Ind i stalden med jer, siger Lunde Larsen, uanset om I er økokøer eller ej.

Hvis reglerne i de nye forslag til bekendtgørelser fra miljøstyrelsen gennemføres, vil det gå ud over dyrevelfærden, og dansk landbrug vil samles i store, lukkede staldsystemer, skriver Økologisk Landsforening 2. juni 2017. Det er blevet meget tydeligt, at det ikke giver mening at regulere den intensive husdyrproduktion og økologi med de samme miljøregler, skriver foreningen i sit høringssvar

Miljøstyrelsen har netop haft forslag til ændringer af henholdsvis husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen og husdyrgødningsbekendtgørelsen i høring. Økologisk Landsforening stiller sig i et 12 sider langt høringssvar stærkt kritisk overfor ændringsforslagene og konsekvenserne af dem og afviser, at de kan gælde for den økologiske husdyrproduktion. Foreningen undrer sig over, at bekendtgørelserne er i direkte modstrid med tidligere myndighedsorientering til erhvervet og henviser til anbefalingen fra Det Økologiske Erhvervsteam om miljøregulering, som blev offentliggjort i april i år.

Per Kølster, Økologisk Landsforening.

– Ændringerne har til formål at regulere ammoniakudledning fra intensive, konventionelle landbrug. Men økologien og dyr på græs kommer i klemme i regler, der er målrettet lukkede stalde. Hvis mere landbrug bliver økologisk, vil der være markant færre dyr og dermed langt mindre ammoniakbelastning. Økologien løser i sig selv det, de nye regler sigter efter. Når systemerne er væsentligt forskellige fra hinanden, så skal reglerne nødvendigvis også være det, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Staldregime trækkes ned over ekstensivt dyrehold
Regelændringerne er et led i overgangen til den ny miljøregulering, som følger af Landbrugspakken. Her er der taget udgangspunkt i staldanlæggets størrelse i stedet for som nu i antallet af dyr.

– Det kan give god mening for lukkede intensive husdyrstalde, men hvis man anvender de samme regler på økologien og ekstensive husdyrproduktion i øvrigt, hvor dyrene kommer ud, så får denne produktion aldrig en mulighed for at blive et seriøst alternativ, der kan afløse det landbrug, vi har i dag, siger Per Kølster og fortsætter:

– Ministeriet vil gerne fjerne byrder på landbruget, men med de nye regler er det kun det konventionelle landbrug med lukkede intensive stalde, der har fået fordele. Små husdyrproducenter, der ikke før var omfattet af reglerne, skal nu leve op til de nye afstandskrav til placering af hytter, læskure og mobile stalde, og det er ikke blevet lettere at eksperimentere med nye løsninger, der øger velfærden for dyrene.

Økologisk landbrug bør ikke reguleres efter samme regler som de store husdyrfabrikker. Det siger næsten sig selv.

Strider mod styrelsens eget notat og erhvervsteams anbefalinger
Økologisk Landsforening undrer sig navnlig over, at de foreslåede regelændringer er i modstrid med et notat og en orientering fra miljøstyrelsen til erhvervet i januar og efterlyser, at der laves en konsekvensvurdering for økologien, inden reglerne gøres gældende for økologer. Økologisk Landsforening henviser i sit høringssvar til anbefaling # 15 fra Det Økologiske Erhvervsteam: ”Ved større nye reguleringstiltag bør der laves en konsekvensvurdering for de økologiske producenter. Det bør samtidig vurderes, i hvilket omfang den økologiske produktion i sig selv bidrager til målet med den nye regulering. For eksempel i form af en tilstrækkelig miljøeffekt. Det vil for eksempel kunne være relevant i forbindelse med indførelse af den målrettede regulering.”

Økologisk Landsforening kan ikke se anden løsning, end en ny selvstændig regulering, der gælder for det økologiske landbrug. Økologisk Landsforening har sendt sit høringssvar direkte til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og beder om at drøfte konsekvensen for økologien, dyrene og små producenter.

Comments are closed.