Star – og det der ligner

Botanikken er fuld af sære ord og betegnelser, ofte stimulerende for fantasien og oftest med rødder langt tilbage i tiden og de etnobotaniske tåger. Som f.eks. star og den ikke mindre sære flertalsform starer. Det dækker over en artsrig slægt inden for halvgræssernes familie

Græsser kender alle, halvgræsser de færreste. Græsser har hule og i tværsnit runde stængler (strå), med ”knæ”, hvad der gør dem bøjelige, (bambus undtaget). Halvgræsser, inklusive de omkring 60 arter af star i Danmark, har massive og oftest i tværsnit trekantede stængler uden knæ, hvad der gør dem mere strunke. Det er muligt, at ordet har oprindelse i det tyske starr, som betyder stiv.

Starer og græsser kan ellers ligne hinanden ved første øjekast, med deres lange, ligestrengede blade og græsagtigt ”farveløse” blomsterstande. De bittesmå blomster har ikke farvede blosterblade eller nektar til at lokke insekter med, hvad de heller ikke har brug for, da deres pollen flyver med vinden og kun med diffus adresse lander på et passende støvfang. Men i modsætning til græsser har starer énkønnede blomster, dvs. der er særskilte han- og hunblomster. Sidstnævnte er omsluttet af et såkaldt frugthylster, som en lille buttet krukke, oftest med en næbformet tud for oven, hvor støvfanget stikker ud – de fylder således betydeligt mere end de ”nøgne” hanblomster.

Starens blomsterstand (på nær de få såkaldt tvebo arter) består af både han- og hunblomster, arrangeret i oftest flere aks, som hos nogle arter er kønsopdelt, hos andre blandet. I første tilfælde giver det vidt forskellige aks – han-aks gerne af lighed som små slanke cigarer øverst i blomsterstanden og herunder et antal hun-aks i et væld af forskellige former, som f.eks. cylindriske kolber og kugler af frugthylstre med udadrettede næb, som piggede søpølser og Christiansfeld-stjerner, eller af form som nubrede gifler, æg, køller, harepoter mm. – hos nogle arter på trådtynde stilke, hos andre ustilkede. Arter i denne såkaldte forskellig-aks gruppe har en skulpturel kvalitet, som er iøjnefaldende, selv på nogen afstand. I det andet tilfælde er aksene tilsyneladende ens, og altid ustilkede, med han- og hunblomster i skønsom blanding og med tykkelse bestemt af hunblomsternes frugthylstre, mellem hvilke de små hanblomster putter sig mere eller mindre. Disse arter tilhører ens-aks gruppen. Endelig er der enkelt-aks gruppen, med nogle få arter starer med følgeligt små og upåfaldende blomsterstande.

Alt i alt udviser starenes blomsterstande en enorm variationsrigdom af former og geometrier, ligesom også græsser gør det – men på en helt anden måde!  Når man dertil føjer forskelle i nuancer og mønstre, størrelse, bladenes farve og bredde og forskelle i vækstformen (i tuer eller spredt) og forskelle i præferencer til voksested, vil fuldbefarne hel- og halvgræsentusiaster kunne kende de fleste arter allerede ved første flygtige blik, uden at skulle behøve lup, krævende nøgler og dissekering. Det svarer lidt til den kompetence, garvede feltornitologer opnår gennem mindst 10.000 timers årvågent ophold i felten – at kende alle fugle spontant på det samlede førstehåndsindtryk, det såkaldte jizz.

Blandt botanikkens sære betegnelser hører også ordet halvgræsser. Man funderer uvilkårligt – er halvgræsser mon kun halvt så store som græsser, eller har de måske kun halvt så mange støvblade – eller er det fordi halvgræsfamiliens myldrende store og dominerende slægt af starer har énkønnede blomster, mod græssernes tvekønnede? Nyere botanikbøger og floraer kommer ikke rigtig til undsætning, men et sandsynligt svar toner frem, hvis man slår man op i E. Rostrups i øvrigt knastørre ”Vejledning i den danske flora” fra 1860: ”Halvgræsfamilien staar, så vel i Antal som Vigtighed, langt tilbage for foregaaende Familie (græsser), med hvilken den i øvrigt har megen Lighed”… ”de afgive i Regelen et daarligt Foder for Kreaturer.” Aha! – halvgræsser er højst halvt så nyttige og vigtige som dyrefoder i forhold til græsser, hvad allerede stenalderbonden sikkert hurtigt erfarede sig, når han satte sine kvæg ud på de rydninger og overdrev, han med møje og slid havde fravristet urskoven. Det er halvgræssernes høje kiselindhold, der forringer næringsindholdet, gør stænglerne stive og får dyrene til at gå udenom. Til at brødføde mennesker ville selv navnet kvartgræsser i forhold til græsserne hvede, havre, rug, majs, hirse, ris mm. være en vild overdrivelse.

Det er dette oprindelige livsvigtige perspektiv, der sammen med den traditionelle plantemedicin, indtil for kun få generationer siden placerede faget botanik relativt centralt i læringen, lige fra folkeskolen, videre på seminarierne og til universiteternes naturhistorie- og lægestudier. Det gav også anledning til kostbare håndillustrerede botaniske værker som ”Flora Danica” og etableringen af botaniske haver i alverdens store byer. Situationen er en anden i dag, hvor de færreste tænker på fødevaresystemernes indretning, og hvor medicinalindustrien hviler på syntetisk grundlag. Et dybere kendskab til de vilde plantearter og deres navne er blevet et domæne mestendels for professionelle fagbiologer og en lille kreds af begejstrede nørder.

Men det kan være på vej til at vende. Ikke alene vokser interessen for at sanke og samle i naturen til køkkenbrug – stadigt flere er tiltrukket af at lære at kende og genkende arterne, udover planter især også fugle, insekter og svampe. Og der er samlet set nok at gå i gang med, især for de rosværdige purister, der forsager tidens smarte apps til artsbestemmelse, hvis brug i øvrigt kan medvirke til at få datacentrene til at koge over af strømforbrug. Trangen og tilfredsstillelsen ved at oparbejde et sådant beredskab i det neuronbløde datacenter i eget hoved trækker sandsynligvis genetiske linjer tilbage til vores fjerne forfædre af jæger- og samlere. Deres overlevelse var til stadighed en balance på en knivsæg, kritisk afhængig af et udbredt og jizz-agtigt kendskab til arterne og deres forekomst og færden i naturen. Det er kompetencer, der stadig er i aktiv anvendelse hos oprindelige stammebefolkninger i de tilbageværende regnskovsområder.

1700-tals salmedigteren H. A. Brorson kunne sikkert langt fra de tre svære græs- halvgræs- og sivfamilier på fingrene, men var på sine ture i engene ved Ribe lige godt betaget, som udtrykt her i hans måske kendteste salme:

Det mindste græs jeg undrer på

i skove og i dale,

hvor skulle jeg den visdom få

om det kun ret at tale?

Med stor kyndighed, grænsende til visdom er en af vores fremmeste botanikere og allround natureksperter Jens Christian Schou ikke veget tilbage og har talt og især skrevet om disse udfordrende plantegrupper med de usynlige blomster. Ved allerede et flygtigt gennemsyn i hans bøger om Danmarks græsser og halvgræsser forekommer det, at alt om emnerne her er blevet endevendt. Med blot en kvart til en halv tilegnelse af denne fos af fakta, tegninger, fotos, beskrivelser og sindrige bestemmelsesnøgler kan man velrustet og trygt selv fortabe sig i hel- og halvgræssernes vrimlende univers – og fortsat undres.

Litteratur

Jens Christian Schou: ”Danmarks halvgræsser”, 3. udgave. BFN´s forlag (2018)

Jens Christian Schou, Peter Wind, Simon Lægaard: “Danmarks græsser”, 2. Udgave. BFN´s forlag (2014) samt “Danmarks siv og frytler” BFN´s forlag (2010)

Bannerbillede: De fleste star-arter er ikke just højtråbende i landskabet. På dette gamle og tørre overdrevsområde vokser Alm. star, Hirse-star, Håret star, Pille-star, Hare-star og Pigget star, men man skal gerne have næsen ned i jorden og øjne på stilke for at opdage dem. Forhøjningerne er dels store sten, som ligger trygt og godt, siden de blev efterladt af den smeltende is for 12.000 år siden, dels tuer frembragt af flittige samfund af gul engmyre.  Her har der aldrig været en plov forbi, endsige gødningsspreder eller sprøjtebom. Det ses på floraen, karakteristisk for såkaldt surt græsland. Foruden starer vokser af græsser bl.a. Bølget bunke og Tandbælg, dertil Hedelyng, Lyng-snerre, Håret høgeurt og meget mere. De to sidstnævnte arter ses på billedet som henholdsvis de små hvide blomster og de gule kurve med grågrønne bladrosetter. Myretuerne danner mikrohabitater, med den tørketolerante Håret høgeurt på solsiden og Lyng-snerren på skyggesiden. Kulebjerg overdrev i Vestsjælland.