Næsten tre gange så mange danskere blev smittet med MRSA CC398 fra svin sidste år i forhold til 2012 – fra 233 personer til 648. Det viser, at Sundhedsstyrelsens tiltag ikke virker, siger politikere, som vil have indsats i gang i staldene også. Det skriver Ingeniøren.dk 19. maj 2014.

I sidste uge kom det frem, at tre danskere er døde af blodforgiftninger forårsaget af bakterien MRSA CC398 – fordi smitten ikke kunne behandles, da bakterien er resistent over for antibiotika. Mandag blev et fjerde dødsfald anmeldt.

svine-mrsa-graf-01
Denne graf afslører den eksplosive stigning. Den findes uden yderligere kommentarer på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Nu viser en opgørelse fra Statens Serum Institut, at antallet af danskere, som enten er inficerede med bakterien eller bærer smitten, er noget nær tredoblet fra 2012 til 2013: Fra 232 personer til 648 personer.

Den opsigtsvækkende opgørelse er i al stilhed lagt ud på en af instituttets mange hjemmesider for nogen tid siden.

»Den eksplosive stigning bekræfter jo desværre, hvad jeg frygtede, ville ske – spredningen af smitten er helt ude af kontrol, og nu må det være nok med, at myndighederne bliver ved at bagatellisere problemet,« siger Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen.

OmbudsmandRobertSkov
Overlæge Robert Leo Skov, SSI, har ansvaret for at offentliggøre de alarmerende smittetal.

Han henviser til, at Sundhedsstyrelsens udmelding efter nyheden om de tre dødsfald var, at det ikke gav anledning til at ændre indsatsen, og at Fødevarestyrelsen forsikrede, at de allerede har taget hånd om problemet ved at indføre strengere regler for flokmedicinering i landbruget – en praksis, som bidrager til resistensudviklingen.

Landets førende resistensforskere har dog længe påpeget, at det ikke er nok at fokusere indsatsen på at forhindre spredningen fra stalden og ud til samfundet ved at rådgive landmænd om hygiejneforhold. De efterlyser også handling inde i staldene, som er kilden til smitten.

Comments are closed.