Liv fra alle riger og lande

Svampedyr kunne godt fortjene betegnelsen ”levende fossiler” og er ikke de mindst fascinerende spillere i det som evolutionsbiologen Richard Dawkins har kaldt ”The greatest show on Earth”. Evolutionen er grundlaget for al biologisk forskning. Samtidig nærer den forundringen over alt det myldrende liv bl.a. ved at berede os glimt ned i tidens ubegribeligt dybe brønd

En dag først på sommeren kom mine observante øjne pludseligt til at falde på noget usædvanligt langs en lille sti i den hvalsøske hundeskov. Måske var en af de firbenede venner i begejstring over sin løsslupne tilstand kommet til at æde noget giftigt og havde afleveret en gang opkast, intenst gult og med en beskaffenhed både slimet og porøs, men ved berøring sært elastisk og ikke klistret. For det lignede hverken en plante eller en svamp og da slet ikke et eller andet dyr, der jo i de fleste versioner har både hoved og hale.

Så fik fantasien for en stund vinger: havde et intelligent rumvæsen fra en fjern planet aflagt fransk visit og i skuffelse over at møde verdens skæve gang på Jorden og menneskers almindelige dårskab skidt en gang gult for hurtigt herefter at forlade kloden?

Nej – melder det sig for den kølige eftertanke. Det må jo være troldsmør, en art levende organisme hørende til de såkaldte svampedyr, og endda slet ikke sjælden.

Svampedyr, eller myxomyceter, hører hverken til plante-, svampe- eller dyreriget, men til et fjerde af de i alt fem riger, som alle levende organismer oftest rubriceres i. Man kunne med den smørgule klat troldsmør på en trøsket træstub i den kommunale hundeskov altså stifte bekendtskab med protozo-riget, og helt uden at skulle hive mikroskopet op af baglommen. På sin vis også en hilsen fra fjerne regioner – ikke i rum men i tid.

Direkte oversat betyder proto-zo ”første dyr” – livsformer opstået i den dybe fortid, for op mod en 1 mia. år siden. De fleste protozoer er encellede organismer, f.eks. amøber, med en cellekerne som bankboks for det dyrebare DNA, ligesom alt efterfølgende liv har det. Det femte og sidste (snarere første) rige huser encellede organismer uden cellekerne, med frit flydende DNA, alt livs ophav, som f.eks. bakterier. Troldsmør kan siges at være en gigantisk encellet amøbe, indeholdende myriader af cellekerner, men uden adskillende cellevægge. En makro-protozo med højst overraskende egenskaber – og med udviklingsspor som måske minder mere om et floddelta end et stamtræ.

Troldsmør og andre svampedyr har en kompliceret og unik livscyklus som gennemløber en række faser. De har det tilfælles med svampe, at de formerer sig ved hjælp af mikroskopiske sporer. Og i deres mest iøjnefaldende fase som såkaldt plasmodie det tilfælles med dyr, at de indtager forskelligartet organisk føde -fra underlaget, f.eks. svampe, bakterier og andet der kunne friste. Og – faktisk kan de også bevæge sig… – muliggjort af kemisk styrede kontraktioner i plasmodiet. Troldsmørs spektakulære gule plasmodie-fase er som regel kortvarig, den vil snart overgå til en sporeproducerende fase, som går mere i ét med omgivelserne og ligner alt andet end smør.

Men man kan også opleve at ville genbesøge en klat troldsmør efter nogle dage for at konstatere, at troldsmørret er draget mod nye græsgange. Her har laboratorieforsøg afsløret mildest talt eksotiske resultater. Plasmodiet er i stand til at finde den korteste vej gennem en labyrint hen mod en lækkerbisken som f.eks. havregryn. Og deler man plasmodiet i mindre adskilte portioner, finder delene spontant sammen igen, som vidste det, at sammen er man stærkere. Uden hverken hjerne eller nerver formår plasmodiets kemiske sanser at udrette utrolige ting, som var det i besiddelse af en form for intelligens. Men skærer man igennem plasmodiet er det homogent som en klat, ja – smør. Det er en organisme med en kompleksitet på det kemiske, snarere end det morfologiske niveau. Man kan godt tabe kæben lidt.

Det er som bekendt langt fra alle urgamle bygningsplaner for organismer, som evolutionen gennem de mange årmillioner har skrottet til fordel for ”nyere modeller”. Hvis man i en særlig niche med minimalt selektionstryk kan noget som andre ikke kan, har man ikke nogen overhængende udløbsdato. Det skulle da lige være pga. en global masseuddøen – af hvilke der har været fem – som gennemryster og tynder ud på livets arena, for bagefter at efterlade de tilbageværende brikker med ændrede spilleregler. Så finder artsudviklingen nye og ofte rigt forgrenede veje, mens de gamle overlevende modeller i bedste fald tumler videre i evolutionens kaotiske strøm med fattigere muligheder for diversifikation. F.eks. er der på verdensplan kun godt 5.300 arter af de ”ældre” guldsmede, medens der er små 400.000 arter af de ”nyere” biller. Tilsvarende gælder det for med nøgenfrøede og dækfrøede planter.

Således kan en klat troldsmør, en bregne eller en guldsmed siges at bringe mere direkte hilsner fra den dybe fortid end mødet med en markmus. Og en nutidig bakterie trækker en mere direkte linje tilbage til en fælles stamform af bakterie – den som via en anden linje, med talløse forgreninger udviklede sig til bl.a. blomsterplanter.

I nutiden eksisterer der i mere eller især mindre bedste velgående cyanobakterier, alger, svampedyr, østershatte, snegle, padderokker, guldsmede, sommerfugle, nåletræer, varaner, fugle og meget andet i uadskillelig sameksistens med moderne skabninger som blomsterplanter og pattedyr, heriblandt ulve, hunde og mennesker. Tilsammen det biodiversitetens vibrerende og dybt forunderlige væv, som er fundamentet for vores velfærd – fysisk og materielt såvel som mentalt. Tænk blot på bakteriefloraen i vores maver, kornet på markerne og fuglesangen i skovene. Balancerne og netværkstrådene er som bekendt skrøbelige og tynde og er i nyeste tid kommet under voldsomt pres fra en eneste enkelt, men altdominerende og invasiv art – uden at nævne navne. Forskerne kan konstatere, at den sjette masseuddøen har taget sin begyndelse. Ordet helligbrøde trænger sig på.

Læs videre i:

”Svampedyr”, af Bjørli Lehmann. Natur og Museum, nr.1, april 2018

”Fra bakterier til blomsterflor”. Kaj Sand-Jensen og Jens Christian Schou (Gads Forlag 2024)

”The Greatest Show on Earth”. Richard Dawkins (Black Swan 2009)

Bannerbillede: Svampesamlere støder ofte på troldsmør uden at ane, hvad det er. Privatfoto