Af Trine Rønn, byrådskandidat, SF Lemvig, Nørre Nissum.
En forårsmorgen, hvor jeg var blevet vækket lige vel tidligt af min friske 4-årige, sad vi ved køkkenbordet og spiste morgenmad. Og lige dér, midt i havrefrasen og den halvlunkne kaffe, kom en lysegrå ulv til syne ude i vores to hektar vilde ’forhave’ ned mod Nissum Bredning. Den 4-årige var fuld af benovelse over det store dyr ude i morgendisen. Hos moren var det noget anderledes fat. Min første mavefornemmelse var formet af den slags urfrygt, som nedarves i generationer. For hvem er ikke bare lidt bange for den store stygge ulv?
Min gode ven, som har haft ulvebesøg lidt uden for Ulfborg, er ikke bange. Nej, han er sådan en bundfornuftig vestjyde med styr på fakta. For han ved, at flåter er langt farligere end ulve. Han ved også, at den er hjemmehørende og et såkaldt nøgledyr i naturen, fordi den bl.a. regulerer råvildtbestanden i en sundere retning. Og ikke mindst så ved min gode ven, at ulven udgør en forsvindende lille risiko for mennesker.
Alt sammen ved jeg sådan set også, men jeg føler bare noget andet i maven først.
Når jeg gyser ved tanken om ulven på matriklen, trækker ham den sindige fra Ulfborg i stedet på smilebåndet og forsøger at bekæmpe min frygt med fakta. ”Trine, ved du egentlig, at forurening fra brændeovne er skyld i 500 dødsfald om året i Danmark?” Og ja, det ved jeg sådan set godt, men hvad har det med sagen at gøre, spørger jeg. Hans glimt i øjet bliver tydeligere: ”Går du så også og er bange for at trække vejret?”
Ham fra Ulfborg er indbegrebet af alt dét, jeg holder af – men også alt dét, følelsesmennesket i mig synes, er hamrende træls ved vestjyder.
For nylig deltog jeg i et naturforedrag arrangeret af Lemvig Bibliotek, hvor talen faldt på ulven i min forhave og ikke mindst ’ulven i mit hoved’. Oplægsholderen betonede, at dén i mit hoved – eller nærmere den ulv, jeg mærker i maven – er sindbilledet på et gammelt natursyn. Et natursyn, som er formet af, at mennesker i generationer har knoklet for at opdyrke jorden for overhovedet at opretholde livet – ikke mindst her på egnen. Og ulven var dengang en trussel, der kunne fjerne en families eksistensgrundlag over natten.
Selvom snart sagt alt har ændret sig de sidste par århundreder, har vores frygt for ulven det nødvendigvis ikke. I hvert fald findes den hos mange mennesker. Rationelt forstår jeg ikke, at frygten fylder – men alligevel mærker jeg den instinktivt i maven.
I SF er vi vilde med sund fornuft. Men lige præcis fornuften kommer til kort, når det handler om menneskers følelser, måske navnlig frygt. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal holde fast i fornuften, for det skal vi – ellers hører alting op.
Nogle partier kappes om, hvem der er hårdest mod ulven. Danmarksdemokraterne vil sågar skyde samtlige i Danmark. Godt nok gyser jeg lidt ved tanken om ulven i min forhave, men jeg gyser langt mere ved tanken om, at folkestemning og følelser bruges til at føre en politik, der polariserer og graver grøfter mellem land og by.
Jeg vil ikke være med til at tale frygten op i det vestjyske. Jeg vil heller ikke negligere eller nedgøre menneskers bekymringer. Men til gengæld vil jeg insistere på, at vi skal kalde dét frem, som er på spil: Et indlejret og forældet natursyn, som kræver mere end fakta at afinstallere.
Alle kan blive enige om, at dræbte får på en mark er et ubehageligt syn, som vi skal gøre meget for at undgå. I de seneste otte år har der kun været ét angreb bag sikrede hegn, og derfor er det en nødvendighed, at fåreavlere opsætter ulvehegn – selvfølgelig med gode tilskudsordninger.
Formår en ulv at passere et sikret hegn, er de fleste enige om, at det skal være muligt at aflive den. Ulve, der forvilder sig ind i villakvarterer, skal skræmmes behørigt væk, og såkaldte problemulve, som fx mister deres skyhed over for mennesker, skal kunne reguleres.
Når det er sagt, er ulven altså kommet for at blive – uagtet at enkelte partier måtte mene noget andet. For tiden er ganske enkelt ikke længere til, at vi mennesker efter forgodtbefindende bemægtiger os alt i vores omgivelser. Som et samfund, der ved bedre, kommer vi ganske enkelt ikke uden om den bundne opgave, det er at give plads til andet end vore egne umiddelbare behov i naturen. Det er sådan, det må være – og også sådan det bliver. For viden og det nye, mere balancerede natursyn forsvinder ikke – heller ikke når det vækker ubehagelige følelser i os.
Bannerbillede: Ulven skaber den urfrygt, som nedarves i generationer. Foto: Piqsels
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Fint og sobert indlæg i en meget skinger debat – Takker
Ulven kom fra syd til hovedlandet
ude på sit livs store eventyr
Men dens rejse blev forbandet
da den skabte voldsomt postyr
Mange ulve er forsvundet
ligesom opløst i skovens dis
Er det geværet, der har vundet
og ulven betaler højeste pris
Fin og sober artikel i en ellers hysterisk debat – takker
Ulven kom fra syd til hovedlandet
på sit livs store eventyr
Men dens rejse blev forbandet
da den skabte voldsomt postyr
Mange ulve er forsvundet
ligesom opløst i skovens dis
Er det geværet, der har vundet
og ulven betaler højeste pris
Stor tak til Trine Rønn for indlægget om ulv i DK. Den sidste fritgående danske vildbasse
blev skudt bort i 1801. Ved et solidt grænsehegn har landbruget opnået at spærre for, at
vildsvin sydfra genindfinder sig i Danmark. Det er sket for at værne om avl af millioner af tamsvin i Danmark. Avlen er blevet en PEST for dansk natur, fersk- og farvande. Skatteborgerne betaler landbruget for omkostninger ved ulvenes tilstedeværelse. Hvis landbruget IKKE havde veto’et vildsvin i Danmark, gav ulvene måske anledning til færre klager fra samme landbrug. Pga Landbruget er Vildsvin simpelthen – stiltiende – undtaget regeringens mål om biodiversitet, selvom de ville være en særdeles positiv faktor for mange andre arter i det danske miljø !! Vh C.
Stakkels ulv ,ingen tænker på ulven, når den giver så mange scener ,håber jeg den spadserer tilbage til Tyskland eller tager færgen til Sverige eller Norge, skriver en venlig sjæl i kommentarsporet på facebook.
Så er det egentlig ulvens tarv at skærme og derved styrke dens evne til at yngle I Danmark, når en voksende ulveflok vil blive reguleret af mennesker og gennem naturlig populationsudvikling?
At dens funktion I økosystemer skulle være et must under danske forhold er vel stadig et åbent spørgsmål?
Sjælland og Fyn kan vel udvikle velfungerende økosystemer ,selvom ulven ikke er vandret dertil.
Mange faktorer fx pesticider, intensiv udnyttelse af natur og industrialisering af fx hold af husdyr har haft afgørende indflydelse på naturforringelse og fald i dyrevelfærd ,så en ændring i disse forhold kan få afgørende indflydelse i forbedring af natur og generel trivsel.
!
Altså. Den der med ulve, den er svær. Som borger / jæger / forstkandidat / skovrider mener jeg at have noget forstand på problemstillingen. Før den seneste indvandring (for der har givetvist været mindst en tidligere indvandring (hvad der så også har betinget en tidligere uddøen)), havde Danmark været fri for ulve siden 1813, hvor den sidste ulv sidst blev skudt. Det var syd for Skive, der dengang lignede en ødemark. Vi var dengang ca. 1 mio mennesker i landet (nu er vi knapt 6 mio. – alting fylder jo). Den sidste ulv på Sjælland blev skudt allerede i 1513 og samme år blev ulveskatten da også afskaffet. (Siden da har der været små problemer, og så er der Sjællandske problemer). Ulven er et toprovdyr, d,v,s, den især jager storvildt (med klove og hove). Iøvrigt er ulven altædende, bare det har haft en puls.
Men nu ulven så genindvandret (til Jylland jvf ovenfor). Efter loven, er det kun dyr der er nævnt i jagtloven, der er jagtbare – ulven er altså fredet, ligesom også vore ørne og andre rovfugle er det. Nogen kalder det natur, og endog særlig bevarings værdig natur.
Siden Chr. d V Danske “Danske Lov” fra 1683, har det jo været reglen at man skulle holde og hegne sine dyr, så de ikke forvoldte skade på anden mands ejendom. Nu er det så kommet dertil at man også skal hegne mod fremmede dyr. Ellers har det jo kun været kirkediget, der skulle hegne andres (uvane) dyr ude.
Ulvene i Klelund Plantage er et specialtilfælde i en juridisk gråzone. Ulvene yngler under hegn, men jager også udenfor hegnet. Der er ikke rapporteret om slagtning af ulve (det hedder det, når dyr i fangenskab aflives uden, der er tale om jagt – jvf. hjortefarme). Med den ynglesucces der er rapporteret, må der nødvendigvist ske en udvandring fra dyrehaven.Blev disse bortrømte og nu frie ulve chipmærket mens tid var, så et evt erstatningskrav kan rettes til ejeren af opdrættet?
Jeg ved ikke om vi skal have ulve i Danmark. I Skandinavien – Norge, Sverige og Finland – skønnes der at være en samlet bestand på 500 ulve. I forhold til de 50 måske 70 ulve vi pt har i Danmark / Jylland så har de skandinaviske ulve rigtig god plads. Der er iøvrigt jagttid på ulve i alle de 3 Skandinaviske lande.
Det er klart, at skal vi holde en bestand af ulve, på de kun knapt 30.000 jydske ha vi har (Vi husker at siden 1513 har Sjælland været undtaget fra Ulve) så skal bestanden forvaltes aktivt. Ikke kun er 50 – 70 dyrt rigtig mange ulve til et begrænset areal. Etr areal hvor der også skal være plads til 2,5 mio mennesker og et antal klov- og hovbærende dyr (Vi venter alle på ramaskriget hvis og når en hest bliver truet).
Som nævnt er ulven en top prædator – et top rovdyr. Siden man i 1813 skød den sidste ulv, har vi så haft en fauna uden topprædator. De andre kandidater – ørne og andre rovfugle – har også manglet. Hvor prædatoren har manglet, er mennesket så trådt til med jagt. I ca. 200 år har landet altså fungeret uden topprædatorer, og vi har haft sunde bestande af hjortevildt betinget af en aktiv jagt (af mennesker).
Verden og Danmark kan altså fungere også uden top prædatoren. Man kalder det kompenserende dødsårsager.
Når vi taler om vore rovfugle, er vi mange der ser og nyder dem, og kun få der har en egentlig men lille byrde med dem.
Når vi taler om vore ulve, er vi få der ser dem, men der er få der så har en væsentlig byrde med dem. Løsningen synes at være hegn. Hegn er problematiske, de er dyre og de er jo ikke selektive. Hegner man for ulve, så hegner man også for alle andre større dyr (og mennesker).
Altså, den der med ulve er en svær en.
Joh
men det er jo nok homo sapiens der er det allerfarligste dyr i verden !
Må jeg foreslå ulve bag hegn!