Der eksisterer en menneskeskabt og komplet uvidenskabelig hitliste for vilde dyrearter, som mange har tilbøjelighed til at anvende. Den baserer sig på projektioner, som psykologer nok ville kalde det.

Øverst på skalaen befinder sig de virkeligt ”søde dyr”, vel kun mulehår fra kategorien kæledyr. Her har vi f.eks. pandaen, den sortbrogede sindige bambusædende teddybamse, med de sørgmodige øjenomgivelser, som man får ubændigt lyst til at give en krammer. Eller den Svendborg-relevante hasselmus med de store, sortplirrende bambiøjne, som ikke gør en kat fortræd og i øvrigt sover syv måneder i træk, sammenrullet i sin lille, lune rede – syvsover som den er, snarere end mus.

Andre skabninger henvises derimod til bunden af skalaen. F.eks. vortesvinet, hyænen, rotten, skorpionen og krokodillen. De er enten skadevoldende, farlige, har udseendet imod sig – eller det hele på en gang. Blandt fuglene forekommer skarven at være med i dette tvivlsomme bundskrap af arter, som man snarere kunne kalde ”kælderdyr”.

Skarven er en stor, sort og langhalset fugl med et langt og kraftigt, kroget næb. Den har nøgne kinder og strube og stærkt vigende fjergrænse på issen. Øjet er isgrønt og reptilagtigt stirrende, og mundvigen fortsætter hen langs kinden og afslører fuglens potentiale for kæmpemundfulde. Rygfjerene antager metalglans om foråret og ligner skællene på en varan. Alt i alt en fugl, der synes at trække linjer direkte tilbage til dens ophav blandt forhistoriske krybdyr. Den berømte svenske naturforsker Carl von Linné, der i 1700-tallet navngav planter og dyr, summerede tidstypisk op på skarven med navnet Phalocrocorax carbo. Det betyder: ”Den kulsorte, skaldede ravn”.

Hertil kommer så fuglens kostvalg. Den dykker behændigt i både salt- og ferskvand, med solide svømmefødder og vingerne som hjælpemotor, på jagt udelukkende efter diverse fisk. Det har så aldrig gjort den populær i fiskerierhvervet, især ikke hos bundgarnsfiskerne. Ellers har de indre danske farvande været skarvens naturlige og retmæssige hjem og omgivelser, siden fuglens indvandring for 7.000 år siden. Men af mennesket betragtet som skadedyr har den altid været forfulgt og i perioder helt udryddet. Siden fredningen i 1980 gik det frem – og siden igen noget tilbage. I disse år ligger den danske bestand på ca. 25.000 par.

Ian Heilman

I det sydfynske øhav er der mange skarver. For kystfiskerne er det forståeligt nok rimeligt provokerende at se skarver på bundgarnspælene, tørre vinger og kigge sultent ned i vandet. Men skarverne har de senere år fået en anden fjende, nemlig havørnen. Den mægtige rovfugl med kæmpevingerne er skarvernes sande skræk. Havørnen er naturens egen skarve-regulator – og bestemt at foretrække frem for krudt og hagl. Og strengt taget er skarven hverken mindre eller mere ”sød” end f.eks. rødhalsen.

Fotos: Leif Bisschop-Larsen

Visited 6 times, 3 visit(s) today

Skriv en kommentar