i forhold til, hvad dyrene ville blive udsat for under optimale naturlige forhold. Er styrelsen indstillet på det?

Jeg skal naturligvis vare mig for ikke at fremsætte postulater, som ikke har grund i virkeligheden. Men hvis jeg skal tænke højt, tyder det for mig at se på, at det er den mere eller mindre politisk og kommercielt dominerede polske skovforvaltning og veterinærerne, der har stået for kontakten til Danmark, og at de toneangivende polske økologiske forskere næppe har haft så meget at skulle sige. Jeg håber, at jeg tager fejl, og at Naturstyrelsen kan dokumentere dette. Men det undrer mig altså, at man i dag holder bisonerne som skovdyr på Bornholm, og at man i styrelsens materiale også omtaler den som sådan, når videnskabelig forskning viser noget ganske andet.

Litteratur

Buchmann, K., L.-L. Christiansen, S.M. Thamsborg, M.V. Johansen, A. Olsen, S. Friese & U. Didriksen (2014): Bisonoksers snyltere – med fokus på den bornholmske bestand. – Natur på Bornholm 12: 36-40. – www. forskning.ku.dk/find-en-forsker/?pure=files%2F106298832%2FBisonoksers_snyltere_Natur_p_Bornholm_2014_pp_36_40.pdf
Buchmann, K., S.M. Thamsborg, L.-L. Christiansen, A. Olsen, B.J. Vennervald, M.V. Johansen (2016): Parasitterne i den europæiske bison på Bornholm. – Natur på Bornholm 14: 68-72. – http://static-curis.ku.dk/portal/files/160645206/Bison_og_parasitter_Natur_p_Bornholm_2016.pdf
Kerley, G.I.H., R. Kowalczyk & J.P.G.M. Cromsigt (2012): Conservation implications of the refugee species concept and the European bison: king of the forest or refugee in a marginal habitat? – Ecography 35: 519-529. – https://www.researchgate.net/publication/229076993_Conservation_implications_of_the_refugee_species_concept_and_the_European_bison_king_of_the_forest_or_refugee_in_a_marginal_habitat
Kołodziej-Sobocińska, M., A.W. Demiaszkiewicz, J. Lachowicz, T. Borowik & R. Kowalczyk (2016a): Influence of management and biological factors on the parasitic invasions in the wild-spread of blood-sucking nematode Ashworthius sidemi in European bison (Bison bonasus). – Int. J. Parasitol. Parasites Wildl. 5: 286-294. –  https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5065049/pdf/main.pdf
Kołodziej-Sobocińska, M., A.W. Demiaszkiewicz, A.M. Pyziel, B. Marczuk & R. Kowalczyk (2016b): Does the blood-sucking nematode Ashworthius sidemi (Trichostrongylidae) cause deterioration of blood parameters in European bison (Bison bonasus)? – Eur. J. Wildl. Res. doi:10.1007/s10344-016-1037-6. – http://link.springer.com/article/10.1007/s10344-016-1037-6
Naturstyrelsen (2015): Bison og parasitter. http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/bison-bornholm/bison-og-parasitter/

Artiklen er sendt til Naturstyrelsen/Bornholm med en opfordring til at forholde sig til de problematiske forhold, der beskrives.

Comments

comments

2 kommentarer til Europæisk Bison på Bornholm: Er alle biologiske fakta på bordet?

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.