DJ_LarsSvankjærI et læserbrev 27. juli 2014 i Jyllands-Posten toner fødevareminister Dan Jørgensen (S) rent flag – han lovpriser dansk frugt og grønt og danske oksekødspølser uden nitrit – men så heller ikke mere. Læs hele indlægget her:

“Jeg vælger dansk, fordi frugt og grønt fra Danmark er sundere end udenlandsk. Hvorfor? Fordi de indeholder færre pesticidrester. Når jeg står i mit lokale supermarked og skal vælge mellem Pink Lady-æblet fra Spanien, Sunrise-æblet fra Canada eller Ingrid Marie-æblet fra gartnerne på Fyn, falder mit valg altid på Ingrid Marie. Det er jeg stolt over – både som fødevareminister, forbruger og fynbo.

Nu får jeg nok på puklen fra Venstre, Konservative og DF, fordi jeg siger, at noget er bedre end andet. En fødevareminister skal i deres optik fokusere på at udbetale landbrugsstøtte og så ellers holde lav profil. For danske æbler må vel ikke fremhæves frem for udenlandske, når nu pizza er lige så god som pære?

Som madens minister har jeg en holdning til, at noget er bedre end andet. Mange danskere er forståeligt nok bekymrede for pesticidrester i deres mad, og derfor er jeg glad for trygt at kunne sige: Gå efter de danske frugter og grøntsager, så er du på den sikre side. Hvis du vil vide dig helt fri fra pesticidrester, skal du kigge efter økomærket, når du fylder indkøbskurven.

Jeg er ikke ude på at løfte pegefingre eller bestemme, hvad danskerne skal købe. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at nogle af de bedste råvarer kommer fra vores egen, danske avl. Dem skal vi være stolte af – og gerne støtte.

Det giver god mening at vælge mange danske råvarer. Ikke nok med at de indeholder færre pesticidrester, de står også for god kvalitet og bedre dyrevelfærd blandt andet på grund af danske særregler. I Danmark sætter vi nemlig barren højt på mange områder, så vi får gode fødevarer. Vi kan altså være trygge, når vi køber dansk. Når jeg køber ind, kaster jeg mig derfor hellere over de gode. danske oksekødspølser, som ikke er pumpet med nitrit, der giver pølserne en kødlignende lyserød farve. Med de danske fødevarer ved jeg, hvad jeg får.

Som madens minister mener jeg, at vi skal sætte pris på de danske råvarer, vi har lige ved hånden. De er nemlig i verdensklasse.”

Comments are closed.