En række subtile detaljer ved denne kvist vil kunne afsløre, at den sidder på en avnbøg. Foto: Ian Heilmann

Feltbotanikere slapper som regel af i vintermånederne, hvor urter og blomster er så godt som fraværende. Men træer og buske byder sig til året rundt, og nogle entusiaster trodser kulden for at træne færdigheder i artsbestemmelse af vedplanter alene ud fra subtile detaljer ved knopperne. Det er knopperne, fornyet vækst udgår fra, og de har derfor en vital rolle for plantens fortsatte eksistens.

Christen Christiansen Raunkiær (født 29. marts 1860 i Lyne Sogn ved Varde, død 11. marts 1938 på Frederiksberg) var professor i botanik ved Københavns Universitet 1912. Raunkiær er bedst kendt for det såkaldte Raunkiærske system, dvs. opdeling af planterne efter livsformer. Foto: Wikipedia

Den danske botaniker Christen Raunkiær (1860-1938) blev internationalt anerkendt gennem sin inddeling af planterne i et antal såkaldte livsformer, på tværs af det Linnéske system af familier og slægter. Raunkiærs klassifikation beror på, hvorledes planterne på forskellig vis beskytter deres knopper gennem den ugunstige årstid – som for langt de fleste planters vedkommende herhjemme er vinteren.

Træer og andre vedplanter er flerårige og har nødvendigvis deres knopper over jorden, synligt og ofte højt til vejrs. Taglagte knopskæl dækker og beskytter vækstpunktet mod vintervejrliget indtil forårets løvspring. De tilhører den raunkiærske livsform fanerofyter (faneros = synlig, phytos = plante) – som yderligere inddeles efter højden: For eksempel går træer over 30 meters højde under den noget halsbrækkende betegnelse megafanerofyter.

Botanikeren kan også vælge at hygge sig indendørs med varm te og kigge ud gennem vinduet. I perioder med hård frost er der så chance for isblomster på ruderne. De kan jo godt ligne livsformer med deres fascinerende lighed med bregner, strudsefjer, grangrene, søhestehaler mm. De gror og vokser tilmed, jo koldere jo bedre – og de visner og forsvinder, når det bliver tø.

De består af ganske små, flade iskrystaller, som fryser ud af omgivelsernes vanddamp og små underafkølede vanddråber. Disse føjer sig til hinanden i smukke todimensionale mønstre gennem en kompliceret vekselvirkning mellem tilfældige, små ujævnheder og partikler, som fungerer som kim for krystaldannelsen, og isens krystalstruktur, som er dikteret af lag med periodisk sekskantet symmetri.

Isblomster er vokset frem på en rude i løbet af en nat med hård frost. De rigt varierede og fascinerende former kan give mindelser om den levende natur. Foto: Ian Heilmann

Fænomenet krystalvækst ud fra den smeltede tilstand kan tilmed minde om liv derved, at krystallens orden opstår ud af væskens uorden, lidt ligesom livets overraskende evne til at opbygge og fastholde komplekse strukturer ud fra rodebunker af simplere byggesten. I begge tilfælde er der dog en regning, som skal betales.

Enhver krystallisation er ledsaget af varmeafgivelse. Det er noget, som bl.a. frugtavlere finder praktisk anvendelse for: Hvis man nænsomt sprøjter vand på blomstrende abrikostræer forud for en uventet frostnat i april, kan varmen fra isdannelsen redde de følsomme blomster og dermed bestøvningen og det kommende udbytte.

Erwin Rudolf Josef Alexander Schrödinger (født 12. august 1887, død 4. januar 1961) var en østrigsk fysiker, der blev berømt for sine bidrag til kvantemekanikken, særligt Schrödingers ligning, som han fik Nobelprisen for i 1933. Han er populært kendt for ’Schrödingers kat’, som er et absurditetsargument mod kvantemekanikken. Foto: Wikipedia

Mere generelt kan man sige, at det er størkningsvarmens uorden, der sikrer, at krystalvækst og isblomster ikke strider mod naturens mest ufravigelige lovmæssighed: At orden i det universelle bogholderi går mod uorden, og ikke omvendt, kendt som termodynamikkens ærefrygtindgydende 2. hovedsætning. Planter og liv er underlagt samme lov – med lidt anderledes poster. Planter tapper så at sige orden direkte fra solens lys, mens regningen, sammen med bidrag fra mange andre processer, i sidste ende eksporteres til det ultrakolde verdensrum i form af varmestråling.

Isblomster er ikke nogen livsform – Raunkiær har naturligvis ikke overset noget. Isblomster har ingen koder og opskrifter fulde af vækstinformation i deres små krystaller med et strengt periodisk mønster, lige så lidt som der er information i en række ens bogstaver a-a-a-a-a-a-a-a… Enhver lille kroget kvist med knopper bag knopskæl i vinterdvale gemmer på nærmest uendeligt meget mere kompleksitet end den fineste kniplingsciselerede isblomst. Den sidste er og bliver stendød.

Skønt opbygget af de velkendte grundstoffer, har fænomenet liv alle dage fremstået som et utilnærmeligt og gådefuldt domæne, anskuet ud fra fysikkens love. Det var Erwin Schrödinger, en af kvantemekanikkens berømte fædre, der gjorde det første forsøg i at slå bro over afgrunden. I sin bog What is Life? fra 1944 pegede han på stofskiftet (”orden ind – uorden ud”) som den termodynamiske drivkraft i opbyggelse og opretholdelse af liv. Yderligere foreslog han eksistensen af en molekylær ”aperiodisk krystal” iboende enhver celle, som arkiv for information og opskrift. Mindre end ti år efter blev DNA-molekylet opdaget og beskrevet, med en struktur med plads til astronomiske mængder information skrevet ind i a l e n la n g e og aperiodiske rækker af fire forskellige ”bogstaver”, eller mere præcist kvælstofbaser.

Siden er det gået stærkt og meget er sket, men livet holder stadig på underfulde hemmeligheder – heldigvis.

Bannerbillede: Eftermiddagens sidste solstråler rammer en høj trætop, og en iskold og lang januarnat venter. De nøgne grenes knopper, fulde af vækstpotentiale til det kommende løvspring, har fordel af at være iklædt sneens blødt isolerende pels af bittesmå iskrystaller. Foto: Ian Heilmann

Visited 14 times, 9 visit(s) today

Skriv en kommentar