Jeg tror de fleste som jeg har tænkt, at hvis jeg køber en liter is, får jeg også et kilo is. Ingenlunde…
Af journalist Claus Stærbo, Svendborg
Is er en nem og populær dessert, og supermarkederne har da også her omkring jul og nytår bugnet med tilbud på forskellige former for is. Især specialis, naturligvis.
Men har du nogensinde undret dig over, at is sælges i litermål og ikke i kilomål? Jeg mener, der er en god forklaring. For den mest anvendte ingrediens i i hvert fald industrifabrikeret is er simpelthen – luft.
Jeg tror de fleste som jeg har tænkt, at hvis jeg køber en liter is, får jeg også et kilo is. Ingenlunde. Sidste gang jeg købte en blok med vaniljeis fra supermarkedets frysedisk, vejede jeg den, da jeg kom hjem: Næsten nøjagtig 500 gram (plus/minus nogle få gram) inklusive papindpakningen.
Det er vel ikke snyd, men også for is gælder, at man skal tænke sig om, når man køber ind.
Jeg har i øvrigt med stor succes brugt en ganske almindelig ret neutral vaniljeis til en hos mine gæster uhyre populær – og billig – dessert.
Idet jeg for nogle år tilbage havde et flip med at lave marmelade af alt marmelade-egnet, jeg kunne få fingre i: Jordbær, hyben, mirabeller – og et par år også hyldebær.
Det er et ret stor bøvl at lave hyldebærmarmelade – det farver ukristeligt. Men fornøjelsen ved den lækre marmelade står rigeligt mål med anstrengelserne.
En dag fandt jeg på at røre nogle skefulde marmelade ind i en nykøbt blok vaniljeis. Den når lige at blive så myg under transporten hjem, så det er let at røre marmeladen ind i den. Og ind i fryseren med det hele.
Mine gæster var udelt begejstrede, da jeg senere serverede isen for dem. Man må selv eksperimentere sig frem til det rette miks af is og marmelade.
Jeg hører til dem, der foretrækker den hjemmelavede marmelade med fortykningsmiddel. Min far, derimod, kunne ikke få min mors hjemmelavede hybenmarmelade tynd og løbende nok.
Jeg er meget omhyggelig med at skolde glas og låg. Til gengæld kan man efter min mening holde lidt igen på Atamonen.
En sommer nåede jeg at lave 70 glas i forskellige størrelser – dog mest de mindre. Hvilket jeg stolt fortalte min gymnasiekammerat Stig, der var på besøg i Danmark, og som i Australien havde banket en fabrik op, der producerede ”wet spices”. (Det første var peberrod.)
”Det er da ingenting,” svarede han venligt overbærende. ”Vi laver 70.000 glas – om dagen.”
