Høegh sat på plads af Natur- og Miljøklagenævnet

Venstre-politikere koster det offentlige klagesystem millioner af kroner

Gang på gang forsøger lokalpolitikere at bøje naturbeskyttelsesloven til fordel for deres politiske meningsfæller, men som regel bliver de stoppet af en klage til Natur- og Miljøklagenævnet (NMK), hvis ellers forsøgene på lovstridig sagsbehandling opdages i tide. Til gengæld koster det dyrt for samfundet, at lokalpolitikere udfordrer lovgivningen ved at overlade ubekvemme afgørelser til klagesystemet.

Alene i 2013 måtte Natur- og Miljøklagenævnet behandle 2480 klager over kritisable myndighedsafgørelser, og sagsbehandlingen kostede 70 mio. kroner. I hele 25 procent af disse sager fik klageren medhold. Det vil sige, at i hver 4. klagesag havde en offentlig myndighed truffet en forkert afgørelse i forhold til lovgrundlaget. Ofte er det ”politiske” beslutninger, der træffes mod bedre viden og på tværs af embedsværkets faglige afgørelser.

PolsesnakHoegh

Trods en fortid som folketingspolitiker og fødevareminister – på statsbesøg i Kina på billedet fra 2011 – forsøger Henrik Høegh alligevel at bøje loven til fordel for sine politiske “venner”.

Gårdejer Henrik Høeghs famøse ”vandhuls-sag” fra Rødbyvej 34 på Lolland er typisk for denne arrogante sagsbehandling efter “går-den-så-går-den”-princippet. Sagen er særskilt prekær, fordi Henrik Høegh er en erfaren politiker, der har været medlem af folketinget siden 2007 for Venstre. Han sidder i Folketingets Miljøudvalg og var fødevareminister i 2010-11.

Ud over disse politiske hverv sidder Høegh i kommunalbestyrelsen for Lolland Kommune, hvor han er viceborgmester og formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Det var i sin egenskab som udvalgsformand, at Høegh i april 2014 traf en såkaldt ”politisk” afgørelse til fordel for en landmandskollega, men på tværs af lovgivningen. Til trods for at kommunens embedsfolk havde fastslået, at det ikke ville være muligt at dispensere fra Naturbeskyttelseslovens §3 i den konkrete sag om et vandhul, gav Høegh alligevel tilladelse til at sløjfe hullet.

Men gårdejer Høegh havde gjort regning uden vært.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede den ulovlige dispensation, og syv måneder senere måtte Lolland Kommunes miljøudvalgsformand finde sig i at blive sat på plads af Natur- og Miljøklagenævnet.

Vi bestemmer
Sagen handlede om et vandhul på 400 kvadratmeter, som en jordejer ønskede fjernet i forbindelse med ejendomshandel. Køberen – en landmand – havde stillet som betingelse for at overtage ejendommen, at sælgeren sørgede for at få vandhullet sløjfet.

Vandhullet var beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3, som der kun kan dispenseres fra i særlige tilfælde, så sælgeren gik til kommunen for at få en dispensation til at fjerne vandhullet. Sagen landede i første omgang på bordet hos embedsmændene i Teknisk Forvaltning i Lolland Kommune, men afgørelsen var klar: en dispensation ville ikke være mulig inden for lovgivningens rammer.

Men ”politisk” var man uenige. Kommunens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg så anderledes på sagen. Man mente, at man nok kunne give den tilladelse på trods af administrationens klokkeklare afslag, og udvalgsformand Henrik Høegh underskrev selv dispensationen, så modtageren ikke behøvede at være i tvivl om, hvem han var tak skyldig.

HHøegh

Gårdejer Henrik Høegh (V) har været landboforeningsformand og vicepræsident i Landbrugsrådet. I dag er han viceborgmester i Lolland Kommune.

Høegh begrundede dispensationen med, at ”udvalget er meget optaget af at foretage nedrivninger og forskønnelse af kommunen”. Endvidere bemærkede udvalget, at der ca. 10 kilometer længere mod syd ville blive etableret ”meget ny natur omkring Femern Bælt-byggeriet”.

Men den gik ikke. 13. november 2014 meddelte Natur- og Miljøklagenævnet kort og fyndigt afslag på dispensationen:

”Nævnet finder ikke, at det forhold, at kommunen ønsker at foretage nedrivninger og forskønnelse af kommunen er et sådan særligt forhold, der kan begrunde, at der meddeles dispensation til en nedlæggelse af vandhullet. Nævnet lægger vægt på, at baggrunden for nedlæggelse af vandhullet er, at det ligger uhensigtsmæssigt ift. en fremtidig landbrugsmæssig drift. Endelig finder nævnet ikke, at en henvisning til, at der et andet sted i kommunen – i forbindelse med Femern Bælt projektet – vil blive etableret anden natur, er et forhold, der kan føre til en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.”

Cykelsti i Natura2000-område
To andre sager om ”politiske” afgørelser, begge fra Stevns Kommune syd for København, afslører en tilsvarende letsindig omgang med lovgivningen.

I den ene sag ville kommunalbestyrelsen med den daværende Venstre-borgmester Poul Arne Nielsen i spidsen anlægge en befæstet cykelsti på tværs af Tryggevælde Ådal fra landsbyen Hellested til skolebyen Hårlev. Imidlertid valgte man at se stort på ådalens udpegning som Natura2000-område og hyrede et firma til at projektere den ca. 5 kilometer lange cykelsti samtidig med at man hjemtog de nødvendige lånegarantier.

I den offentlige debat om projektet havde holdninger stået skarpt over for hinanden, da især en gruppe lodsejere var særdeles meget imod projekt, men også Danmarks Naturfredningsforening havde henstillet til kommunen gentagne gange om at respektere området status som Natura2000-udpeget beskyttelsesområde.

SkurvognPoulArneTroelsLund_cropped

Borgmester Poul Arne Nielsen (th.) hørte til de trofaste støtter i kredsen omkring den omdiskuterede Venstre-politiker Troels Lund Poulsen (tv.).

Natura 2000 er betegnelsen for et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Tryggevælde Ådal blev udpeget som område nr. 149 allerede i 1998 ud af de i alt 252 danske områder, og da kommunen siden da har haft pligt til at overvåge tilstanden i det store naturområde, har man ikke kunnet være i tvivl om områdets særlige status.

Alligevel satte man processen i gang i forventning om, at ingen ville vove at klage. Men der gjorde man regning uden vært.
Danmarks Naturfredningsforening klagede og i maj 2012 afsagde Natur- og Miljøklagenævnet sin afgørelse: Projektet kunne ikke accepteres, da det ville forringe Natura 2000- området som forudsagt af Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge Dagbladet ærgrede borgmester Poul Arne Nielsen sig over afgørelsen, der ikke kunne appelleres. Den betød, at projektet måtte kasseres, så investeringerne var tabt. Men ikke et ord om den letsindige sagsbehandling, der havde kostet skatteborgerne dyrt. Til Dagbladet udtalte borgmesteren blot:

– Jeg ærgrer mig over afgørelsen. På vegne af borgerne i Stevns Kommune og ikke mindst borgerne i Hellested og Hårlev, som nu må vente endnu længere på at kunne komme til at cykle sikkert mellem de to byer.

Den ulovlige skurvogn
Den anden sag fra Stevns Kommune var langt mere broget.

Skurvognen

Den famøse beboelsesvogn var en dårligt camoufleret fritidsbolig. Alligevel valgte gårdejer Mogens Haugaard at se stort på åbeskyttelseslinjen.

Sagsbehandlingen tog sin begyndelse i august 2008, hvor kommunens embedsværk blev gjort opmærksom på en ulovligt opstillet beboelsesvogn blot 10 meter fra et kommunalt vandløb, men fandt først sin afslutning i november 2013, hvor Natur- og Miljøklagenævnet underkendte kommunens dispensation fra åbeskyttelseslinjen. Da havde Natur- og miljøklagenævnet haft sagen til behandling to gange, men første gang måtte man hjemsende den, da kommunens sagsfremstilling ikke var egnet til en egentlig juridisk behandling. Det var Danmarks Naturfredningsforening, der havde påklaget dispensationen, som foreningen fandt ulovlig.

I kendelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet blev Stevns kommune pålagt at trække sin dispensation tilbage som værende i strid med lovgivningen. Dispensationen var oprindeligt givet administrativt, men siden stadfæstet politisk i Natur-, Fritids- og Kulturudvalget af den daværende formand gårdejer Mogens Haugaard (V). Han begrundede sin beslutning i Dagbladet efter nederlaget i november 2013: 

– Vi lægger vægt på, at vi med en dispensation følger normal praksis i denne type sager. Borgerne skal behandles ens, og en gennemgang i forvaltningen viser en række eksempler på, at andre har fået dispensation i tilsvarende sager. Det er udtryk for fornuft og livskvalitet at kunne etablere sig i overensstemmelse med naturen.

SkurvognHaugaard

Udvalgsformand Mogens Haugaard (V) forsvarede sin ulovlige afgørelse med, at man tidligere havde givet tilsvarende ulovlige dispensationer – og borgerne skulle jo stilles lige.

Hvorvidt denne helt specielle konsekvenslogik var baseret på en indstilling fra de kommunale forvaltningsjurister eller gårdejerens egen lommefilosofi, foreligger der intet om, men Haugaard måtte tage til efterretning, at dispensationen havde været ulovlig:

– Vi har en miljølovgivning, som kan være svær at tolke 100 procent korrekt. Det er almenvellets interesse i at kunne færdes i naturen versus hensynet til naturbeskyttelse. Men vi har tabt sagen og skal handle ud fra det.

I dag er gårdejer Mogens Haugaard borgmester i Stevns Kommune.

Ballade om Stevns Klint

Tilsyneladende bakser politikerne i Stevns Kommune med den regelrette tolkning af lovgivningen, eller også trækkes den kommunale forvaltning med særskilt inkompetente medarbejdere, der ikke magter at læse lovteksterne korrekt.

I en aktuel planlægningssag fra efteråret 2014, der ikke burde kunne give anledning til problemer, har forvaltningen med formanden for Plan- og Teknikudvalget, Flemming Petersen (V), i spidsen forsøgt at snyde sig uden om lovkravet om miljøvurderinger i forbindelse med tillæg til kommuneplanen.

Både Højerup Borgerforening og Danmarks Naturfredningsforening måtte påklage kommunens afgørelse om, at der ikke var behov for en miljøvurdering af kommuneplantillægget, som kommunen havde udarbejdet for at kunne etablere et besøgscenter for Stevns Klint, der er udnævnt til UNESCO-verdensarvs-lokalitet.Forvaltningen var advaret om det juridiske vildspor, man havde valgt, men advarslen faldt for døve øren.

Borgerforeningen kunne dokumentere, at Stevns Kommune havde truffet afgørelsen baseret på forældet lovgivning – der var simpelthen forkerte lovhenvisninger, og samtidig havde forvaltningen tillige udsendt en forældet klagevejledning.

FlemmingPetersen

Udvalgsformand Flemming Petersen (V) måtte lægge ryg til den pinlige fejllæsning af lovgivningen.

I første omgang gjorde klagerne ikke indtryk på hverken politikere eller forvaltning i Stevns Kommune, men da klagerne blev fremsendt til Miljø- og Naturklagenævnet, måtte man – belært af de tidligere erfaringer – kigge nærmere i lovgivningen samt se hele sagen nærmere efter i sømmene. Det tjek resulterede i en pinligt indrømmelse.

”Det er korrekt, at der er lavet en fejl i forslag til kommuneplantillægget om miljøscreening vedrørende besøgsområde Stevns Klint. Vi henviser til et forkert lovgrundlag. Det er beklageligt og jeg vedgår, vi har begået en fejl”, indrømmede formanden for Plan- og Teknikudvalget, Flemming Petersen (V), i Stevnsbladet midt i november 2014.

Lad ministeriet tage bøvlet
Endelig fortjener en sag om udlægning af sommerhusgrunde fra 2004 at omtales. Dog var det ikke Natur- og Miljøklagenævnet, men selve Miljøministeriet man belastede med en sagsbehandling, der ellers var pålagt de kommunale myndigheder.

Den daværende Trundholm Kommune i Odsherred havde et ønske om flere sommerhuse højt på prioriteringslisten, da Venstre-miljøministeren Hans Chr. Schmidt lempede på planloven i 2004. Selv om kommunen allerede havde flere sommerhuse end indbyggere – 13.000 sommerhuse mod 11.000 indbyggere – så lagde man straks billet ind på yderligere 390 nye grunde, da Hans Chr. Schmidt åbnede den danske kystbeskyttelseszone for 8000 nye sommerhuse.

Trundholm Kommune sendte ansøgninger afsted om 390 nye sommerhuse, hvoraf mere end 100 skulle ligge i den udtørrede Klintsø. Imidlertid blev ansøgningerne bare sendt af sted uden forudgående politisk eller administrativ behandling i kommunen. Det var der en grund til.

Da det kom frem, at landmand Hans Møller Olsen havde 31 ansøgninger med i bunken, vakte det stor irritation og vrede i dele af kommunalbestyrelsen. Olesen var ikke bare den største jordejer i Klintsø, han var også kommunens Venstre-borgmester.

KlintSøHM Olsen_1sp.

Venstre-borgmesteren Hans M. Olsen er også kendt som “gulerodskongen” i Odsherred, hvor han driver sit landbrug.

– Jeg har præcis den samme ret som alle andre borgere til at ansøge. Og den gør jeg brug af, forsvarede borgmesteren sig i dagbladet Politiken 8. december 2004. – Nu har vi sendt det ukritisk frem og lader ministeriet vurdere det.

Det var til fordel for borgmesterens ansøgning, at sagerne ikke var ordentligt belyst, før de blev sendt ind, mente det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen, provstisekretær Alice Ahlgren Sarp. Til Politiken begrundede hun sin irritation:

– Vi skulle tage stilling på baggrund af noget meget mangelfuldt materiale. Det blev sådan lusket godt ind ad bagdøren. Det er moralsk forkert over for miljøet, borgerne og retssikkerheden.

Men så galt gik det ikke.

Et par måneder før kommunens og borgmesterens ansøgning om de 390 nye sommerhusgrunde landede på miljøministerens bord, havde embedet skiftet politisk kulør. Venstre-manden Hans Chr. Schmidt var erstattet med den konservative Connie Hedegaard, og hun var ikke til sinds at tillade nye sommerhuse overalt. Miljøminister Hedegaard slap dog ikke for besværet med at sagsbehandle de mange ansøgninger, men Trundholm Kommune og borgmester Olsen fik nej.

Comments

comments

4 kommentarer til Høegh sat på plads af Natur- og Miljøklagenævnet

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.