Foto: Ian Heilmann

Farverne er for øjet, hvad lyden er for øret. Man kan få oplevelser ved mange former for farvespil, sanset gennem øjnene – som ved musik, sanset gennem ørerne. Noget andet er hvid støj. Et ganske rammende udtryk, idet ”farven” hvid er en rodebutik af forskellige lys-bølgelængder, akkurat som støj er det af forskellige lyd-bølgelængder.

Men hvidt lys kan så at sige bringes til at bekende kulør. Når en byge eller regnvejr er drevet over, og solen atter kommer frem, opstår farvespillet over dem alle – velkendt, beundret og tilbedt fra tidernes morgen: regnbuen.

En af de flotteste af efterårets svampe er knaldrød vokshat. Hele overfladen har røde pigmenter, som absorberer grønt og blåt, men reflekterer det røde lys. Knaldrød vokshat i knaldgrønt græs. Foto: Ian Heilmann

I de sidste 300 år har vi så mere nøgternt forstået, at vanddråberne agerer små kugleformede prismer og spejle, som både bryder og reflekterer det hvide sollys. Da brydningsvinklerne varierer med lys-bølgelængden, forlader lyset regndråberne i forskellige vinkler og danner den farvede regnbue, vi ser med vores øjne: Foroven rød, med relativ lang bølgelængde, og herunder, med gradvis aftagende bølgelængde og glidende overgange: orange, gul, grøn, blå, indigo til violet, med relativ kort bølgelængde, nederst i regnbuen. Spektret fortsætter på begge sider: infrarødt henh. ultraviolet, uden for det synlige. Når belysningen er ekstra gunstig, ses endnu en regnbue over den første, svagere og med omvendt farverækkefølge. Den fremkommer ved, at lyset under passagen gennem regndråben her er reflekteret en ekstra gang

Det er altså ikke regndråberne, der har forskellige farver. Vand er i sig selv både farveløst og gennemsigtigt. Nej, farverne ”bor” i lyset. Det er heller ikke luften, der er blå, når vi ser op i den blå himmel. Luftens molekyler har en struktur, der lader sollysets røde bølgelængder passere, men spreder til gengæld de blå – og det er det vi ser. Ser vi til gengæld mod den lave sol morgen og aften, er farverne røde, fordi de blå er ”filtreret fra” på den lange vej gennem atmosfæren.

Papegøje-vokshat. Foto: Ian Heilmann

En eftermiddag i Bobakkerne på Helnæs for et par uger siden bød på farvespil både i himlen og på jorden. Under et sæt pragtfulde regnbuer mod nordøst var der også farver i jordhøjde: Grønt græs og farverige svampe. At græsset er grønt i dagslys, skyldes klorofylet i bladene, hvis molekylære struktur absorberer sollysets røde og blå bølgelængder, men reflekterer de grønne, som så er det, der rammer vores øjne. En maler ville sige, at græsset indeholder grønne pigmenter.

Tilsvarende med en af de flotteste af efterårets svampe: knaldrød vokshat. Hele overfladen har røde pigmenter, som absorberer grønt og blåt, men reflekterer det røde lys. Det gør den knaldrød.

Så var der også papegøje-vokshat. Navnet skyldes, at svampen er trefarvet, dog noget blegere end en papegøje. Dens glinsende hat changerer i rødligt og grønligt skær og har gullige lameller på undersiden. Måske skulle den hellere have heddet regnbue-vokshat.

Farverne bor i lyset. I mørket er alle katte grå – og det har altså en helt naturlig forklaring.

One Comment

  1. Torben Aagesen

    Tak for de dejlige billeder af svampene – knaldrød vokshat, kendte jeg så ikke.
    Men selv en våd, blæsende efterårsdag som idag, rummer på mange oplevelser derude.
    Jeg var selv tæt på at blive løbet overende af mikkel ræv, i morges mens det stadig var mørkt, og selv om det ikke var en kat var den skam også grå.

Skriv en kommentar