Sagen, der blev døbt Gyllegate, er et af de værste eksempler på, hvordan forskerne bliver trynet. Den handlede om, at fødevareminister Eva Kjer Hansen og hendes embedsmænd havde fremlagt et mere miljøvenligt kvælstofregnskab for landbrugspakken over for Folketinget, end det reelt var tilfældet, så landmændene kunne få lov til at gøde mere. Det kunne kun lade sig gøre, fordi forskerne fra AU, der stod for beregningerne, ikke måtte udtale sig, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport i februar 2016, altså efter at lovforslaget skulle behandles i Folketinget. Forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul.

Universiteterne burde være garant for at levere fri og uafhængig viden til de offentlige myndigheder, men sådan er det langtfra i virkelighedens verden. Og det er ikke kun hos landbrugsforskerne på Aarhus Universitet, at der er problemer

I virkelighedens verden oplever mange forskere at blive presset af embedsmænd og politikere til at ændre, udskyde eller skjule deres resultater, hvis de ikke passer ind i myndighedernes kram. Det viser en rundspørge foretaget af DM blandt cirka 5.000 medlemmer, der forsker på universiteterne.

Det skriver Claus Baggersgaard hos forskerforum.dk den 18. juni 2020. Nedenfor bringer vi et uddrag af artiklen.

Oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet er et illustrativt eksempel på, hvor langt man kan presse forskere, men det er ikke enestående.

15 procent af forskerne, der deltager i myndighedsbetjening, altså udarbejder analyser og rapporter for ministerier og styrelser, svarer, at de har følt sig presset til at ændre deres forskningsresultater, 10 procent at de er blevet presset til at udskyde offentliggørelsen, og 7 procent at de er blevet presset til helt at undlade at offentliggøre resultaterne.

24 procent af forskerne, der arbejder med myndighedsbetjening, er blevet udsat for mindst en af de tre typer for pres, mens det “kun” er 9 procent af de øvrige forskere.

Én ting er at blive forsøgt presset, og noget andet er at give efter for presset. Her viser DM-rundspørgen, at myndighederne ofte har held med at intimidere forskerne til at rette ind. 20 procent svarer således, at presset fik dem til at ændre på resultaterne, 76 procent at de udskød offentliggørelsen, og 49 procent har helt undladt at offentliggøre deres resultater.

Ekstremt alvorligt

Mikkel Willum Johansen er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, hvor han specielt beskæftiger sig med emner om redelighed og god videnskabelig praksis.

Lektor Mikkel Willum Johansen, KU

Han siger, at hvis en forsker lader sig presse til at ændre sine resultater, kan det dække over handlinger, som kan karakteriseres som værende videnskabeligt uredelige.

“Det kan man ikke bare sidde overhørigt. Der er brug for at få afdækket, hvad der ligger til grund for det her. Det er ekstremt alvorligt, at så mange svarer, at de har gjort noget, der potentielt kan være uredeligt, men det overrasker mig desværre ikke. Det er noget, jeg hører på rygtebasis på gangene, at det sker, at sponsor er inde over og får lov til at ændre på konklusioner og sprogbrug”, siger han.

Mikkel Willum Johansen tilføjer, at alt tyder på, at der har udviklet sig en dårlig kultur blandt embedsmændene, der har en meget ringe respekt for forskningsfriheden.

Han nævner som eksempel, at et ministerium havde lavet en konstruktion, hvor det var embedsmændene, der definerede metodevalg og mål med undersøgelserne, som ministeriet sendte i udbud.

“Det illustrerer det mindset, der findes i ministerierne. De ønsker ikke en åben afdækning af en problemstilling, men vil have en meget stor grad af kontrol med, hvad der skal undersøges og hvordan. Der er en udbredt forestilling om, at de har ret til at blande sig, men problemet er, at kvaliteten af forskningen bliver rigtig dårlig”, siger Mikkel Willum Johansen.

Fiflede med beregninger

Det var Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, der afslørede, at der i årevis fandt et udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted i flere ministerier. Forskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, måtte skriver under på, at de ikke måtte udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt.

Heine Andersen havde uden held kritiseret klausulerne siden 2013, men først i forbindelse med landbrugspakken i 2016 kom der fokus på problemet.

Sagen, der blev døbt Gyllegate, handlede om, at regeringen og dens embedsmænd havde fremlagt et mere miljøvenligt kvælstofregnskab for landbrugspakken over for Folketinget, end det reelt var tilfældet, så landmændene kunne få lov til at gøde mere. Det kunne kun lade sig gøre, fordi forskerne fra AU, der stod for beregningerne, ikke måtte udtale sig, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport i februar 2016, altså efter at lovforslaget skulle behandles i Folketinget. Forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul. Først efter at Berlingske havde afdækket sagen, blev de syv AU-forskere indkaldt til høring i Folketinget, hvor ingen af dem kunne bakke op om den måde, regeringen havde fremstillet deres beregninger på. Sagen førte til, at Eva Kjer Hansen (V) måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister.

Venstre-ministeren Eva Kjer Hansen lod sig styre af landbruget – det kostede hende ministertaburetten.

Heine Andersen har afdækket, at tavshedsklausulerne er blevet brugt i mindst ti år af mindst seks ud af landets otte universiteter og i adskillige ministerier og styrelser. Først i 2017 efter et års juridisk tovtrækkeri blev standardkontrakterne ændret.

Heine Andersen tilføjer, at det ikke kun er et spørgsmål om lovparagraffer, det handler også om at sikre, at der er et godt værdigrundlag for forvaltningen af loven. Han mener, at der mangler respekt for forskningsfriheden hos myndighederne, universiteterne og forskerne.

“Embedsmændene i ministerierne opfatter universiteterne som en del af statsforvaltningen, som de derfor har myndighed over. De ser deres rolle som at varetage ministerens interesser, og en del af magtspillet i den politiske proces består set fra embedsmændenes synsvinkel i at kontrollere, hvornår information kommer ud”, siger Heine Andersen.

Også Rasmus Willig, leder af Center for Offentlige og Private Ansattes Ytringsfrihed på RUC, har tidligere i Forskerforum argumenteret for, at universiteterne burde gennemføre en årlig forskningsfrihedsundersøgelse.

Rasmus Willig, RUC

“Vi kender reelt ikke hele omfanget af censuren på de danske universiteter. Vi kan kun se, at præmisserne er til stede, og at der er opstået en begrundet bekymring. En måde at komme problemstillingen til livs på er, at danske universiteter gennemfører en årlig forskningsfrihedsundersøgelse. Det er nemt og ligetil, og det er svært at finde undskyldninger for ikke at gøre det, for vi har at gøre med universiteternes kerneydelse. Og kommer den i fare, eller sættes der blot spørgsmålstegn ved den, har sektoren alvorlige problemer”, sagde Rasmus Willig.

Ekstremt tryk på topforsker

Topforskeren Carsten Rahbek, der er leder af Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, er en anden fremtrædende kritiker af rammerne for myndighedsbetjening.

Han har fremført sine synspunkter i et interview med Universitetsavisen og siger til Forskerforum, at han står ved sine udtalelser, præcis som de står beskrevet, og som frit kan citeres, men at han ikke ønsker at uddybe dem.

Hans pointe er, at forskning i forbindelse med myndighedsbetjening ofte er af lav kvalitet, da rapporterne ikke bliver bedømt af fagfæller, og fordi rammerne i form af tiden og betaling for opgaven er for dårlig. Derfor takker de i otte ud af ti tilfælde nej til opgaverne på hans center, men andre institutter er kontraktligt forpligtet til at svare på myndighedernes spørgsmål eller har ikke råd til at sige nej. Særligt miljøer med få studerende, som ikke kan konkurrere om frie forskningsmidler, er enormt afhængige af penge fra deres myndighedsbetjening, mener Carsten Rahbek.

“Det er tit der, vi ser de her mærkelige rapporter. De bliver fristet til at svare på hvad som helst, fordi de har brug for pengene, og så ser vi rapporter blive skrevet af folk, der faktisk ikke arbejder med det, de skriver rapport om”, siger han til Universitetsavisen.

Han fortæller også, at han selv har oplevet at blive presset af embedsværket.

“Jeg har løst opgaver for fire forskellige ministerier, og det er enormt forskelligt fra ministerium til ministerium, hvor stort et pres der bliver lagt fra embedsværket. Jeg har måttet sidde til møder og sige, at jeg nægter at gøre det på en bestemt måde, og insistere på, at der er noget, der hedder armslængdeprincippet. Jeg leverer det bedst mulige svar inden for rammerne, men jeg vil ikke lade embedsmæssige overvejelser påvirke fagligheden i mine udredninger, og det er bestemt noget, jeg har oplevet i ekstrem grad at blive sat under tryk med”, siger Carsten Rahbek til bladet.

Han mener, at den øverste ledelse på universiteterne bør indføre nogle meget klare principper for, hvordan myndighedsbetjeningen skal foregå.

Læs hele artiklen med den tilhørende dokumentation for resultaterne af rundspørgen.

One Comment

  1. Holger Øster Mortensen

    Ceterum censeo Carthaginem et Axelborg esse delendam. Den 4. Puniske Krig er i gang…

Skriv en kommentar