Lundsteen forsvarer kriminel landmand som “korsridder”

Bæredygtigt Landbrugs direktør hylder landmand, der bevidst bryder miljøreglerne. Det skriver Ritzaus Bureau 3. august.

Mens politikerne forbereder sig på efter ferien at drøfte, hvordan man bedst hjælper både en trængt natur og et genstridigt landbrug, har en stor nordjysk agroproducent startet et frontalangreb på de danske miljøregler.

Mette Gjerskov - Fødevareminister, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) finder det krænkende, at BD hylder en kriminel agroproducent. Der forlyder dog ikke noget om, hvorvidt ministeren vil bede politiet håndhæve lovgivningen.

Asger Møller Madsen fra Brovst er tidligere politianmeldt for at pløje de ellers dyrkningsfrie randzoner. Nu bryder han randzoneloven og dyrker også sine marker efter de tyske gødningsregler, som tillader langt mere gødning end i Danmark af hensyn til det pressede danske vandmiljø.

– Jeg er helt klar over, at det er ulovligt. Men politikerne er så længe om at komme ud af starthullerne, så det kan vi ikke vente på. Så må vi tage slåskampen i retten, siger Asger Møller Madsen.

Den kriminelle landmand følger de tyske gødningsregler, som han hævder tillader anvendelse af  37 procent mere gødning end i Danmark. Den påstand har han hentet hos den oppositionelle protestbevægelse Bæredygtigt landbrug.

– Ifølge beregninger fra Bæredygtigt Landbrug koster det mig på mine 350 hektar med hvede en million kroner årligt. Så selv om der skulle falde bøder af, har jeg for længst tjent de penge hjem på en bedre høst, siger han. Tilsyneladende er han ikke klar over, at han risikerer at miste hele sin EU-støtte, når han ikke følger lovgivningen.

Direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, kalder i en mail til bladet Effektivt Landbrug Asger Møller Madsen for en “korsridder” og et forbillede for alle danske landmænd. Der oplyses dog intet om, hvorvidt direktøren står alene med sin udtalelse, eller om  BD også bakker den kriminelle agroproducent op med økonomisk og juridisk bistand.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er oprørt.

– Det er dybt krænkende for alle lovlydige landmænd, når enkelte lader hånt om loven og begår selvtægt. Og det bliver værre endnu, når en landbrugsorganisation opildner andre til at bryde loven, siger hun.

Hun minder om, at de skrappere danske regler skyldes, at Danmark har et langt mere intensivt landbrug og langt flere vandløb og langt længere kystlinje end tyskerne. Hvorvidt den kriminelle agroproducent spiller højt spil med sin årlige EU-støtte på omkring 770.000 kr., oplyses der ikke om, men sandsynligheden taler for det. Når man indsender den årlige ansøgning om EU-støtte, erklærer man at ville overholde den gældende landbrugslovgivning.

Soren_Gade

Seniorlobbyist Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer forsikrer, at man ikke bakker op om kriminelle agroproducenter.

Bæredygtigt landbrug står helt isoleret med sin opbakning til agroproducenter, der bryder lovgivningen. Meldingen fra den store landbrugsorganisation Landbrug & Fødevarer er klar:

– Vi vil aldrig nogensinde opfordre vores medlemmer til at bryde landets love. Så mister vi enhver form for troværdighed og indflydelse. Hvilken politiker vil tale med nogen, som opfordrer til lovbrud, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade.

 

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.