Fødevareminister Jacob Jensen (V) vil ikke hjælpe de tæskede svin. Pressefoto

Trods megen snak om ’historiske’ dyrevelfærdsaftaler og hårdere straffe til svinekødsproducenter, der mishandler deres dyr, vender Jacob Jensen det blinde øje til en grov seriemishandler, der i sommeren 2025 har modtaget den 11. dom for overtrædelse af dyreværnsloven ved at tæske fem svin i forbindelse med transport til slagteriet

Trods mere end 10 bødedomme for mishandling af svin driver en af landets største svineproducenter Martin Lund Madsen i Vejen fortsat svineproduktion. Ifølge Dyrevelfærdslovens § 60 burde han for længst være frakendt retten til at have med dyr at gøre, og med et skriftligt spørgsmål 9. december 2025 efterlyser MF Franciska Rosenkilde handling fra fødevareminister Jacob Jensen (V), men uden resultat.

Ansvaret for dyrevelfærdsloven hviler på Jacob Jensens skuldre, men i den konkrete sag melder ministeren hus forbi. Hans passive svar lyder: ”Jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag.” Hvorefter han gentager hyppigt fremsagte påstande om kommende ”markante strafskærpelser for overtrædelser af dyrevelfærdsloven, en tredobling af strafferammen for de særligt grove tilfælde og en udvidet mulighed for at benytte rettighedsfrakendelser, så der i fremtiden vil skulle mindre til før, at en person kan frakendes retten til at holde dyr mv.”

Se video fra samrådsmøde med fødevareministeren og Franciska Rosenkilde (Alt.)

Ministeren har ved mange lejligheder fremhævet netop denne lov, som han kalder ’historisk’, samtidig med at han hyppigt gør sig til talsmand for at skærpe straffene til seriemishandlere af dyr. Men håndhæve loven vil Jacob Jensen altså ikke, når det gælder en af de store kødproducenter.

Fem tæskede svin

Dyreværnssagen drejer sig denne gang om fem svin, der er blevet tæsket i forbindelse med transport fra en lokation i Varde Kommune.

Dyrene blev slået flere gange med et stangformet objekt, hvilket resulterede i blødninger i over- og underhud, fedtvæv og til dels i den underliggende muskulatur. Tre af grisene er ifølge rettens dokumenter blevet påført en betydelig grad af smerte lidelse, angst og varige mén, imens der for to af grisenes vedkommende var tale om en smule lettere skader.

Blødningerne blev opdaget, da dyrene ankom til Danish Crowns slagteri i Horsens.

Det skriver avisen JydskeVestkysten 27. oktober 2025.

Dyr skal behandles ordentligt, siger ministeren, men…

I Dyreværnsloven lyder § 60, at ”den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte dyr eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse.”

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger i pressemeddelelse 9. september 2025:

”Med Danmarks første dyrevelfærdsaftale tog vi et historisk skridt fremad. Nu følger vi op med endnu et markant tiltag, som understreger, at vi mener det alvorligt. Dyr skal behandles ordentligt. Så enkelt er det. Derfor glæder det mig, at vi nu kan bygge videre på de strafskærpelser, vi præsenterede kort før sommer, og får nogle stærkere redskaber til at sætte ind over for dem, der overtræder reglerne.”

Seriemishandler med 11 domme bag sig

Det er svineproducenten Martin Lund Madsen i Vejen, der atter er dømt for at mishandle sine dyr, men trods flere tidligere bøder for lignende lovbrud kan han fortsat producere svin. Stod det til Dyrenes Beskyttelse, burde der ske frakendelse af retten til at holde dyr. Martin Lund Madsen er Danmarks største svinekødsproducent med et årligt output på omkring 300.000 svin i forskellige størrelser.

Det er ikke første gang, at Ny Endrupholm og Martin Lund Madsen er i centrum for en sag om dyrevelfærd. I sin aktuelle afgørelse har retten i Esbjerg – ud over forholdenes grovhed – lagt vægt på, at Ny Endrupholm fire gange tidligere er idømt bødestraf for lignende lovbrud. I efteråret 2024 stadfæstede Vestre Landsret Kolding Byrets dom over svinekødsproducenten Martin Lund Madsen fra Ny Endrupholm. Anklagen lød her på, at 13 grise var blevet mishandlet med et slagredskab, og bøden lød på 350.000 kroner. Martin Lund Madsen havde i byretten nægtet sig skyldig og ankede derfor sagen til landsretten. Den eneste ændring blev dog, at landsretten hævede niveauet på bøden, som i byretten var fastsat til 250.000 kroner.

Ny bøde for mishandling af svin til landets største svineproducent

Også to gange i løbet af 2023 blev Ny Endrupholm A/S dømt for overtrædelse af dyreværnsloven, og det medførte bøder på henholdsvis 37.500 kroner og 68.500 kroner. Før disse to domme er Ny Endrupholm A/S tidligere straffet mindst otte gange. Det fremgår af byretsdommen den 1. december 2022:

  • Bødevedtagelse den 25. oktober 2013 af en bøde på 7.500 kr, begået den 9. juli 2013.
  • Bødevedtagelse den 9. november 2015 af en bøde på 7.500 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået i tiden forud for den 25. maj 2015.
  • Bødevedtagelse den 10. november 2015 af en bøde på 25.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået i tiden før 2. juli 2015.
  • Bødevedtagelse den 9. maj 2018 af en bøde på 15.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået i tiden forud for den 18. oktober 2016,
  • Bødevedtagelse den 21. februar 2020 af en bøde på 30.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået i tiden omkring den 30. oktober 2018,
  • Bødevedtagelse den 4. september 2020 af en bøde på 80.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået den 24. maj 2019,
  • Bødevedtagelse den 13. november 2020 af en bøde på 18.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven begået den 14. juli 2020, og
  • Bødevedtagelse den 28. september 2021 af en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af dyreværnsloven, begået den 14. august 2020. Bøden er fastsat som en tillægsstraf til bødevedtagelserne af 4. september og 13. november 2020.

Bannerbillede: Svin med halebid fra Ny Endrupholm. Foto: Fødevarestyrelsen

Visited 1.062 times, 1.063 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Kommentarer

  1. Leanette Svensson

    Spørgsmål til Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne:
    Hvor mange domme for dyremishandling skal der til, før I mener, at loven også skal gælde for de største svineproducenter?
    Dyrevelfærd må ikke være tomme ord i valgkampen.
    Loven skal håndhæves – også når lobbyisterne står tæt på magten.

  2. Leanette Svensson

    VALGÅR 2026: ANSVARET LIGGER HOS REGERINGSPARTIERNE
    11 domme for dyremishandling.
    0 frakendelser.
    0 handling fra Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne.
    Danmarks største svineproducent er dømt mindst 11 gange for overtrædelse af dyrevelfærdsloven – senest for at have tæsket fem svin med slagredskaber u7nder transport.
    Tre af grisene blev påført betydelig smerte, angst og varige mén.
    Alligevel får producenten lov at fortsætte.
    Fakta, som regeringen kender:
    Gentagne domme siden 2013
    2024: 350.000 kr. i bøde for
    Loven er tydelig
    Dyrevelfærdslovens § 60 giver mulighed for at frakende retten til at have dyr ved gentagne grove overtrædelser.
    Alligevel vælger fødevareministeren fra Venstre, støttet af Socialdemokratiet og Moderaterne, ikke at handle og siger, at han “ikke vil gå ind i den konkrete sag”.
    👉 Det er ikke et juridisk problem.
    👉 Det er et politisk valg.

  3. Claus Christiansen

    Tak for at vedblive med at kæmpe for et anstændigt dyreliv i staldene og alle konsekvenserne af et industrilandbrug der er løbet af sporet.

  4. Henrik Kuske Schou

    Der er åbenbart forskel på husdyrejere.

    En hundeejer fra Nordsjælland havde gentagne gange stripset benene sammen på sin hund, så den ikke kunne bevæge sig. Desuden havde hunden i lange perioder været holdt i et alt for lille bur, mens hunden havde tydelige brud på sit kranie, da den blev afleveret på Roskilde Internat i 2020. Der havde hunden længe gået med sine smerter. I 2023 fik manden sin dom.

    Dommen lød: 60 dages ubetinget fængsel og en frakendelse af retten til at eje eller på anden måde beskæftige sig med dyr i tre år.

    Læs om hele sagen her: https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/en-sejr-dyrevelfaerden-dom-afsagt-i-grov-dyrevaernssag?fbclid=IwY2xjawMs1pxleHRuA2FlbQIxMQABHqbViHRKvghfBTWorZ2udLJSgWQ7Xk4DFU3Z_3b0uK6yZlZ4XDm3bZaikS29_aem_etxdnTqe8kaIanEMb3HDZA

    Men, hvis du som svineproducent ikke overholder loven, så mister du ikke retten til at holde husdyr, selvom lovgivningen er klokkeklar. Her er man åbenbart beskyttet af fødevareministeren. Man kan virkelig undre sig over, at der her ikke er skel mellem den lovgivende, den udøvende og dømmende magt

  5. Karen Nielsen

    Tak for det arbejde du gør, med at oplyse os. Vigtigt. Tak.

  6. Jan Stampe Nielsen

    Ro på! Han skal nok blive genvalgt! Tænk på hvem der har stemmeret.

  7. Karen kronborg

    Er det egentlig ikke muligt for dommeren, at frakende retten til at holde dyr eller eje dyr , ud fra dels den aktuelle sag og dels den række af tidligere sager, der foreligger? Dyrlæger må så vidt jeg har kunnet læse, godt gøre opmærksom på muligheden men kan bare ikke udtale sig om dommen i den pågældende sag.

Skriv en kommentar