Juletræet med sin pynt

Drevet af kvælstofholdig luft og regn samt vådere og mildere vintre er der algevækst overalt udendørs. En relativt nyligt beskrevet art alge, gylletråd, har det med at sætte sig på bark, gran- og fyrrenåle og dermed forringe kvaliteten af juletræer – jo tættere på den animalske industri desto værre. Storskaladrift er hele vejen rundt i skandaløs konflikt med vores fælles naturgrundlag, og masseproduktion af juletræer er bestemt ingen undtagelse

Mens Halloweens orange dødningefjæs fortoner sig, får julens grønne granbølge kærkomment momentum. Der knytter sig mange lag af religiøse og kulturelle symbolværdier til julens gran, ikke mindst til juletræet med dets pynt. I det kulminerende vintermørke er der håb om fornyet liv og evighed i et stedsegrønt træ pyntet med lys som fugle på kviste, glitrende englehår og glimmer og funklende farvede glaskugler – og på gulvet under topskuddets stjerne, i skyggen af de nederste grene dyrebare gaver til store og små.

Men i løbet af de senere år er der dukket en ny og uvelkommen form for juletræspynt op, som allerede kan være på plads, når de formsyede nordmannsgraner høstes fra plantagernes monotone rækker. Det drejer sig om en invasive algeart, som har fået navnet gylletråd, og som har det med at sætte sig på grannålene. Ikke just englehår – gylletråd er en trådformet grønalge med det mundrette latinske navn Apatococcus ammoniophilus, (kvælstofelskeren). Den er i eksplosiv vækst, ligesom de mange andre grønalger, der tilfører et grågrønt, fedtet og forstemmende lag på alle slags udendørs overflader – terrasser, campingvogne, vinduer, facader, drivhuse mm. Algeplagen er fremmet af de stadigt mildere og fugtigere efterår og vintre og er på speed af luften og regnens indhold af ammoniak og andre kvælstofforbindelser, der ikke mindst stammer fra det animalske landbrugs groteske antal af produktionsdyr. Jo tættere på gylletankene, jo større algeproblem i juletræsplantagerne. Værst står det til i Vestjylland, heldigere er man stillet i det i forvejen privilegerede Nordsjælland, fjernt fra kødindustrier og følgelig med landets laveste kvælstofdeposition og dermed næsten algefri juletræer. Alle foretrækker selvfølgelig blanke, mørkegrønne grannåle, fri for grålige gylletrådsbelægninger – så juletræsbranchen har her fået et stigende problem.

Alger på juletræer kan betragtes som en markedsfejl, der bør ses i den større sammenhæng, der hedder intensiv drift, hvoraf juletræsindustrien selv er en del. Langt de fleste konventionelle juletræsplantager er plantet på landbrugsarealer og er at betragte som afgrøder på linje med majs, raps og hvede. I løbet af de 7 til 10 år, der medgår fra plantning til høst, anvendes arsenaler af kemikalier for at opnå tilpas hurtigvoksende, symmetriske og passende kompakte juletræer. Blandt dem finder vi den gamle kending glyphosat, i skikkelse af Roundup, til nedvisning af græsser og anden vild flora mellem rækkerne, ”ukrudt” som ellers ville konkurrere med træerne om vand, lys og luft og som kunne blive hængende i visne totter som uønsket pynt på de nederste grene, når træet skal sælges. Der bliver gødet med NPK-handelsgødning til at fremme væksten, samtidig med at der bliver brugt væksthæmmende midler til regulering af topskuddets længde. Og så er der de PFAS-baserede pesticider til at holde angreb fra insekter og svampe nede. År efter år.

Det er således ikke i dybet under juletræerne, der dannes grundvandsmagasiner med rent drikkevand til de kommende generationer. Det er ikke i juletræsplantagerne, man skal lede efter artsrig flora eller en variation af småfugle – eller perlemorssommerfugle. På linje med turbokyllinger må masseproduktionen af juletræer alt i alt siges at have nået et perverteret niveau, ikke mindst set i lyset af, at produktet i sit udgangspunkt skulle være symbol på liv, højtid og glæde.

Der laves ca. 12 mio. juletræer herhjemme hvert år, hvoraf mere end 10 går til eksport, og naturen, folkesundheden og vores efterkommere betaler regningen. Nu må et samlet folkeligt pres få kaldt regering og miljøstyrelse til orden, så vi sammen kan finde veje væk fra det kemiske helvede. Hvordan går det dog

f.eks. til, at Miljøstyrelsen siden 2017 årligt har givet den danske juletræsbranche dispensation til brug af vækstreguleringsmidlet Pomoxon, et sundhedsfarligt stof, ulovligt i resten af EU, og endda ufortrødent fortsætter denne praksis udover de fem år, som ellers er maksimum? Hvilke interesser varetager Miljøstyrelsen egentlig?

Men det er også i høj grad op til alle os juleglade forbrugere, her og i udlandet at fravælge de kemiske juletræer til fordel for de økologiske og så helst dem på klump eller i potte. De kan så blive plantet ud igen og fortsætte deres liv og vækst og essentielle funktion med at suge CO₂ ud af vores hårdt plagede atmosfære og parkere kulstoffet i grene, stamme og rødder. Så må man tage en lidt mere skæv og uregelret vækstform med godt humør og som et sundt udtryk for livets iboende uregerlighed.

Sådan må man formode, at også den tilpas velvoksne rødgran, som grevinde Wilhelmine Holstein på herregården Holsteinborg ved Skælskør fik hentet ind fra skoven før jul i 1808, har set ud. Træet kom på fod i en af de højloftede sale og pyntet med lys og glimmer efter hendes tyske aners skik og fik hermed startet det hjemlige juletræseventyr, som aldrig siden har tabt hverken pust eller pynt. Det gav nogle år efter samtidig familiens gode ven og flittigt tilbagevendende gæst, digteren H. C. Andersen anledning til at besynge og besjæle det kære stedsegrønne træ i eventyret ”Grantræet”, fra 1845. Andersens juletræ endte sin korte, men lysende karriere som ophugget brændsel ”under den store bryggerkedel”. Pif-paf lød det fra den knitrende ild – datidens biomasse, men uden gylletråd.

Og med tidens gylle, undskyld fylde: Glædelig og giftfri jul ønskes til alle gyllelæsere!

Bannerbillede: En hare springer buk over en lille, selvsået rødgran i naturligt habitat og månelys vinternat. Billede af Svend Otto S. fra H. C. Andersen: ”Grantræet”, Gyldendal, 1968.