Fuglene reagerer og rykker prompte på et vinterfremstød i november. Her Bramgæs og Grågæs i midtsjællandsk eftermiddagsmulm. Foto: Ian Heilmann

Et pust af vinter ramte landet i nogle dage sent i november, med udbredt sne og moderate frostgrader. Lejres bølgede landskaber blev klædt i hvidt, smukt så det ud foruden at tilføje yderst velkomment lys til de mørke og korte dage

Fugle reagerer som følsomme seismografer på vejromslag, især kuldefremstød. Det rykker i bogstavelig forstand, alt styret af tilgængeligheden af føde. Tilbageværende lærker og traner bliver pludselig mindet om at skulle videre mod sydvest, mens gæster fra nord rykker ind – sangsvaner, blisgæs, sjaggere m.fl. Ingen blandt vintergæsterne tjekker ind fra mere ugæstfri egne end Snespurven, for hvem en dansk november må være ren kage.

På en snevejrspatrulje efter havørne, andre rovfugle og gæs, foruden gode vintermotiver på det træløse sletteland mellem Kisserup og Skullerupholm hvirvlede pludselig en lille flok lyse småfugle op fra marken. Det glimtede hvidt fra deres vinger, det var som en lille underafdeling af luftens vrimlende sneflokke – dog med lidt tungere kaliber. Trimlende slog de sig ned på gesimser og afsatser af en gigantisk stak halmballer. Snespurve! – og de var straks og rastløst i gang med at undersøge strå, sprækker og tærskede aks for kerner og frø. Måske har halmstakkens stejle profiler mindet dem om klippeformationer på Svalbard.

Snespurv – en han i vinterdragt – med hvidlig underside og strågult næb. Når den om foråret ankommer til sine arktiske ynglepladser, vil dragten være snehvid med sort ryg og vingespidser og næbbet sort. Hunner og ungfugle er om vinteren ret ensfarvede brunlige, men de har alle hvide felter på det inderste af vingen. Sammen med den ligeledes cirkumpolare Lapværling afviger Snespurven fra de øvrige værlinger ved meget kort næb, lang bagtå og lange, spidse vinger. Det sidste er en tilpasning til fuglenes krævende trækruter. Foto: Piqsels

Oftest træffer man vinterens snespurve herhjemme langs kyster og på strandenge. I strandens opskyl af tang og ålegræs vil de gå efter hvirvelløse smådyr, men det kegleformede næb afslører, at fuglens hovedmenu er plantebaseret. Snespurvens udbredelse er cirkumpolar, dvs. den yngler hele vejen rundt om Ishavet, på stenet, permafrossen tundra, på klipper og gold stenmark og langs stormomsuste, barske kyster. Ingen anden spurvefugl yngler så nordligt som snespurven. I Pearyland og på Frans Josef Land på 82 grader nord skal den rugende snespurv i ly af en klippeblok holde æg og under varme under ekstreme forhold, som kun isbjørn, moskusokse, ismåge og få andre dyrearter

står model til – milevidt fra Kisserups lune halmballer. Grønlandske snespurve overvintrer i Nordvesteuropa, og det giver to årlige rejser med etaper på flere døgn, nonstop, over et af klodens barskeste oceaner, Nordatlanten. Det kræver sin snespurv med fyldte reserver og utrættelige vinger.

Snespurven er Grønlands forårsbebuder nr. 1., som sanglærken er det herhjemme. Her, som i det skandinaviske højfjeld vil snespurvehannen efter ankomsten sætte sig højt på en mørk klippeblok som rager op af den smeltende sne, åbne sit næb på vid gab og sende sin klingert pludrende sang ud i det store rum: t r i t i l j u l i t r i t i t i r i l i. Hannens yngledragt er snehvid med sort ryg og sorte vingespidser, som et spejl af omgivelserne.

Bannerbillede: Nord for Kisserup ligger meget store, flade marker, som tiltrækker rovfugle, bl.a. de lokale havørne. Foto: Ian Heilmann.

Visited 198 times, 198 visit(s) today

Kommentarer

  1. Niels Juhl Bundgaard Jensen

    Endnu en god beretning fra din hånd. Positivt,oplysende og letlæst.

  2. Tak for den smukke beskrivelse Ian Heilmann

Skriv en kommentar