Ringduen er Danmarks tungeste fugl, målt som antal individer ganget med fuglens gennemsnitsvægt. Som altædende generalist hører den blandt vinderne i vores fuglefauna, den kan efterhånden yngle på alle årstider og i alle omgivelser. Her bygger den sin primitive rede tæt ved et gyngestativ på en legeplads. Foto: Leif Bisschop-Larsen

Snefald giver anledning til sporjagt, og i årets allerførste dage bød muligheden sig til. I statsskovene lige syd for Kirke Hvalsø var der kortvarigt vintereventyr med sne, og frosten var begyndt at størkne stiernes muddersøle. Men der var påfaldende fugletomt og tyst – kun en ravns dybe og klangfulde ”korrp” bar lige akkurat til fra en fjernere skovpart

Kragetæer i snedækket skovbund i Bidstrupskoven. Eller snarere signaturer fra en eller flere ringduer. Turen i vinterskoven på årets tredje dag bød ellers kun på få fugle, og slet ikke småfugle. Får man i landskabet i denne tid øje på en fugl på jorden, i et træ eller i luften er det med stor sandsynlighed en ringdue, krage, råge, allike eller en af de større mågearter. Foto: Ian Heilmann

Flere steder langs stien havde nogen tegnet dekorative hieroglyffer i det tynde snelag. Tegnene havde tre tæer frem og én tilbage, hvad der jo smager af fugl – og størrelsen gav yderligere vink. Det kunne være ægte kragetæer eller måske ringduefødder – meget sandsynligt, da begge arter er blandt de større fugle, man alleroftest ser i landskaberne, ikke mindst i skovene. Fremgangen er massiv for både ringdue og krage, de har fordel af at være nærmest altædende. Der har i skovbunden åbenbart været noget at komme efter, måske blot nogle visne plantedele. Nu var bordet ryddet.

Naturen er i konstant forandring, drevet af mange årsager, hvoraf de fleste i dag er relateret til menneskelige påvirkninger. Der er gennem de sidste fyrre år sket store forskydninger i den danske fugleverden, ikke mindst hvad bestandene angår. Man taler om vindere og tabere. Videnskabelige studier viser, at der siden 1980 i EU-landene formentlig er forsvundet netto knap 600 mio. fugle, et tal der dækker over 900 mio. forsvundne og 340 mio. tilkommende individer.

Yderligere viser det sig, at massen af de tilkommende stort set opvejer massen af de forsvundne. Det betyder jo groft set, at vinderne er større fugle og taberne er småfugle. I helt bogstavelig forstand vejer ringduen voldsomt til i dette regnskab, den er i dag Danmarks ”tungeste fugl” (forstået som antal x vægt). Taberne er generelt set frøædende småfugle, især blandt arter, som er knyttet til landbrugsområder. Det drejer sig om bl.a. gråspurv, stær og tornirisk – de har svært ved at finde fugls føde i agerlandet.

Gennem årtierne har skovfugle, også blandt de små arter, klaret sig bedre end andre, hjulpet til af det forøgede skovareal. Men Bidstrupskoven var forleden underligt fugletom, på nær kragetæerne. Hvor var de brusende flokke af bogfinker og kvækerfinker efter skovbundens olden, hvor var de fint tvitrende og rastløse mejsetog gennem underskovens tilbud af ellerakler, hvor var gråsisken, dompap, stor flagspætte, rødhals, træløber, gærdesmutte og fuglekonge?

Tendensen er blevet noteret over det meste af landet i denne vinter, også ved havernes foderbrætter. Solsorten, hidtil Danmarks talrigeste fugl, er i dyb krise som følge af den sydfra kommende myggebårne Usutu-virus, og andre former for fugleinfluenza rammer hid og did. Varme vintre er ikke gunstige for naturen og udviklingen skal følges nøje. Årsagssammenhængene er komplekse, man kan håbe på at fænomenet er forbigående, en enlig svale. For vi skulle meget nødig være på vej mod ”Det tavse forår”.

Ikke mindst fuglene har brug for et Godt Nyt År.

Bannerbillede: Bidstrup-skoven. Først rørt, siden urørt: Som en hydraulisk dinosaur æder en skovningsmaskine sig gennem en større grankultur. I hurtig rækkefølge bliver træerne taget ved vingebenet, fældet, afgrenet og opsavet. Området skal efterlades som lysning med naturlig succession, til forhåbentlig bedre gavn for en masse livsformer, inklusive småfugle, end den forrige ensartede, mørke og tætte grankultur. Foto: Ian Heilmann

Visited 436 times, 138 visit(s) today

Kommentarer

  1. passionatepleasantly1df39ef239

    Ian -Jeg deler din bekymring for både klimaforandringer og tilbagegangen for vores fugle i agerland og lysåbne naturtyper, men tillod mig at glæde mig over fremgangen for vores skovfugle – endda med specifik fremgang for arter tilknyttet nåleskoven, som vi kan læse om i DOF’s publikation ”Danmarks fugle gennem to århundreder”.
    Hvor du aner håb i de ”hydrauliske dinosaurernes” hærgen – udkommanderet i naturgenopretningens navn for at fjerne nåleskoven, ser jeg her fra Nord- og Vestjylland med bekymring på, at vi skal miste en stor del af den biodiversitet vi til min glæde har fået bare gennem min levetid. Jeg vil ønske, at de mange, der i en polariseret naturdebat benytter enkeltnedslag i bekymrende tilbagegange for enkeltarter i deres argumentation (Eks DR: Hvorfor forsvinder fuglene?), ville gøre sig ulejligheden at søge information om udviklinger og årsager hertil i Hans Meltofte m.fl’s grundige og seriøse publikation – Og gerne reflektere lidt over, at årsagerne oftest er en samfundsudvikling og deraf følgende ændringer i vores kulturlandskab vi som samfund sammen har valgt. Og at deres skråsikre modsvar og løsninger er mindst ligeså dialemmafyldte, som hvad der forårsagede udviklingen.

  2. Ian Heilmann

    Tak til, ja, jeg ved ikke rigtig hvem, for eftertænksom kommentar og defensorat for danske nåleskove. Ingen ønsker at den umættelige hydrauliske dinosaur skal slippes løs i en gammel midtjysk nåleplantage med ynglende perleugle, spurveugle, sortspætte, nøddekrige, vendehals mm. Men i det grundige afsnit om danske ynglefugle i skovene sammenfatter Meltofte et al. : “Flere arter kan potentielt få større bestande med oprindeligt hjemmehørende træarter, genoprettet hydrologi og glidende overgange til lysåbne arealer…”. Det er ikke just ensaldrede og mørke nåletræsplantager, der her tænkes på.

  3. passionatepleasantly1df39ef239

    Hej Ian, ja beklager min, Robert Olesens, manglende opmærksomhed på Gylles, kommentarspors teknikaliteter. Min pointe er blot, at tidsåndens skråsikre løsninger med one-size-fits-all rewilding og såkaldt naturgenopretning af vores skove bestemt også er dilemmafyldt, og at de mest ivrige fortalere (f.eks. Carsten Rahbek i DR, Hvorfor forsvinder fuglene? forsømmer at sætte sig ind i – eller måske bevidst forbigår at formidle – årsagerne til de udviklinger, som de/han fremhæver som støtte for deres argitation. Med det sagt, så er jeg (og Bevar De Danske Skove, som jeg også repræsenterer) helt enig med dig i, at der er brug for en flersidig tilgang til forvaltning af vores skove – med genskabelse af tidligere drænede skovmoser, varierede mosaiklandskaber – og mosaikskove – -med forskellige træarter, urørte partier, partier med uensaldret blandingsskov osv. Iøvrigt helt i tråd med den udvikling, som blev igangsat for 30-50 år siden, og som iflg. min vurdering er årsag til at Meltofte et al kan dokumentere en ubrudt stigning af såvel arter som populationer af skovfugle. Derfor ærgrerligt at “naturrevulutionen” idag skal forkuseres, der hvor fremgangen kan spores, og ikke i agerlandet og de lysåbne naturtyper, hvor problemerne er tilsvarende åbenlyse.

Skriv en kommentar