Uden lovgivning vil det næppe komme til at ske, hvis smågrisenes dyrevelfærd skal forbedres. Læs her, hvorfor det er sådan
Det korte liv for en gris byder på mange kritiske perioder. Den sidste transporttur til slagteriet og den endelige aflivning er selvfølgelig et par af de ultimative, men i staldene er der særligt to tidspunkter, som er kritiske: de første dage efter fødslen og så perioden lige efter, at pattegrisen er flyttet fra soen ved 3-4 ugers alderen, hvor 3 uger er langt den hyppigste alder. Under naturlige forhold vil soen fravænne grisene ved ca. 9 uger, så det siger sig selv, at grisens fysiologi slet ikke er klar på dette tidspunkt. I den økologiske produktion fravænnes grisene ved 7-10 ugers alderen.
For at øge tilvæksten og reducere dødeligheden tilsætter man kobber og zink i ufysiologisk høje doser til foderet som vækstfremmere lige efter fravænning til alle grise i Danmark, og i den konventionelle produktion er der desuden et meget stort forbrug af antibiotika som skjulte vækstfremmere til grisene i denne periode. Alt sammen for at øge tilvæksten, reducere dødeligheden hos de små grise og øge indtjeningen.
I 2024 var forbruget af antibiotika til danske grise på 73395 kg (Danmap). Grisenes andel af det totale forbrug til husdyr er på 84%, og særligt smågrise efter fravænning er kritiske. Denne aldersgruppe er i 2024 ansvarlig for 49% af det totale forbrug til husdyr, og forbruget stiger. I den økologiske produktion er forbruget langt lavere svarende til 6,7% af det konventionelle forbrug.
En måde at reducere forbruget kunne altså være at lade pattegrisene die i en længere periode hos soen. Hvorfor så ikke bare gøre det?
Tager man pattegrisene fra soen ved 5 uger, så vil grisenes vægt ligge på ca. 9 kg. I dag er der stor usikkerhed om disse tal, fordi den intensive avl med meget store kuld har bevirket, at pattegrisene ofte fødes med en vægt, som ligger langt under den normale vægt på 1,5 kg. Det betyder så også, at pattegrisene tage fra soen med en lavere vægt end de 7 kg, som man har tilstræbt tidligere. Det vil ikke være helt ved siden af at antage, at en betydelig senere fravænning vil resultere i en øgning af pattegrisenes vægt ved fravænning på minimum 50%, men det betyder væsentlig mindre plads i boksen hos soen. Stien eller boksen jo er dimensioneret ned til den sidste centimeter til den tidlige fravænning, så der er simpelthen dårligt plads til større smågrise. Det fører til en ond cirkel, hvor pladsmangel stresser grisene og øger risikoen for halebid og sygdomsudbrud og kræver øget forbrug af antibiotika.
Et andet forhold, som er vigtigt, er hensynet til soens velfærd. Enhver, der har haft hundehvalpe, vil kunne genkende den oplevelse, jeg selv har haft ved at opdrætte hundehvalpe. Uge 7 og 8, altså de 2 sidste uger hvor hvalpene stadig går hos tæven, er en voldsom udfordring for hende, fordi de store hvalpe stresser tæven konstant i deres kamp for mere mælk. Det samme vil ske hos soen, men hun står jo bundet, så den eneste måde hun kan få fred på er ved at lægge sig på brystet. I en typisk fareboks har hun ingen andre muligheder for at undslippe de altid sultne pattegrise.
Øger man fravænningsalderen i den konventionelle produktion har det derudover en række andre afledte effekter. Hele produktionen er nøje tilrettelagt så staldene udnyttes maksimalt ofte med princippet: alt ind, alt ud. Søerne er opdelt i hold, som følges ad i deres produktionscyklus. En sektion f.eks. i farestalden tømmes og rengøres på en gang, inden der indsættes et nyt hold søer til at føde. Afkommet følges også ad i hold i de staldsektioner, som er indrettet til grisene efter dieperioden. Forlænger man perioden for pattegrisene og søerne i farestalden, f.eks. gennem lovgivning, så skal hele dette system gentænkes og dimensioneres om, således at antal søer i holdene og arealet til rådighed går op med den ændrede cyklus for søerne.
En fordel vil det være, at alle tal viser, at større grise efter dieperioden vil reducere forbruget af antibiotika og dermed mindske risikoen for udvikling af resistens. Imidlertid æder større grise mere foder, så derfor vil større grise også øge foderforbruget, og dermed udledningen til vores miljø af de giftige tungmetaller kobber og zink, da disse tungmetaller stadig må tilsættes foderet som vækstfremmere i høje doser i bestemte tidsintervaller efter dieperioden.
Konklusioner
- En øgning af dieperioden vil kræve en større omlægning i den konventionelle produktion. Til gengæld vil den have positive dyrevelfærdsvirkninger.
- En længere dieperiode vil give væsentlige pladsproblemer i de traditionelle farestier, hvorimod antibiotikaforbruget vil falde, mens forbruget af kobber og zink vil stige.
- Med de eksisterende rammer og regler for produktionen er det ikke en simpel problemstilling blot at kræve en længere dieperiode for pattegrisene. En omlægning vil utvivlsomt kræve lovgivning og kontrol.
Bannerbillede: Haler er der ikke meget af hos danske småsvin. Foto:
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Ja det bliver dyrt for landbruget at få omlagt staldene. Men nu har de levet af skatteborgernes tilskud og EU tilskud i årtier og zink og kobber skal ikke øges, og det bliver det heller ikke når produktionen nedsættes det det forbrug vi har i Danmark. Slut med at producere til export. Vores grise produktion, vores jord, vores vand, vores hav og vores små landsbyer har krav på det – nu er det naturens tid og slut med svinebaronerne!
“For at øge tilvæksten og reducere dødeligheden tilsætter man kobber og zink i ufysiologisk høje doser til foderet som vækstfremmere lige efter fravænning til alle grise i Danmark,”
Det læser jeg som, at man også tilsætter kobber og zink i høje doser i den økologiske produktion?
Kobber og zink kan anvendes både i den konventionelle og i den økologiske produktion
De store svinefabrikker burde forbydes, og alle svineproducenter tvinges til kun, at opdrætte økologisk, altså den økologiske metode, hvor svinene går i store løsdriftstalde med en udgang som de kan benytte hvis de vil ud. Store folde til de søer der ikke skal fare, men når deres tid kommer, skal de have deres egen fold/boks, stor nok til store pattegrise og soen + hun skal have masser af redemateriale, (det forhindrer også, at hun kan komme til, at ligge en unge ihjel, da redematerialet er blødt, så ungen bare bliver trykket ned i det, og dens sprælleri vil få soen til at rejse sig). Om sommeren skal de have lov til, at gå ude sammen i en stor indhegning når de små er store nok, så de små kan lege med hinanden, og søerne kan få lov til at, yde den yngelpleje de er programeret til fra naturens side. Alle svinetransporter til udenlandske slagterier byrde forbydes. Det skal kun være tilladt, at føre 5-6 grise af gangen over grænsen. det vil også give danske slagterier mere at lave, men der burde være en mindstepris til landmanden, for han skal selvfølgelig have en fair pris, og større efter hvor god dyrevelfærd grisene er vokset op med. Det kan udemærket lade sig gøre, at sælge glade grise med krølle på halen. Der hvor jeg køber mit kød, lever de sådan, og ejeren annoncerer hvornår der bliver slagtet, og man kan så bestille hvad og hvor meget man vil have, og man kan også bestille om man vil have en special udskæring. På afhentningsdagen er der en meget lang kø, og ja, kødet er lidt dyrere, men det er det værd.
For omkring 20 år siden havde alternativt tænkende svinebønder gode erfaringer med at give Aloe Vera til deres smågrise, med både både sundhedsmæssige – og økonomiske fordele (i dag kan vi vel med fordel tilføje miljømæssige fordele)!