“Produktionsdanmark” holdes økonomisk oppe af hovedstadens kommuner

I dag er det især jyske politikere som Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der flittigt bruger begrebet for at skabe en falsk diskurs om, hvor “pengene tjenes” i Danmark.

Borgerne i 17 østdanske kommuner bidrager til at holde resten af landets kommuner oven vande – også dem med masser af landbrug

Socialdemokratiet har i folketingsvalgkampen i 2026 fremsat et forslag om at indføre en formueskat. Hovedparten af provenuet fra formueskatte vil Socialdemokratiet bruge på to forslag, der vil påvirke den samlede økonomiske omfordeling mellem kommunerne – hhv. fritagelse af ejendomsværdiskat for boliger under 1 mio. kr. og tilførsel af ressourcer til folkeskolen. Tænketanken Cepos har analyseret, hvordan Socialdemokratiets forslag vil påvirke økonomien i den kommunale omfordeling. Eller sagt mere tydeligt – hvilke kommuner vil få større tilskud, og hvilke kommuner skal betale gildet.

De væsentligste resultater af analysen er følgende:

• Der sker allerede en meget stor økonomisk omfordeling mellem kommunerne. De enkelte kommuners nettobidrag og nettomodtagelse af ressourcer fremgår af nedenstående figur, som afliver myten om et økonomisk stærkt ”produktionsdanmark” uden for hovedstadsområdet.
• Det er kun 19 kommuner, der har et positivt nettobidrag til den kommunale omfordeling, heraf ligger de 17 kommuner i hovedstadsområdet. Nettobidraget fra disse rige kommuner er vokset betydeligt i perioden fra 2011 til 2024. De to øvrige nettobidragere er Skanderborg og Vejen kommuner.
• De fem kommuner, hvor borgerne bidrager mest til den kommunale omfordeling, er Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Allerød.
• De fem kommuner, der modtager mest fra den kommunale omfordeling – når man ser bort fra de fire mindste ø-kommuner – er Langeland, Lolland, Bornholm, Guldborgsund og Morsø. Selv de mest landbrugstunge kommuner som Tønder, Ringkøbing-Skjern, Ærø, Samsø og Vesthimmerlands kommune nyder godt af borgernes skattebetalinger i hovedstadsområdet.
• Indtægterne fra Socialdemokratiets formueskat vil komme fra borgere i hovedstadskommunerne, særligt i kommunerne nord for København, som allerede bidrager relativt meget til den kommunale omfordeling. Omvendt vil merudgifterne i forbindelse med folkeskoleudspillet og fritagelsen for ejendomsværdiskat blive fordelt bredere på tværs af landet. Den samlede nettovirkning er derfor, at borgerne skal betale mere i en række velstående hovedstadskommuner, mens borgerne i de fleste øvrige kommuner enten slipper billigere eller forbliver omtrent uændret, hvad angår nettobidraget.

”Analysen viser, at det er et relativt begrænset antal kommuner, hvor borgerne direkte bidrager til finansieringen af velfærdsstaten. Nettobidraget fra disse kommuner er imidlertid vokset betydeligt i perioden fra 2011 til 2024”

Cepos har opgjort alle de typer af offentlige pengestrømme over kommunegrænser, som udtrykkeligt kan henføres til borgerne i de enkelte kommuner, og som har indflydelse på disse borgeres aktuelle velstand og velfærd. Det gælder borgernes

skatter til staten og de overførselsydelser til borgerne, som staten finansierer. Ligeledes gælder det statens tilskud til kommunerne og den omfordeling, som staten gennemfører gennem den kommunale udligningsordning. Opgørelsen medtager ikke andre typer af pengestrømme fra borgerne til staten. Særligt skal bemærkes, at momsbetaling er en betydelig indtægtskilde for staten, men statens momsindtægter er vanskelige at henføre til bestemte personer og disses kommunetilhørsforhold. PAL-skat er ligeledes en betydende skat, som ikke er medtaget, da den ikke umiddelbart indvirker på borgernes disponible indkomster. PAL-skat (pensionsafkastskat) er en årlig skat på 15,3% af gevinsten på de fleste danske pensionsopsparinger.

Omfordeling mellem landets kommuner foregår såvel direkte mellem kommunerne som via indirekte omfordeling på personniveau:

• Direkte omfordeling mellem kommunerne foregår gennem det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Sigtet med denne omfordeling er at muliggøre, at kommuner med forskelligt beskatningsgrundlag og med forskellige udgiftsbehov i hovedsagen har de samme økonomiske muligheder for at tilbyde velfærdsservice til deres borgere, givet at de holder samme lokale skattetryk.
• Indirekte omfordeling mellem kommunerne foregår gennem statslig opkrævning af skatter og afgifter m.v. blandt kommunens indbyggere, og ved statens overførsel af overførselsydelser til kommunens borgere. De forskellige kanaler for regional omfordeling er delvist sammenhængende. Omfordelingen på personniveau har således afgørende betydning for den direkte omfordeling mellem kommunerne, fordi omfordelingen på personniveau er med til at fastlægge kommunernes beskatningsgrundlag og derved deres evne til selv at opkræve kommunale skatter til dækning af udgiftsbehovet.

Analysen viser, at det er et relativt begrænset antal kommuner, hvor borgerne direkte bidrager til finansieringen af velfærdsstaten. Nettobidraget fra disse kommuner er imidlertid vokset betydeligt i perioden fra 2011 til 2024.

Cepos peger på, at det umiddelbart vil være forbundet med betydelige velfærdsmæssige omkostninger at skærpe den regionale økonomiske omfordeling yderligere, uanset om skærpelsen sker gennem skatter, udligning eller indkomstoverførsler til personer. Det kommunale tilskuds- og udligningssystem er i høj grad baseret på objektive udgiftsbehovskriterier og på et princip om kommunalt selvstyre, hvor udgiftsprioriteringer foregår i kommunerne. Et sådant system tåler ikke endnu større forvridninger uden at det trækker incitamenter til ineffektivitet og centralisme med sig. Skatteopkrævningen til staten kan få skærpet progressionen, men det rammer arbejdsudbuddet. Det samme er tilfældet, hvis overførselsindkomsterne udmåles mere rigeligt.

Læs hele analysen her.

Redaktionen tilføjer for egen regning:

Begrebet “Produktionsdanmark” er ikke opfundet af én enkelt person, men er snarere vokset frem i den politiske og erhvervsmæssige debat som en modreaktion til begreber som “Udkantsdanmark” eller ”Den rådne banan”.

Organisationer som Landbrug & Fødevarer har aktivt brugt begrebet for at gøre op med brugen af “Udkantsdanmark” og i stedet fremhæve værdien af produktionsvirksomheder uden for de største byer. Den daværende administrerende direktør Karen Hækkerup lancerede ordet Produktionsdanmark den 24. februar 2016 hos Altinget.dk, hvor hun talte varmt om landbrugskommunerne, fordi ”det er jo her, hvor vi producerer en stor del af de varer, der får eksportkronerne til at strømme til landet. Det er Produktionsdanmark. Ikke Udkantsdanmark.”

Hækkerups indlæg blev skrevet en uge før vedtagelsen af den omdiskuterede landbrugshjælpepakke, der kostede fødevareministeren taburetten, men som blev årsag til fedtemøgets ødelæggelse af livet i havet omkring Danmark.

I dag er det især jyske politikere som Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der flittigt bruger begrebet for at skabe en falsk diskurs om, hvor “pengene tjenes” i Danmark. Uanset de faktiske forhold er det er et begreb, der er blevet populært gennem visse politikeres og interesseorganisationers arbejde for at sætte fokus på industri og landbrug uden for hovedstadsområdet.

Bannerfoto: Uden landbrugsstøtten ville “produktionsdanmark” være ilde stedt. Foto: Niels Andersen