Historien om et træ

Som en frodig grøn kuppel stod piletræet om sommeren for enden af spagnummarkerne, der støvede, når grovædende maskiner bevægede sig fremad for at suge spagnum til pottemuld. Tornsangeren havde sin rede nær træets fod, og sanglærker svirrede over engene mod øst, hvor heste græssede og kreaturer gumlede og klattede

Af Jan Skriver (tekst og fotos)

I al sin tid havde piletræet haft vokseværk og tronede nu som det højeste af sin slags i miles omkreds. Det var slet ikke værst at have en rolle i livet som Birkesøs førende pil, en sand himmelstræber. Træet var på den grønne gren.

Så indfandt den nye tid sig. Efter 256 år som enge og marker vendte Birkesø tilbage til sit sande jeg som sø.
6. december 2017 begyndte vand at fylde det 130 hektar store fladvandede bassin, der er Birkesø. Fra Tofte Mose og Tofte Sø løb højmosens overskydende regnvand nordpå og genskabte den tabte våde natur i løbet af bare to måneder.

Grøfter og dræn var sat ud af spillet, og der var lavet diger, der holdt på vandet, så det ikke hastede afsted mod hovedkanalen og Kattegat, men blev i den lavning som naturen havde tiltænkt som sø. I begyndelsen af februar 2018 kunne det kuplede piletræ spejle sig i Birkesø. Saftigt og grønt stod det og knejsede i et af søens frodige spejlbilleder.

Tornsangeren og flere jordrugende fugle måtte rykke væk fra de sumpede søbredder og finde nye steder til deres reder, men piletræet blev på sin post, for det havde ikke andet valg.

Mens vandfugle i tusindtal indfandt sig i Birkesø og forvandlede området til en oase af lyde og liv, begyndte piletræet at sygne hen, for året rundt stod der vand i kælderen. Den livgivende ilt kunne ikke længere nå ned til rødderne. Storhedstiden var afløst af et stille forsumpet forfald.

Der gik ikke længe, så indfandt flokke af skarver sig i træet, der snart begyndte at blive tynd i toppen. Fra en frodig fremtoning kom træet til at ligne en skaldet olding.

For at føje spot til skade sked skarverne deres hvide stråler med rester af alt godt fra havet over den skaldede pil, der blev hvid som et nykalket skelet. I højsommeren sad skarver som sorte frugter i træet, og det hændte, at snehvide skestorke og sølvhejrer satte sig i stueetagen ligesom for at bløde op på sortsynet i trækronen. Ud af mosekonens bryghus kom også elgskværdige hjorte forbi på deres lange stylteben, der kunne bunde over det meste af søen.Så landede ørnene og satte kløerne i piletræet, der gav jægerne frit udsyn til muligt bytte. Der var ikke et eneste blad, der kunne stjæle overblikket fra Vildmosens mægtigste rovfugl. Pilen var skudklar og perfekt som udsigtspost og afsæt til jagt.

Men også ørnetræer har deres tid. Visne kviste faldt til jorden, og nøgne grene begyndte at slippe taget i stammen. I dag står piletræet og vakler som en svækling, der tabte søslaget. Der vil komme en dag, hvor stammen vælter, og det var så det.

Piletræet nåede at blive Lille Vildmoses mest fotograferede træ, ja, måske det mest forevigede i det ganske kongerige, enten skarver eller havørne tronede i toppen. Det blev et symbol på, at man skal nyde livet, mens det er her. Det mindede os om, at naturen er dynamisk. Den står aldrig stille. ’Der var engang’ kan man ikke bruge til noget, man skal huske at værdsætte nuet.

Morale: Selv om man ser ud til at have sit på det tørre, kan man godt få kolde fødder/rødder.

Bannerbillede: Skarvtræet i Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver