Antallet af corona-inficerede minkfabrikker er fordoblet på ti dage
I Hjørring Kommune er yderligere tre minkfarme opdaget med coronasmitte. Dermed er i alt 13 farme nu blevet ramt. Det skriver Ritzau den 12. september 2020.
Antallet af danske minkfarme, der er eller har været ramt af coronasmitte, er dermed mere end fordoblet på blot ti dage, men den ansvarlige fødevareminister Mogens Jensen (S) holder stadig hånden over de smittefarlige rugekasser for corona virus. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fødevaretsyrelsen.
Ifølge Fødevarestyrelsen er der i Frederikshavn Kommune fundet coronasmitte på én minkfarm, mens antallet er 12 hos naboerne i Hjørring Kommune. De 12 tilfælde i Hjørring Kommune er ifølge lokalmediet Nordjyske en stigning på tre i forhold til en tidligere opgørelse.
Med de yderligere tre minkfarme er det samlede antal dermed nu oppe på 13.
Utæt ”jernring”
Til sammenligning var der fundet coronasmitte på i alt seks minkfarme onsdag 2. september. Det oplyste Fødevarestyrelsen dengang i en pressemeddelelse, som er den sidste man angiveligt udsender om enkeltfund. Hvorfor man mørklægger udviklingen, oplyses ikke. Ved samme lejlighed forsikrede myndighederne, at man har situationen under kontrol:
“For at undgå smitte uden for minkfarmen, har vi, ligesom med de andre smittede farme, lagt en jernring rundt om den. Det gjorde vi allerede, da vi fik mistanke til smitten. Farmen er nu underlagt strenge restriktioner. Fx skal besøgende bære særligt beskyttelsesudstyr, gå i bad og vaske deres tøj efter, at de har været inde på farmen,” siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.
Han fortæller, at Fødevarestyrelsen har gået minkfarmens indhegning igennem for at minimere risikoen for, at mink kan slippe ud. Minkejeren skal derudover dagligt optælle sine mink for at dokumentere, at ingen er løbet væk.
Den omtalte ”jernring” har dog ikke kunne forhindre en fordobling af de smittede fabrikkers antal på 10 dage.
Skelner ikke længere mellem mink og mennesker
Fødevarestyrelsen baserer sin opgørelse på antallet af smittede ejendomme. Det fremgår derfor ikke, om det er mink eller mennesker, som er konstateret smittet med virusset.
Allerede i juni påviste Statens Serum Institut, at de COVID-19-inficerede mink og COVID-19-inficerede personer på en minkfarm ved Hjørring havde smittet hinanden. Desuden involverede smitten flere COVID-19-syge beboere på Vendelbocentret i Hjørring.
Fødevarestyrelsen har siden juli overvåget Danmarks knap 1200 minkfarme for corona-smitte, men i dag er det blot et lovkrav, at alle, der færdes på minkfarme, bruger værnemidler. Ejere af minkfarme skal også lave en detaljeret plan for smittebeskyttelse, men minkarbejdere kan uden restriktioner færdes frit i lokalsamfundene uanset om deres dyr er påvist som smittebærere.
Tidligere blev danske minkbesætninger med coronasmitte aflivet. Det har dog siden ændret sig efter pres fra landbruget.
Mavefornemmelser for mink
Med overvågningsstrategien og de skærpede restriktioner for smittede minkfarme vurderer fødevareminister Mogens Jensen, at det er forsvarligt at lade smittede besætninger leve, fordi risikoen for smittespredning til mennesker påstås at være minimal.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) fastslog ganske skråsikkert i maj 2020, at moderne landbrug ikke kan fungere som rugekasser for COVID-19. Den fatale udtalelse er aldrig blevet dementeret af ministeren selv, hvorimod den faktisk udvikling i minkindustrien viser, hvor letsindigt fødemyndighederne håndterer landbrugets smittefarlige produktioner.
Derimod gik borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), ud sidste fredag og appellerede til, at minkavlerne i kommunen tager situationen alvorligt og gør deres til at få stoppet smittekæderne i området. Det skriver Nordjyske. Borgmesteren opfordrer til, at ansatte på minkfabrikkerne ikke har dobbeltjob, skriver mediet.
I alt syv af de seneste fund af coronavirus på minkfabrikker er fundet i og omkring Hirtshals. Yderligere fem er fundet i resten af Hjørring Kommune, mens kun en enkelt smittet fabrik er fundet i Frederikshavn Kommune.
Minkavlerne kan ikke sælge deres minkskind p.g.a. Corona-krisen, så de kører alle sammen med nogle kæmpe store underskud, og derfor kan vi godt antage, at der sikkert er mange minkfarmere som spekulerer i, at fødevareministeren skal beslutte, at alle de Corona-smittede mink skal aflives, og at staten/skatteyderne derfor skal betale en erstatning til minkavlerne.